Vi kom aldrig på en date. Men næsten. Jeg kunne aldrig betegne dig som min kæreste, og vores forhold blev aldrig slået fast.
Faktisk så er der ikke rigtig nogle spor af at du har været en del af mit liv, bortset fra de ar jeg har på mit hjerte. Jeg har ikke noget bevis for at du engang var min. Men jeg ved at det er sandheden.
Da jeg var sammen med dig, vidste jeg aldrig helt om jeg var single eller i et forhold. Jeg har ingen billeder som jeg burde slette fra mine sociale medier.
Min familie spørger mig ikke hvor du er, og jeg kan ikke sige til andre at jeg er helt ødelagt fordi jeg har mistet min kæreste.
Så måske er jeg ikke berettiget til at lide. Måske har jeg ikke retten til at græde over en som aldrig var min.
Måske har jeg ikke retten til at føle at hele min verden faldt sammen og at mit hjerte blev knust i millionvis af stykker.
Men her er jeg, og har det netop sådan. Her er jeg, og savner dig som bare fanden, og føler at jeg dør uden dig.
Her er jeg at tænker over hvorfor jeg aldrig var nok til at være din kæreste. Her er jeg, og beder om en afslutning og tænker over hvorfor vi ikke klarede den.
Vi var aldrig officielt et par. Men vi vidste begge at vi var så meget mere end det.
Vi gik aldrig på date. Men vi kyssede, krammede og nussede, og sov i hinandens arme. Vi vågnede op ved siden af hinanden og jeg har brugt utallige nætter på at lytte til din vejrtrækning.
Vi var aldrig et par, og vi var ikke venner. Men du kom altid til mig hver gang du havde brug for en at græde ud ved. Du regnede med mig og du spurgte mig til råds.
Jeg var aldrig din kæreste. Men du blev jaloux hver gang en anden fyr flirtede med mig og hver gang du troede at der var en anden der fik min fulde opmærksomhed.
Vi var aldrig i et officielt forhold. Men jeg følte med garanti at jeg var optaget, selvom jeg aldrig indrømmede det, ikke engang overfor mig selv.
Du sagde aldrig at du elskede mig, men du opførte dig som om du gjorde, for det meste. Du gjorde dit bedste for at jeg følte mig ønsket og elsket, når det passede dig.
Nu, efter alt hvad der er sket, ved jeg at du aldrig elskede mig. Fordi, sådan behandler man ikke dem man elsker.
Istedet så elskede du at have en omkring dig og du elskede altid at have en alternativ plan.
Du elskede at der var en der tog sig af dig, og du elskede den måde at jeg elskede dig mere end noget andet, selvom jeg aldrig sagde det højt.
Så nej, vi gik aldrig på date, men du ødelagde alligevel mit hjerte. Du gjorde det ved at holde mig hen, uden virkelig at vælge mig eller planlægge noget.
Ved at give mig et falsk håb om at tingene ville ændre sig en dag.
Du legede med mit hjerte og mit sind i flere år. Når du så at jeg var ved at forlade dig, gav du mig en lille smule kærlighed og opmærksomhed, bare så du kunne holde mig i nærheden.
Du sendte blandede signaler, og efterlod mig altid med tanken om hvad der foregik mellem os.
Og det værste er ikke at du aldrig elskede mig som jeg elskede dig. Det væreste er at du trak mig ned med vilje.
Det værste er at du hele tiden vidste hvordan jeg havde det, og istedet for at gå da du indså at du ikke kunne elske mig tilbage, holdt du mig hen.
Du blev ved med at trække mig ind i denne endeløs cirkel af en kærlighed som du ikke gengældte.
Og da du blev træt af mig, forlod du mig uden at sige et ord. Du gik uden at give mig den afslutning eller forklaring som jeg fortjente.
Ser du, jeg har ret til at vide hvad der skete, da du var den der lod mig falde for dig. Du var den der narrede mig og den der lod mig vente, så du er den der har ansvaret for min smerte og mit ødelagte hjerte.
Og det har ikke noget at gøre med det faktum at jeg kun var din næsten kæreste.
