Hvorfor trak du hende ind i din verden, når du ikke havde tænkt dig at blive? Hun drømte ikke om alle de sms’er, samtaler, søde blikke og varme omfavnelser.
Det var virkeligt. Du var der.
Du opførte dig, som om det ville føre til noget. Du gjorde en indsats. Du fejede benene væk under hende. Alt var fantastisk, og så forlod du hende bare. Ingen rigtige forklaringer, ingenting.
Er du overhovedet klar over, hvor meget skade du har forvoldt? Der er ikke noget værre end at vække en kvindes følelser uden at have nogen intentioner om at elske hende.
Men du havde intentioner. Du ville have hende i dit liv. Du kunne lide hende. Du var så vild med hende. Du blev bare bange.
Du kunne se, at det blev lidt mere seriøst mellem jer, og du var bange for, at hendes kærlighed ville bure dig inde. Du følte, at du ikke kunne trække vejret. Du følte, at du var ved at miste din frihed.
Så du gjorde det, du er bedst til, du løb. Du løb væk fra hende i stedet for at se dine problemer i øjnene. Du efterlod hende rådvild og fik hende til at spekulere på, om der var noget, hun havde gjort, som fik dig til at forlade hende.
Du fik hende til at spekulere på, om der var noget galt med hende. Du fik hende til at tvivle på, om hun var nok. Og det er utilgiveligt. Hun fortjente ikke at blive behandlet på den måde.
Hvis du ville skilles fra hende, fortjente hun i det mindste en forklaring. Hun fortjente et ordentligt farvel. Hun fortjente din ærlighed.
Men det var nemmere på denne måde, var det ikke? Man vænnede sig til den slags scenarier. Du trækker dig væk, hver gang du bliver for knyttet. Du fryser dit hjerte, når du står over for den ægte vare.
Du vil hellere miste hende end være sårbar. Du prøver at overbevise dig selv om, at hun ikke betød noget for dig, selvom du ved, at det ikke kunne være længere fra sandheden.
Du tillader aldrig dig selv at føle for meget. Du forsøger at blokere for følelserne, fordi du tror, at du er mere sikker på den måde. Du bliver ved med at gentage det samme scenarie, fordi du føler, at du ikke fortjener at blive elsket.
Men hvis der var nogen, der så på dig, som om du var den bedste mand på jorden, så var det hende. Hun satte dig op på en piedestal, og inderst inde vidste hun, at du fortjente hendes kærlighed.
Du var den sidste, som hun troede ville såre hende, men det gjorde du. Hun er stadig ikke sig selv. Sårene er for dybe. Men hun kæmper, og hun giver ikke op – det er det, der gør hende endnu mere speciel.
Ved at skubbe en god kvinde ud af dit liv, ender du kun med at skade dig selv. Du vil indse, hvad du havde, når det allerede er for sent.
Du vil spekulere på, hvad der ville være sket, hvis du havde været lidt mere modig. Hvis du var kommet ud af din komfortzone og havde taget chancen, ville du måske ikke være så optaget af dine tanker nu.
Du ville ikke spekulere på, om der er nogen i hendes liv, der nyder hendes smil, som du gjorde engang.
Du ville ikke spekulere på, om der er en vej tilbage til hendes hjerte. Du troede aldrig, at hun ville være stærk nok til at ignorere alle dine opkald og sms’er. Du troede, hun ville vente for evigt.
Men selv de bedste og venligste kvinder giver op, når de har opbrugt al deres styrke. Når de ser, at der ikke er nogen grund til at holde fast i nogen, som ikke ønsker at blive.
Hvis du havde mod nok, ville du måske se, at din frygt var malplaceret. Måske ville du finde ud af, at kærligheden ikke fanger dig, den gør dig fri, når du er sammen med den rigtige person.
Hvis du holdt op med at løbe væk og blev i hendes arme for evigt. At evigheden med hende plejede at skræmme dig så meget, og nu ved du, at evigheden uden hende er endnu mere skræmmende.