Jeg gjorde mit bedste for ikke at binde mig. Jeg spillede efter reglerne.
Jeg gjorde alting rigtigt. Men alligevel fik jeg mit hjerte slået og såret til sidst.
Vi sagde venskab først, resten er ikke så vigtig. Men hvordan kan noget der ikke er så vigtigt gøre så ondt? Kan venskab ødelægge dit hjerte?
Det kan det ikke. Det burde det ikke.
Men det gjorde det. Det som jeg beskrev som alt muligt – venner, mere end venner, mindre end et parhold, venner med fordele osv. – var ikke andet end et situationsforhold”
Et situationsforhold der har lavet så meget rod i mit liv, at jeg stadig føler mig fortabt.
Du ved, hjertet binder sig uanset hvad. Uanset hvad løgne du forsøger at fortælle det, tror det ikke på dig.
Et hjerte lytter ikke til fornuft. Dine følelser vækkes uanset hvor meget du ønsker at de forbliver i hvile.
Ved at bruge nætter og dage med en, så binder du dig.
Det er uundgåeligt. Du deler dine tanker og drømme med dem. Du åbner dig op, og lukker dem ind. Du betror dig til dem og de gør det samme til dig.
I danser sammen, i sover sammen. I ler sammen af de samme åndsvage ting.
I laver mad sammen, i går sammen, i lugter til hinanden. Du sætter pris på hvert øjeblik du bruger med dem, ved at gøre alt og ingenting.
I putter, i kysser, i holder i hænderne, krammer og bliver intime sammen. Dine følelser vokser. Du falder mere og mere for dem for hvert sekund.
Ved at være sammen, ved at dele øjeblikke, skaber i minder der aldrig kan glemmes. I skaber minder der gør så ondt når det hele går op i flammer.
Det ender i flammer. Det kan ikke undgåes. Det vil brænde ned, uden muligheden for at vokse op til noget igen.
Hver gang du hører dem introducere dig til en som deres ven, gør det ondt.
Den samme smerte vil være tilstede når du siger at han bare er en ven, eller din bedste ven, når du har lyst til at skrige højt at han er mere end det.
Du vil føle dig isoleret fra hans liv.
Du vil undre dig over hvorfor du ikke er god nok til at være hans kæreste, hvorfor du ikke kender nogen af hans venner, hvorfor du har et liv med ham der kun eksisterer inden for jeres fire vægge.
Du vil være fyldt med spørgsmål, spørgsmål du er bange for at stille fordi det kan betyde at du mister ham helt.
For nu, stiller du dig tilfreds med hvad som helst for ikke at skulle have et liv uden ham.
Lige nu vil du lidt efter lidt blive træt af det. Du vil hade det sitautionsforhold du er i. Du vil have mere og han vil ikke være i stand til at give dig mere. Du vil have noget han måske allerede giver til en anden.
Det er der hvor du vil indse at livet er for kort til at spilde på et situationsforhold. Du vil indse at du har investeret al for meget tid og energi på den forkerte.
Du vil indse at han er en der ikke er klar til at gøre det samme for dig. Ved at holde fast i håbet om noget du inderst inde godt ved ikke sker.
Og det fik dig til at bløde. Det fik dig til at lide og græde.
Det fik dig til at disekere hvert øjeblik i havde sammen for at få det hele til at give mening, men det kunne du ikke.
Det er derfor et situationsforhold aldrig er en god ide.
Lad os indse det – uanset hvor afslappet vi lader som om vi er, så higer vi efter forpligtigelse.
Vi har brug for en der skriger til verden at vi er hans. Vi har brug for at sætte en mærkat på forholdet, noget der er ægte og opnåeligt.
Det er derfor at næste gang et situationsforhold kommer din vej, så spring det over. Det ved jeg at jeg gør.