Jeg var stadig ved at samle de ødelagte stykker op og få dem sat sammen igen, da jeg mødte dig.
Jeg var langt fra klar til at starte noget nyt, mit hjerte slog nærmest ikke.
Jeg var ved at lære at trække vejret igen, ved at lære at elske mig selv igen og forsøgte at få styr på mit liv igen – jeg forventede ikke at møde dig.
Ser du, det eneste jeg var vant til var smerte og skuffelse.
Det var det eneste jeg kendte til og det blev normalt selv om jeg inderst inde vidste at det langt fra var normalt.
Det følte fantastisk, jeg har aldrig følt sådan før.
Du beroligede og støttede mig med alle mine bekymringer og min angst.
Du var altid åben og ærlig, og jeg skulle aldrig kæmpe med at fortolke de blandede signaler, såsom som jeg skulle førhen.
Jeg var ikke den eneste der ydede en indsats, det hele blev gengældt.
Der var fokus på at skabe følelsesmæssige bånd, ikke kun fysiske.
Og jeg stod i forundring og tænkte at det ikke kunne passe – mænd som dig eksisterer ikke.
Det er en drøm og jeg håber aldrig jeg vågner igen.
Men min frygt blev ved med at vække mig, jeg var så bange for at miste dig.
Jeg var skræmt fra vid og sans, da jeg for første gang havde noget der var ægte.
Jeg havde en som vidste hvordan man elsker.
Vores forhold udviklede sig hurtigt, det var nemt for dig at åbne dig op, og invitere mig ind i din verden og dit hjerte.
Men, jeg var stadig forsigtig. Jeg havde stadig et ødelagt hjerte, så jeg forsøgte at tage det roligt.
Jeg var bange for en kærlighed der hurtigt gik ild i, ville brænde ned endnu hurtigere.
Jeg var bange for at du ville være den samme som ham. Jeg var fuld at tvivl omkring det forhold vi var ved at skabe.
Så jeg blev ved med at løbe væk, men det tillod du ikke, du trak mig bare tættere på.
Jeg ønskede at du vidste alt om mig, så jeg fortalte dig bogstavelig talt alt – lige fra de ting jeg var allermest stolt af til dem jeg var allermest flov over.
Jeg delte mine lykkelige historier med dig, og de smertefulde.
Jeg ønskede at du kendte den ægte mig, og ikke kun de gode sider.
Jeg ønskede at du vidste at jeg ikke havde fundet en måde at komme af med min fortid på.
Jeg ønskede blotte min sjæl for dig, og det sidste der var tilbage af mit hjerte.
Min fortid tillod mig ikke at nyde min nutid.
Den smerte jeg bar, blev ved med at blande sig i min lykke, og jeg var så fortabt.
Og igen efterlod du mig målløs, du behandlede mine ord, frygt og min skræmmende tanker, som var de alle det mest normale i verden.
Du krammede mig så hårdt og længe at begyndte at føle mig tryg i din favn.
Det havde jeg virkelig brug for.
Jeg havde brug for en som forstår. En som accepterer.
En som virkelig holder af mig.
Men tro ikke at du var der for at udfylde et tomrum efter en anden.
Du var der som en engel sendt fra himlen, og stod ved min side indtil jeg selv var stærk nok til at udfylde det tomrum.
Jeg var nød til at fikse mig selv, jeg skulle finde mig eget smil igen, og skulle hele igen fuldstændig.
Jeg skulle kæmpe mod mine usikkerheder.
Det var nødvendigt for at løse mine tillidsproblemer, som er blevet skabt af en anden, og stoppe med at tvivle på dig selv, uden grund.
Jeg skulle finde mig selv så jeg kunne finde dig i den her kærlighedshistorie, som du var ved at opbygge for os.