Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, føltes det, som om hele verden styrtede sammen omkring mig. Det føltes så forkert at være adskilt fra ham. Det gjorde så ondt. Jeg havde følelsen af, at en stor del af mig forsvandt sammen med ham.
Hver nat lå jeg i min seng og spekulerede på, hvor han mon var, og om han måske havde mødt en anden kvinde, som nu lå ved siden af ham.
Læs også:
Meget ofte fik jeg dårlig samvittighed og tænkte på alle de ting, jeg havde gjort forkert i vores forhold.
Alle de gaver, han gav mig, og alle hans andre ting, ligger stadig her på et sikkert sted på mit værelse. Jeg har aldrig smidt noget ud. Trøjen, han gav mig, dufter stadig af ham, og jeg sover stadig i den T-shirt, han glemte i min lejlighed en nat.
Vi gik fra hinanden for 4 år siden, men jeg kan stadig mærke hans nærvær.
De sidste par år har jeg været på mange dates med andre mænd, og ret ofte endte vi det sted, som vi kaldte „vores sted“. Men jeg følte mig aldrig lige så tryg, som jeg gjorde dengang med ham, og der manglede altid et eller andet på de dates.
Jeg vidste bare, at ingen af de mænd kunne give mig det, han havde givet mig, så som regel tog jeg ikke på en date nummer to.
Selv bestemte slags mad får mig stadig til at tænke på ham, fordi det var ham, der fik mig til at prøve dem. Og når jeg drikker en bestemt vin, tænker jeg på ham, fordi det var hans yndlingsvin.
Alt minder mig om ham, hvert hjørne af min lejlighed, hvert sted i byen. Simpelthen alt.
Med tiden holdt folk op med at nævne hans navn i samtaler. De holdt op med at spørge, om jeg vidste, hvor han var, eller hvad han lavede. Det føltes, som om de helt havde glemt ham, men jeg kunne aldrig få ham ud af hovedet. Han var altid i mit hjerte, uanset hvor jeg var, eller hvad jeg lavede.
Men de sværeste tidspunkter var helligdagene – og endnu værre: vores fødselsdage. Det gjorde forfærdeligt ondt at fejre mine fødselsdage uden ham ved min side. Det var hårdt at grine og lade som om, jeg var glad, uden at høre ham sige „tillykke med fødselsdagen, skat“.
På hans fødselsdag kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvem han fejrede den med, om han overhovedet tænkte på de fødselsdage, vi havde fejret sammen, og om han mon stadig havde de gaver, jeg havde givet ham.
På de dage prøvede jeg at modstå trangen til at ringe til ham, bare for at høre hans stemme. Jeg prøvede at lade være med at skrive til ham, fordi jeg var bange for at finde ud af, at han slet ikke savnede mig – eller endnu værre, at han havde glemt mig.
Alle vores billeder på sociale medier blev slettet. Der findes ikke ét eneste bevis på, at vi engang var lykkelige sammen, og at mit hjerte stadig tilhører ham. Alt forsvandt med ét klik.
Folk spørger mig tit, hvorfor jeg bliver ved med at tænke på ham og dermed gør mig selv endnu mere ondt. Men forleden hørte jeg et citat, som jeg altid vil huske: Det, der er meningen, finder altid en vej.
Jeg holdt aldrig op med at tænke på ham og håbe på, at vi en dag ville finde sammen igen, for jeg vidste, at hvis to mennesker er bestemt for hinanden, så finder de vejen tilbage til hinanden.
Det er grunden til, at jeg ventede så tålmodigt. Hvor end jeg gik, forestillede jeg mig, at han stod ved min side og holdt mig i hånden. Nogle gange føltes det så utroligt virkeligt, som om han faktisk stod lige ved siden af mig. Han forsvandt aldrig fra mine tanker, fordi hver eneste del af mig savnede ham, og jeg længtes så meget efter ham.
Min kærlighed til ham var simpelthen for stor til, at jeg kunne glemme ham, give op og give slip for altid.
Så en dag gik mit største ønske i opfyldelse.
Han kom tilbage til mig. Skæbnen førte ham tilbage i mine arme. Og da det skete, blev jeg overvældet af lykke, spænding og kærlighed, men også af frygt og tvivl. Jeg kunne næsten ikke tro, at han var min igen.
Alligevel ville vi ikke skynde os med noget, så vi lod det hele ske naturligt. Og efter noget tid blev alt, som det engang havde været – faktisk endnu bedre. Det føltes, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden, og som om de 4 år uden ham aldrig havde eksisteret.
Alligevel dukkede der nogle gange tusind spørgsmål op i mit hoved. Jeg spurgte mig selv, om det var den rigtige beslutning at være sammen med ham igen, og om det var al den smerte værd, jeg havde været igennem, da han forlod mig. Mine venner sagde også, at det var en fejl at finde sammen med ham igen, og at jeg i stedet burde glemme ham.
Men deres mening betød egentlig ikke noget for mig. For det eneste, der betød noget for mig, var ham. Jeg ville være sammen med ham, og jeg var klar til at give ham en chance til, især efter så lang tid.
Jeg kunne mærke, at han stadig var den samme – men samtidig anderledes. Han var blevet mere voksen og moden. Han var alt det, jeg havde brug for og ønskede mig, og der var ingen chance for, at jeg ville lade ham gå igen.
Der var ingen chance for, at jeg ville give slip på den person, der viste mig, hvordan ægte kærlighed føles. Den person, der gjorde mig til den kvinde, jeg er i dag. For den mand var og vil altid være hele min verden.
Takket være ham føler jeg mig hel og fyldt op indeni.
Takket være ham giver mit liv mening.
Takket være ham føler jeg mig lykkelig og levende.
Når to mennesker finder sammen igen efter så lang tid, må det da være skæbnen, ikke? Så mange mennesker kommer og går, men der findes den ene person i livet, som er bestemt til at blive.
