Jeg har altid tænkt på og jeg nogensinde kommer tilbage til det normale igen, om jeg nogensinde bliver den person jeg var engang. Relationer bør gøre livet bedre. De bør tilføre værdi til dit liv og gøre dig til en bedre eller mere lykkelig person, eller faktisk begge dele.

Når du går på date med den rigtige får du al den kærlighed du fortjener, men hvad sker der når du møder den “forkerte” mand?

I en lang periode skammede jeg mig over at var blevet i et giftigt forhold. Jeg skammede mig over at indrømme at jeg ikke var stærk nok til at redde mig selv.

Jeg var sammen med en giftig mand alt for længe.

Det værste er at jeg stadig får kuldegysninger ned ad ryggen når jeg tænker på hvor jeg ville have været i dag hvis jeg ikke havde gjort det, hvis jeg ikke havde forladt ham.

Jeg gik på date med en der fik mig til at miste mit selvværd.

Fordi han havde mig i hans hule hånd, og jeg tillod det. Jeg var svag og ude af stand til at kæmpe imod. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle stå imod ham, og jeg havde i alt for lang tid ingen anelse om hvad han gjorde mod mig.

Jeg havde mistet alt mit selvværd, og jeg tillod ham at være min beslutningstager..

Jeg gik på date med en der fik mig til at miste min selvtillid.

Jeg har glemt hvordan det er at være lykkelig. Fordi jeg altid var bekymret for hvordan jeg så ud, eller hvordan jeg opførte mig. Han smilte aldrig til mig. Mine vitser var aldrig sjove for ham, og efter noget tid, begyndte jeg at tænke at jeg var den mest kedelige person tilstede.

Han har aldrig brudt sig om at føre en normal samtale med mig, og efter noget tid stoppede jeg med at stille spørgsmål, eller forsøge at engagere ham i samtaler.

På grund af ham kan jeg ikke se mig selv som den pæne pige som jeg plejede at være, jeg kan heller ikke se på mig selv som en der kan vække begæret hos en mand.

Jeg gik på date med en som jeg troede jeg kendte.

Jeg var stærkt overbevist om at han ikke var sådan. Han kunne bare ikke.
Jeg ville aldrig være faldet for sådan en mand. Jeg tænkte at det bare var en fase, og at det snart var ovre. Den sørgelig del er at det aldrig gik over.

Jeg gik på date med en som jeg egentlig ikke kendte.

Fordi han aldrig viste mig sit sande ansigt. Det kan være at han havde mange ansigter, og jeg aldrig virkelig mødte ham.

Jeg ville have at han var den mand jeg troede han var. Jeg ventede stadig på at han blev den mand jeg havde forestillet mig, og måske er det grunden til at jeg var sammen med ham så længe.

Jeg stolte på at det var noget godt i ham, og at han elskede mig. Jeg troede aldrig han havde haft tid til af være den han virkelig var.

Men han var hvem han virkelig var. Jeg var bare for dum til at acceptere det.

Jeg gik på date med en som har gjort mig mistænksom overfor andre.

Bare fordi han var dårlig. Jeg lod mig narre, og troede at alle mennesker var som ham. Jeg var bange for at lukke nogen ind i mit liv, jeg var dødsens angst for tanken om at der fandtes andre mænd der var lige så dårlige som ham.

Jeg kunne aldrig betro mig til nogen om mine problemer for jeg troede de ville være på hans side, så jeg kæmpede med mine egne byrder alene.

Jeg glemte at jeg havde venner og jeg løj til dem om hvordan det gik imellem os. Jeg talte om vores forhold som var det det bedste der nogensinde var sket for mig, selvom det gjorde mig svag og bange for at leve.

Jeg gik på date med en der ikke kun elske andre end sig selv.

Uanset hvor meget kærlighed jeg havde til ham så var det aldrig nok.

Uansett hvor stort et smil jeg havde når jeg så ham, smilte han aldrig tilbage. Han havde aldrig lyst til at holde om mig, han åbnede heller aldrig hænderne for mig.

Han fik mig til at føle mig alene, selvom han fysisk sad ved siden af mig.

I en periode havde jeg følelsen af at jo mere ulykkelig jeg var, jo gladere var han..

Jeg gik på date med en som trak andre ned for at bygge sig selv op.

Jeg kunne tydeligt se mønsteret. De personer han var sammen med havde altid set op til ham og søgt hans anerkendelse, indirekte eller direkte. Det betød ikke engang noget til sidst.

Han var altid bedre end dem, og det fik ham til at føle sig stærk.

Han var en af dem som altid var i et forhold. Han havde altid en kæreste fordi han havde brug for at trække nogen ned så han kunne få det bedre. Det var vigtigt for ham, og jeg tænker, hvor mange piger var det mon før mig? Det som skræmmer mig endnu mere er hvor mange der vil være efter mig, og hvor følelsesmæssig skadet de bliver efterfølgende.

Jeg gik på date med en som jeg lod manipulere mig.

Altid når han ignorerede mig tænkte jeg at jeg havde fortjent det. Når han løj overfor mig, blev jeg stille for jeg havde ikke modet til at konfrontere ham. Han fik mig til at tro at jeg var skyld i alt og derfor sad jeg hellere der i stilhed.
Jeg sad i stilhed fordi jeg skulle. “Hvis du stolte på mig, ville det ikke gøre nogen forskel hvem jeg talte med i telefonen”, eller “jeg giver dig ting ingen andre ville, fordi du fortjener det ikke”. Det var sætninger som altid fik mig til at føle som om det var mig der havde skylden for alle problemerne i vores forhold.

Til sidste var det mig som var den vanvittige og krævende person.

Jeg gik på date med en der ikke ønskede at jeg havde en fortid eller fremtid. Jeg gik på date med en der ønskede at være centrum af min verden, men på en ubehagelig måde.

Jeg gik på date med en der var jalous på mig.

Han var jalous på hver eneste ven jeg havde, på alle jeg hilste på med et smil, uafhængig af deres køn og alder.

Det der gjorde ham endnu mere vred var når andre mænd behandlede mig ordentligt, så gik det ud over mig. Jeg var “løs på tråden” fordi ingen normal eller anstændig person kendte så mange mænd.

Og jeg troede på ham, fordi det var det han sagde.

Jeg hadede mig selv for at jeg var en social person, og kærlig overfor alle, så jeg begyndte at be Gud om at ingen ville hilse på mig. Jeg holdte op med at smile til fremmede, og jeg blev mindre og mindre den glade person som jeg plejede at være.

Jeg gik på date med en som fik mig til at føle mig stærk.

Fordi jeg følte mig stærk nok til at forlade ham. Fordi jeg forlod ham, føler jeg at ingenting kan få mig ned. Jeg har været igennem et helvede og jeg overlevede det.

Jeg fandt styrken til at være den gamle mig, at hilse på andre med et smil, at elske små børn og lege med de hunde jeg mødte på gaden.

Jeg følte mig som den morsomste person i verden og mine venner var glade for at have mig, den rigtige mig, tilbage.

På grund af den jeg var før, er jeg stærk nok til at elske igen, og jeg er modig nok til at stå op for mig selv.

Fordi jeg stillede mit liv på stand by, elskede ham med alt hvad jeg havde, og fik ham aldrig til at elske mig tilbage, så viste det mig at jeg kunne overleve på min egen kærlighed.

Fordi det at forlade ham, lærte mig hvor stærk jeg var. Fordi at forlade ham lærte mig at elske mig igen.