I lang tid var jeg ikke lykkelig. Jeg vidste, at der manglede noget. Du var ikke den samme. Den gnist, du havde i øjnene, når vi talte sammen, var væk.
Jeg kunne ikke undgå at bemærke det, du forandrede dig, og det samme gjorde dine følelser. Du var ikke mand nok til at fortælle mig, at du var holdt op med at elske mig.
Du blev så kold. Jeg kunne ikke genkende dig længere. Nogle gange virkede det, som om jeg datede en komplet fremmed. Jeg vidste, at det var tid til at gå.
Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke give slip på dig, selv om jeg inderst inde vidste, at det var tid til det.
Hver gang jeg ville gøre det, sprang mit hjerte et slag over, som om det prøvede at sige, at det stadig ikke var klar.
Jeg kunne ikke gå imod mit hjerte. Jeg vidste, hvor meget kærlighed til dig det havde båret på i alle disse år.
Hvem kan bebrejde det, det vidste ikke, at du ville knuse det i en million stykker.
Det er mig, der har skylden. Jeg var så naiv at stole på dig og give dig hele mit hjerte. Du holdt mit hjerte i dine hænder. På en måde gav jeg dig lov til at knuse det.
Det er jeg så ked af. Jeg skulle have ladet dig gå i det øjeblik, jeg indså, at du ikke elskede mig på samme måde. Før du knuste mit hjerte.
Nu betyder det “undskyld” ikke noget, for smerten er her. Den er her stadig, den gør stadig ondt som den første dag, og jeg ved ikke, hvornår den holder op med at gøre ondt.
Ærligt talt frygter jeg nogle gange, at det aldrig vil stoppe. Nogle gange er jeg bekymret for min fremtid, for hvad nu hvis jeg aldrig samler mod til at komme videre?
Nogle gange har jeg disse mørke tanker, som virkelig skræmmer livet af mig.
Ligesom tanken om at miste dig skræmte mig engang. Jeg troede ikke, at jeg ville overleve, hvis jeg mistede dig.
Men det gjorde jeg. Og jeg ved, at jeg en dag vil komme videre og efterlade dig i fortiden. Jeg har bare brug for tid. Tid til at sørge. Tid til at hele. Tid til at tilgive. Tid til at glemme…
Åh, glemme. Tro mig, det er alt, hvad jeg ønsker lige nu. Jeg vil glemme alt. Jeg vil glemme dig, dit søde ansigt og alle de gode ting, du gjorde for mig, fordi de får mig til at savne dig.
De ting giver mig endnu større smerte.
Jeg vil glemme alle de gange, du sagde, at du ville elske mig resten af dit liv, og at intet kunne skille os ad nogensinde. De ord er indlejret i mit hjerte.
Og vigtigst af alt vil jeg glemme, hvordan jeg har det nu. Al denne smerte og vrede.
Denne skuffelse og frustration. Jeg vil glemme alt det, der forhindrer mig i at komme videre.
Jeg troede virkelig, at det var meningen, at vi skulle være sammen for evigt. Nu er det svært for mig at acceptere, at vores forhold er slut. Det er svært at acceptere, at du ikke længere er en del af mit liv.
Jeg ventede for længe på et eller andet tegn fra dig. Noget, der ville fortælle mig, at jeg tog fejl, og at du stadig elskede mig, som du plejede.
Jeg håbede virkelig, at jeg var paranoid, og at det ville gå over, og at vi ville blive lykkelige igen, som vi var før. At vi ville være vildt forelskede, som vi var i begyndelsen.
Det var min fejltagelse. Jeg skulle have lyttet til min indre stemme. Den fortalte mig, at det var tid til at give slip på dig.
Den råbte, at jeg var nødt til at redde mig selv, og at den eneste måde at gøre det på var at give slip på dig.
At udsætte det faktum, at jeg var nødt til at give slip på dig, ændrede ikke noget. Faktisk bragte det mig endnu større smerte.
Jeg troede, at kærlighed var det eneste vigtige i livet. Men det er det ikke. Selvrespekt er også vigtigt.
Og ingen form for kærlighed vil nogensinde være værd at ofre sin værdighed for.
Min beslutning om endelig at give slip på dig var livsforandrende. Jeg indrømmer, at det var smertefuldt, og at det stadig gør ondt, men jeg er langsomt ved at lære at finde trøst i min egen smerte.
Jeg er langsomt ved at lære at fortsætte mit liv uden din kærlighed.