At være mor er hårdt, men at være alenemor er det hårdeste job i verden.

Du er helt og holdent overladt til dig selv med en masse emotionel smerte som du skal takle og et barn som har brug for dig mere end nogensinde. Hver dag finder du dig selv græde over livets uretfærdigheder. Men så ser du to lyse øjne der kigger op på dig, og spørger om alt er ok.

Så du retter dig op, finder din sidste styrke frem og fortæller dit barn at mor har det fint, og du græd ikke, du havde bare fået noget i øjet. Du lyver overfor dit barn – uden at tro på din egen løgn – men du vil ikke såre ham, for du vil ikke have han har ondt lige som dig.

Du vil ikke have at han skal savne hans farfigur, så du strækker dig altid ekstra langt for at gøre det op for den kærlighed han ikke får fra sin såkaldte far.

For der er en mand derude som er faderen, men din søn vil aldrig kalde ham “far”. En far gør ikke sådant. De gør ikke mødre kede af det, og de forlader aldrig deres børn. Fædre er der for at putte dynen over deres børn hver aften, og for at give dem et godnat kys. De kommer til alle fodboldkampene, og er deres børns aller største fan.

Fædrer bærer deres børn på deres skuldre, og får dem til at tro at de kan erobre verden fordi de er så høje.

Fædre får deres bærn til at føle sig specielle og helt unikke. Men når der ingen far er til at gøre alle disse ting, men en forældre klare det. Og i dette tilfælde er det alenemødrene. De bærer den tunge byrde på ryggen, men de siger aldrig noget om at det er tung for dem. De er gode til multitasking, og gøre ting de aldrig troede de ville være i stand til. De er nedslidte af alt det arbejde de selv skal klare, men de siger aldrig noget.

Alenemødrene siger ikke noget om de 2 jobs de har for at kunne betale regninger og husleje.

De siger ingenting om al den emotionelle smerte de stadig føler, og kærligheden de har, men som ingen er til at gengælde. De lader som om de er stærke kvinder så længe de viser sig offentligt, men med det samme de er hjemme falder de fra hinanden i en million ødelagte stykker – stykker som ikke kan sættes sammen uanset hvad der sker.

Og sådan lever de – som om alt er normalt og de lever et drømmeliv.

Alenemødre er sande helte, men andre kan ikke se det. Det er let at sladre om dem og dømme dem, men så snart du har gået i deres sko, vil du se at hver dag er en konstant kamp. Det er en kamp for deres liv og det lille væsen som beundrer dem, som tror de er stærke og kan løse alle problemer.

Og kun fordi at disse store øjne og dette smil, kan redde din dag kæmper du, alenemor, dobbelt så meget som du kan.

Du kæmper for at give barnet alt det det behøver, for at give det kærlighed, hengivenhed og råd. Du har 2 jobs, fordi du ved at børnebidraget ikke rækker. Du vil slet og ret ikke skuffe barnet mere end det allerede er. Du hader at se tårerne i hans øjne når han ser andre familier som er på tur i parken sammen, og derefter tager hjem.

Og du hader at du ikke kan finde en gyldig grund der forklarer hvorfor jeres familie ikke har en far derhjemme og hvorfor han ikke er hos jer.

Du har en klump i halsen, på randen af tårer, men alligevel formår du at finde på noget at fortælle dit barn, at i vil lave noget sjovt sammen med far næste gang. Og med tunge skridt kryber du ind i dit tomme hjem, lader som om du er superhelten som altid smiler og har det godt. Du prøver så godt du kan at være den bedste udgave af dig selv, at være en drømmemor for dit barn, men du ved at det er mere vanskeligt nu end nogensinde.

Så, når dit barn endelig sover i dine arme, ser du på ham og du fortryder ikke noget af det du har gjort for ham.

Du har ikke noget imod at være mor, husholderske, læge, psykolog, bedste ven, tjener og beskytter samtidig. Du har ingenting imod at gøre alt sammen hver dag, 24/7, uden at få en krone i løn for at gøre arbejdet. Du har ikke engang noget i mod at du er den som skal strække dig ekstra langt for at du ved at dit barn udvikler sig til at blive et godt menneske

Og det er takket være dig – mor!

Du er en sand superhelt og jeg ved at der findes nogen deroppe som ser al din smerte og alt det du ofrer.

Jeg ved også, at en dag vil du se frugterne af alt arbejdet, og så vil du være stolt af dig selv fordi du gjorde alt arbejdet alene, uden hjælp fra nogen. Og du lykkedes med det. Dit hoved projekt er fuldført og resultatet er absolut perfekt på grund af dig, mor. Så tænk ikke på om du gjorde noget forkert, for du gjorde alt så godt du kunne for at få tingene til at fungere. Du var en tryllekunstner, som fik alt det som ikke virkede i starten, til at virke.

Så hold hovedet højt, din stolte kvinde og lad aldrig nogen få dig til at sænke blikket.

Du er mere end nok!

Du er værdig!

Du fortjener hele verden!

Du ved at du ikke er fuldkommen, men det gør at du er perfekt som du er.

Dine problemer genspejler ikke det du er værd, for du ved allerede at du er mere end nok, så lad aldrig nogen overbevise dig om andet.

Jeg vil ikke lyve for dig, og fortælle dig at det er nemt, for det er det ikke.

Denne fase af dit liv er som en dal og bjergbane af følelser, en vild tur med et ukendt udfald. Men jeg ved en ting – det er helt sikkert det værd.

Det er det værd på grund af de små øjne som ser på dig og tænker at du er perfekt.

Det er nok på grund af disse små hænder som strækker sig mod dig for beskyttelse, fordi de tænker at du er den stærkeste.

De tror du kan erobre verden og sandheden er at det kan du virkelig.

Mor, du kan erobre verden med en hånd samtidig med at dit barn holder dig i den anden.

Så, glem aldrig nogensinde at du er nok.

Faktisk, mor, du er mere end nok!