Det som slår mig oftest angående kærlighed er de mennesker som forlader hinanden og tror at det er muligt for dem at møde den samme person som de forlod, når de kommer tilbage igen.
Hun var der altid for dig. Gud, hun prøvede så hårdt bare for at gøre dig lykkelig. Hun så dig som den du virkelig var, men hun håbede altid at der fandtes noget godt inderst inde i din sjæl. Hun troede at bare ved at elske dig nok, så ville hun være i stand til at få det gode op til overfladen.
Du holdt hende nede så længe, sådan at du kunne være højt oppe. Så længe at hun ikke kunnne lide sig selv, kun dig. Hun forsømte hendes egne følelser sådan at hun kunne tage sig af dine. Alt dette gjorde hun for at vise dig at der fandtes en anden side af livet, end den mørke side du så. Alt dette gjorde hun fordi hun troede på kærligheden
Uanset hvad der skete, uanset hvad hun gjorde, var alle hendes kampe næsten forgæves. Hun troede at hun kæmpede for dig, men istedet kæmpede hun mod dig. Du solgte din sjæl til djævelen. Du kunne kun lide dig selv, du var din egen prioritet, og du stoppede med at tro på bedre tider for længe siden.
Du troede aldrig rigtigt på kærligheden, gjorde du? Men du gjorde stadig dit bedste ved at bruge bedrageriske og manipulerende kneb for at hun skulle falde for dig. Du havde brug for en som ville være der for dig, du havde brug for en at flygte til, du havde brug for en som ville tro på dig, så du fik hende til at falde for dig. Men du havde ingen intention om at elske hende tilbage, havde du?
Hun ventede så længe for at se kærligheden at hun lod dig komme tilbage til hende. Og hun kunne havde ventet i tusind år, og det ville stadig være forgæves. Fordi du var ikke en giver. Det eneste du ville var at tage, tage og tage. Du troede at du fortjente alt. Men det gjorde du ikke. Du fik kun hendes godhed og kærlighed og opmærksomhed fordi hun troede du var værdig til det. Det tog hende noget tid at indse at det var du ikke.
Når hun så dig for den du virkelig var, nægtede hun at tro det. Når du ikke viste at du havde nogle menneskelige træk, gav hun timingen skylden. Hun troede at hvis hun blev ved din side bare lidt endnu, hvis hun kæmpede lidt hårdere for dig, så ville alt forandre sig.
Hun troede at der var et tidspunkt for alt i denne verden, og jeres tid kom herefter. Men efter noget tid var det åbenlyst: timingen var rigtig, det var dig som tog fejl.
Gud, denne pige ønskede ikke andet end at elske dig og blive elsket af dig. Hun ønskede den rene kærlighed, den som giver vind under vingerne og får dig til at føle dig uovervindelig. Men det din kærlighed gjorde var bare at vise hende at hun var bunden af fadet.
Når du vendte ryggen til hende, følte hun stadig en enorm kærlighed for dig. Jeg mener det vil være naivt og tro at det ophørte med det samme efter du var væk. Ingen stopper med at elske uden videre. Hun investerede så meget af sin tid og gav så lavede en så stor indsats i dig, at det var umuligt for hende at komme videre, med det samme.
Selv om du var giftig, blev du alligevel elsket af hende. Vi vælger ikke hvem vi giver vores hjerte til. Eller, det kan vi for det meste ikke. Vi bliver bare forelsket og så må vi kæmpe med bagsiden som følger med forelskelsen hvis vi forelsker os i den forkerte fyr.
Så, da du gik, havde hun ondt. Alle hendes drømme og håb var knuste. Og hun sad tilbage og tænkte på om al hendes indsats havde været forgæves. Hun sad tilbage og tænkte på om al hendes kærlighed havde været forgæves. Havde hun givet hele sig selv til den forkerte fyr?
På den andre siden, så gik du uden at tænke på hende to gange. Du gik, som om den kvinde du forlod var noget du kunne finde på ethvert gadehjørne. Men du vil snart indse at du tog fejl.
Ingen andre end hende vil nogensinde prøve så hårdt for dig. Ingen andre vil elske dig uden at holde tilbage, så uselvisk og enkelt. Ingen andre vil sætte dig op på en piedestal og glemme sig selv. Ingen andre vil passe på dig selv om du ikke fortjener det.
Og så vil det slå dig. Så indser du hvilken kvinde du havde i dit liv. Selvfølgelig vil du prøve med mange andre, men ingen af dem vil prøve lige så hårdt som hende på at gøre dig lykkelig. Fordi ingen af dem ville være istand til at elske dig som hende, og de vil ikke være istand til at elske dig, selv på dine mørkeste dage.
Inden du indser dette, vil det være for sent. Den kvinde du forlod er borte, når du vil have hende tilbage. Selvfølgelig, hun lever stadig, men det vil ikke være den samme kvinde som du forlod
Hun vil ikke længere være naiv. Hun vil ikke længere tillade sig selv at give alt hvad hun har til nogen som ikke fortjener hende. Hun vil ikke længere gå i bro for en som ikke giver hende noget tilbage.
Hun vil ikke vente på dig, ved du det? Hun vil være kommet videre inden du indser hvad du havde og mistede. For kvinder som hende de giver alt, frem til det punkt hvor de indser at deres indsats er forgæves. Og med det samme de opdager den fejl, kommer de til fornuft.
Det som slår mig allermest er at de mennesker som forlader andre, forventer at møde den samme person som de forlod, når de kommer tilbage. Dem som bliver forladt går videre. De lærer af deres fejl. Og så snart de gør det, er der ikke noget i hele verden der kan få dem til at gå tilbage til det de havde tidligere. Men du vil snart selv indse det sterkest, er at menneskene som forlater andre forventer å møte igjen den samm.