“Hvordan siger man farvel til en, man ikke kan forestille sig at leve uden? Jeg sagde ikke farvel. Jeg sagde ikke noget. Jeg gik bare min vej.”-Elizabeth, My Blueberry Nights (film)
Jeg ved, at vi aldrig var to typiske mennesker. Vi er begge skadede på vores egne måder. Vi har mødt hinandens mørke. Vi løber altid væk og tilbage til hinanden. Det er som en uendelig cyklus. Der er ingen tvivl om, at denne type demente forhold ikke gør noget godt for nogen af os. For Guds skyld, bare se på os! Vi er ødelagte, giftige, bitre, drænede.
Og det er derfor, jeg er nødt til at sige farvel.
Det er ikke, fordi jeg er en, der giver op. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker dig.
Du beundrede mig, fordi jeg aldrig spurgte om ting, andre piger ville spørge om. Jeg troede, det var et godt tegn. Hvor tog jeg dog fejl.
Jeg ønsker at blive elsket betingelsesløst, oprigtigt, vanvittigt, konventionelt og ukonventionelt, til det sidste åndedrag. Til helvede med mig, hvis det er min synd. Jeg fortjente det, det ved jeg, at jeg gjorde. Jeg gav hele mit hjerte til dig, men du tvivlede altid på det. Du troede aldrig, at du kunne være så elsket.
Den kærlighedshistorie, vi havde, var næsten smuk, næsten perfekt, næsten mulig. Næsten.
Du fodrede mig med lige præcis nok håb til at få mig til at længes efter mere og mere.
Det viser sig, at vi begge befinder os i en slags “næsten-elskende” limbo.
Så jeg står her foran dig og beder dig om at sætte mig fri. Selvfølgelig ville jeg være din og kun din. Du kan ikke sige, at du ikke ønskede det samme til tider.
Jeg sværger, at jeg er nødt til at sige farvel for vores begges skyld. Jeg hader hver eneste af de millioner af grunde til, at vi aldrig klarede det. Mit hjerte brænder stadig af længsel efter den ene grund, der kunne være pladespillere. Det er vel forbandelsen ved alle os, der sidder fast i et forbandet næsten-eventyr.
Jeg står her foran dig, og jeg er udmattet. Denne pine har varet en søvnløs nat for meget. Men jeg glemmer aldrig at tage smilet på. Jeg vil ikke have, at folk skal se min angst og min frygt for at miste dig.
Tak for de magiske øjeblikke, vi havde. Tak for minderne. Jeg håber, vi mødes igen i nogle andre liv. Jeg håber, at ordet næsten ikke vil eksistere der.