Jeg savner ham stadig, han er i mine tanker som en uønsket gæst og jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er fint når jeg er vågen.
Det er nemmere i løbet af dagen, men når det bliver aften, er jeg efterladt til mine egne tanker før jeg går i seng, han popper op og jeg kan på ingen måde jage ham væk.
Der er ingen måde at stoppe mine tanker på og finde den lille smule ro uden ham som jeg higer så meget efter.
Jeg har set en fuldstændig fremmed på gaden så mange gange, hvor farven af hans trøje mindede mig om han øjenfarve.
Duften af en uskyldig fremmed minder mig om den tid hvor jeg var lykkelig. Alt det får mig til at tænke. Alt det får mig til at hige efter fortiden.
Jeg fylder mine dage op, bare for at glemme ham. Jeg gør alt hvad jeg kan bare for at glemme hans ansigt, hans duft, hans gang eller hans måde at tale på. Jeg gør alt for ikke at savne ham, fordi jeg ved at jeg ikke burde.
Jeg ved at jeg ikke burde, men af en eller anden grund kan jeg ikke stoppe.
Og det giver ikke rigtig mening. Jeg burde hade ham. Jeg burde hade alt ved ham, han tilstedeværelse, hans alting.
Og alligevel er han der altid, i mine tanker og venter på at jeg lukker ham ind.
Der er ikke rigtig nogen der forstår det. Ingen ved hvordan jeg har det. Jeg kan ikke sige det til nogen. Efter alt hvad han har gjort mod mig.
Jeg har ikke ret til at savne ham, det er kun en der er skør der vil gøre det, og alligevel gør jeg det også. Så jeg tier og lider alene.
Jeg bliver nød til at holde det for mig selv. Jeg bliver nød til at tie og gå igennem smerten det koster ikke at have ham alene mere.
Jeg ved at det er svært lige nu at give slip. Jeg ved at der ikke er noget der går væk på en nat, men der er en ting jeg bare ikke forstår.
Den fornuftige side af mig selv bliver ved at råbe til mig at jeg skal glemme ham. Den minder mig om de forfærdelige ting han gjorde mod mig.
Den bliver ved med at sige at han aldrig ændrer sig, selv efter alle de chancer han har fået, og denne gang er ikke anderledes.
Men den følelsesmæssige side af mig, den “skøre” side, bliver ved med at minde mig om ham. Viser mig hans ansigt.
Provokerer empati og får mig til at hige efter at få ham tilbage, selvom jeg ikke burde.
Sandheden er at jeg kun husker alt det gode.
Jeg husker hvordan han fik mig til at le så meget at jeg fik ondt i maven. Jeg husker hvordan han gjorde sig selv til grin bare for at få et lille smil frem på mine læber.
Jeg husker alle de skøre ting vi gjorde sammen, hvor lykkelige vi var uden bekymringer.
Vi troede at kærligheden var så enkel. Der var problemer og vi valgte at ignorere dem.
Vi lader som om intet var sket indtil de blev ved med at komme tilbage, og til sidst var det bare for meget.
Alle de ting vi blev ved med at feje tingene ind under gulvtæppet, vi fortsatte med at gemme os, men det kom tilbage og ramte os i ansigtet. Der var ingen vej tilbage efter det.
Den ene dag havde jeg ham, og den næste var han en fremmed person. Han var væk.
Og jeg kan ikke tvinge mig selv til at glemme ham. Jeg kan ikke stoppe med at savne ham. Og jeg ved jeg burde.
Under alt det, så ved jeg at han ikke fortjener at blive savnet. Jeg ved at jeg er en komplet idiot ved at holde fast i de lykkelige minder vi havde sammen. Jeg ved at jeg er den eneste.
Når jeg vender og drejer mig i sengen om natten og forsøger at få ham ud af mine tanker, ved jeg at han sover trygt og godt.
Jeg ved at han ikke savner mig, og at han ikke tænker på mig.
Så bliver jeg vred på mig selv fordi jeg holder fast i ham, og han gav slip på mig for længe siden.
Han var den der sagde stop. Han var den der ikke gad kæmpe længere. Jeg ville have det til at fungere, men han gad ikke forsøge.
Jeg blev ved med at give ham tid og plads til at vende tingene, men sådan så han det ikke.
Jeg tænker at jeg bare var en tilfældig person han rendte ind i, og jeg troede vi ville være sammen meget længere. Jeg tog fejl.
Men ved du hvad jeg har lært?
Jeg vil hellere savne ham som jeg husker ham. Jeg vil hellere savne hans gode sider.
Så jeg ved det er for det bedste fordi jeg ved at vi ville have været ulykkelige hvis vi blev sammen.
Så jeg vil hellere savne ham, end være sammen med ham.