Nogle gange i livet tror vi, at vi ved alt. Vi tror, vi ved præcis, hvornår tingene skal ske for os, og hvornår de skal ske. Men livet fungerer ikke på den måde.
Hvor gerne du end ville have det (og det ville jeg også), så har du ikke kontrol over din skæbne. Det gør Gud. Og nogle gange er det eneste, man kan gøre, at beslutte sig for at lade tingene ske, som de skal, og bede til, at det hele ordner sig.
Jeg kan huske, at jeg mødte den perfekte fyr for et par år siden. Det var en underlig tid for mig, da jeg kæmpede med et par ting, men jeg husker tydeligt det øjeblik, jeg mødte ham og følte den øjeblikkelige vibe.
Du ved, den der slår benene væk under dig og får din hud til at krible?
Det er den. Og denne fyr var noget helt særligt. Han vidste præcis, hvad han skulle sige, og hvordan han skulle behandle mig, og jeg følte, at han var den rette for mig, ingen tvivl om det.
Selvom jeg kæmpede på det tidspunkt (mildt alkoholmisbrug og en ikke helt ideel boligsituation), besluttede jeg mig for, at jeg var klar for livet.
Jeg følte, at jeg havde mødt den mand, jeg skulle tilbringe min evighed med, på trods af de åbenlyse røde flag (som for det meste var fra min side).
Jeg var nemlig ikke i stand til at have en stabil, sund kærlighedshistorie. Jeg var ikke rustet til at håndtere den altomfattende kærlighed, der tager dig med på en tur og giver dig lyst til at binde dig for livet.
Jeg var et stort rod. Jeg havde det så dårligt, at selv tanken om at tage mig af og pleje et forhold gjorde mig svimmel, men jeg narrede mig selv til at tro, at jeg var klar til det.
Jeg gik imod mig selv og ignorerede alle hans opfordringer til at få hjælp. Jeg troede bare, at jeg vidste bedst. I mit hoved havde jeg det fint.
Hvem drikker ikke i ny og næ? Og hvad så, hvis jeg ikke kunne finde et permanent sted at bo? Er det ikke sådan, det skal være, når man er ung?
Men det var det ikke, og det tog mig et par år at komme overens med det. Jeg troede, jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg troede, at jeg bare kunne trykke på en kontakt inden i mig og gøre alting godt igen … men det kunne jeg ikke.
Det er overflødigt at sige, at mit forhold smuldrede, før det fik en chance for at blomstre. Vi havde aldrig en chance. Jeg ville bare ønske, at jeg havde indset det noget før.
Jeg må sige, at det var en hård pille at sluge, men det var nødvendigt, at det skete, for at jeg kunne få dette meget nødvendige perspektiv.
Nu ved jeg, at Gud er den eneste, der ved, hvad jeg har brug for. Og han vil ikke vise mig det, før han ved, at jeg er klar. Og det er helt okay.
For helt ærligt, hvad ved vi egentlig om livet og kærligheden?
Man lærer, mens man går. Man begår sine fejl, og først når man har lært af dem, viser Gud én den, man er skabt til at være sammen med.
Jeg ved godt, at det kan virke lidt hårdt, men det er sandheden. Jeg er holdt op med at tro, at jeg ved alt. Jeg er holdt op med at tro, at jeg ved, hvad der er bedst. Det gør jeg ikke, og det føles så godt at kunne sige det.
Det hele er i Guds hænder. Og tro mig – han ved, hvad han gør.
Til tider kan det føles, som om du er fortabt. Og i de øjeblikke er du nødt til at bevare troen på, at det er den vej, du skal gå for at begå din fejl og lære en værdifuld lektie af den.
Når du holder op med at se dine fejl som noget dårligt og begynder at behandle dem som læringsoplevelser, vil tingene begynde at se bedre ud for dig. Det gjorde de for mig.
Gud er der altid for dig. Du kan måske ikke altid se og høre ham, men han er der, og han hører dig.
Og ved du hvad? Bare fordi det kan se ud, som om dit liv er en konstant storm af lorteting, betyder det ikke, at Han ikke har noget storslået planlagt for dig!
Lad min situation inspirere dig til at holde humøret højt og troen på Gud intakt.
For bare et par år siden var jeg et rod. Jeg havde ikke noget sted at bo. Jeg kunne ikke holde på en ven, og jeg druknede min elendighed i sprut.
Og ved du, hvor jeg er nu? Jeg er i den bedste tilstand, jeg nogensinde har været. Jeg lod Gud tage styringen, og tingene begyndte langsomt at se bedre ud.
Da jeg indså, at jeg ikke kunne kontrollere, hvad der ville ske med mig, og at det kun ville give bagslag at forcere ting, når de ikke skulle være der, fik jeg dette smukke perspektiv, som ændrede mit liv.
Nu er jeg en forelsket kvinde. Og det er fredfyldt, betryggende og helt rigtigt. Og vil du vide hvorfor? Fordi jeg tog mig af mig selv først.
Jeg prioriterede mig selv. Og en dag begyndte brikkerne i puslespillet at falde på plads, og mit liv var ved at blive noget, jeg endelig var stolt af.
Gud viste mig først den mand, jeg skulle være sammen med, da jeg virkelig var klar til at se ham. Og ikke et minut før.
For et par år siden ville det ikke have fungeret. Men i dag er det det bedste, der nogensinde er sket for mig, og jeg kan stolt og uselvisk give det alt, hvad jeg har.
Lær at give slip. Stol på Gud og hans plan. Bare fordi du kæmper i dag, betyder det ikke, at det ikke bliver bedre i morgen! Det vil han sørge for, og jeg er dit levende bevis!