Har du nogensinde elsket en mand så højt, intenst og naivt at du troede du er den eneste heldige pige der har fundet hendes “lykkelig for evigt” i en mand? Det har jeg. Har du oplevet at du elskede den forkerte mand og troede på at han var den eneste ene? Jeg har.
Efter ham, gled alting mellem mine fingre. Efter ham, var lykke kun noget jeg hørte om. Og tristhed kom til mig i perioder. Minderne kom på skift og jeg blev overvældet over hvilke følelser de bragte med sig.
I lang tid, tænkte jeg om jeg nogensinde ville forstå meningen med mit liv igen. Jeg tænkte over om jeg nogensinde blev normal igen og om jeg ville være istand til at elske igen. Kærligheden var langt væk og Gud ved at jeg næsten havde givet op.
Det var ikke altid sådan. Jeg var en af de glade kvinder der altid var taknemmelige for hvad de havde. Jeg var en af dem der nød livet, smilede og lo hver dag, og jeg var en af dem der ville gå i seng og se fremt til næste dag.
Men at date en narcisist ændrede mig. Jeg var ikke det halve af hvad jeg plejede at være efter han var færdig med mig. Den samme entusiasme jeg havde før vi var sammen om morgenen blev til en frygt for at stå ud af sengen. Min lykke var erstattet med frygt.
Jeg skammede mig i lang tid over at lade ham ændre mig. Jeg var længe flov over den person jeg var blevet, men mest flov over at jeg tillod ham at gøre det. Jeg burde have vidst bedre.
Jeg stolede på ham.
Han fik mig til at stole på ham. Han gjorde alt for at overbevise mig om at han var der for mig og han var min. Han fik mig til at føle at jeg kunne regne med ham og at han ville gøre alt for mig. Han gav det en løfte efter det andet, og jeg ventede altid på at han holdt dem. Men det gjorde han aldrig. Fordi han fik mig til at stole på ham blot for at han kunne bedrage mig.
Han fik mig til at føle mig tryg.
I et stykke tid følte jeg at jeg kunne ringe i enhver nødssituation og han ville komme når som helst. I et stykke tid troede jeg han var min sikkerhed, men det var han langt fra. Han fik mig til at føle mig tryg så jeg lod paraderne ned. Så snart jeg lod paraderne ned havde han opnået det han ville da jeg var fuldstændig ubeskyttet fra hans angreb. Jeg var aldrig forberedt.
Jeg elskede ham.
Jeg tillod en der havde en fortid med ødelagte forhold at være en del af mit liv. Jeg gav mit hjerte, krop og sjæl til en mand der ingen anelse havde om hvad kærlighed var. Hver eneste celle i min krop elskede ham og jeg gav ham min kærlighed uden begrænsninger, uselvisk og jeg mistede mig selv fuldstændig til ha, Men kun fordi han overbeviste mig om at han kunne lære at elske. Men du kan ikke lære en narcisist at elske. Det findes ikke i ham. Kærlighed er blot et abstrakt ord som han aldrig vil føle.
Jeg mistede mig selv til en mand der ikke kunne elske.
Han gjorde mig til fange i min kærlighed.
Jeg blev hos ham fordi jeg troede det var kærlighed. Jeg har altid troet på kærlighed. Jeg troede at mennesker blev skabt at to kroppe og en sjæl og at jeg havde fundet min anden sjæl, min anden halvdel i ham. Men han var ikke min soulmate.
Han var en der narrede mig. Han levede af min elendighed. Han var en der havde brug for at jeg var nede så han kunne have det godt med sig selv. Og jeg lod ham gøre det, fordi jeg var naiv. Jeg romantiserede mine lidelser og fik mig selv til at tro jeg at jeg var en helt der kæmpede for kærlighed. Men det eneste jeg var, var at jeg dum nok til at falde for en narcisist.
Jeg mistede mig selv til en narcisistisk person…
Jeg holdt op med at tro på at jeg var noget værd, og at jeg fortjente at blive elsket. Jeg mistede min selvtillid. Jeg mistede mit selvværd. Jeg lod hans selvoptagethed vinde og tillod at alt var om ham. Jeg lod ham bebrejde mig for alt og lod ham manipulere mig. Intet var med mit samtykke, men det skete alligevel. Jeg mistede mig selv.
Men jeg fandt mig selv igen.
Jeg gik igennem et levende helvede for en mand. Jeg var den bedste version af mig selv. Jeg gav alt og jeg holdt intet tilbage. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg ikke fik noget ud af det, men det er ikke sådan historien endte. Jeg fik en ny livsopfattelse af det.
Måske jeg var ødelagt i noget tid, men jeg ville ikke tillade mig selv at være det resten af livet. Det ville betyde at han havde vundet, og det kune jeg ikke lade ske.
Så jeg tog mig sammen og startede med at lappe mig selv sammen igen. Jeg ordnede hvert hul i mit hjerte, et efter et. I lappede min sjæl. Jeg kunne forlade huset med hovedet højt, som om alt hvad han havde gjort intet betød.
Han trådte på mig for mange gange, og jeg havde ikke noget andet valg end vise ham døren ud af mit liv.
På grund af hans måde at behandle mig på, troede jeg ikke jeg var kærlighed værdig. Det tog mig noget tid, men jeg fandt ud af at jeg er mere end værdig, det var ham der ikke fortjente at blive elsket.