Skip to Content

Jeg Stolede På Dig, Og Du Ødelagde Mig Fuldstændigt

Vi havde en forbindelse fra den første dag vi mødtes. Bare at se dig i øjnene fyldte mit hjerte med en ro og en sindsro om at jeg endelig var hjemme.

Jeg faldt så hårdt for dig, uden at tænke det igennem. Jeg havde været alene i så lang tid at jeg glemte hvordan det var at være optaget, og jeg savnede virkelig den følelse.

Jeg savnede varmen fra en stærk mands omfavnelse. Jeg savnede at have en jeg kunne kalde min.

En jeg havde en naturlig forbindelse med, og kunne tale med i timevis, uden at tænke på hvad jeg skulle sige.

I et øjeblik troede jeg “det er det”, “det er det jeg har ventet på hele livet”. “Jeg har endelig fundet en som jeg kan se mig selv leve sammen med forevigt”.

Alle disse mure omkring mit hjerte, alle de vagter der beskyttede den dør der førte ind til mit hjerte, tillod dig at komme ind, uden at tjekke om du fortjente at være der.

Jeg valgte at tro på dig. Jeg stolede på dig.

Jeg stolede på dig, mere end jeg stolede på mig selv. Det er derfor jeg bad den lille stemme i mit hovede tie stille, når den sagde jeg skulle passe på.

Jeg ignorerede alle de røde flag, og bebrejdede det hele på fortiden. Jeg troede at al den følelsesmæssige bagage og tillidsproblemerne jeg havde skyldtes mine tidligere forhold, og fik mig til at tvivle på dig.

Jeg blev ved med at lyve overfor mig selv at alt var OK, når det ikke var. Jeg blev ved med at narre mig selv, indtil du afslørede dit sande ansigt.

Tiden var inde til at se sandheden i øjnene. Jeg kunne ikke forblive blind overfor de ting jeg så.

Jeg kunne ikke forblive døv overfor de sårende ting du sagde. Jeg kunne ikke lade som om at du var den bedste, når du var den værste.

Jeg er så skuffet lige nu. Skuffet over os begge.

Skuffet over dig fordi du viste dig at være som alle andre, og over mig selv fordi jeg tillod at du kom for tæt på, selv om alle de røde flag var der.

Mine håb var vel større end alt det lort du tog mig igennem. Jeg håbede på at du ændrede dig med tiden.

Jeg ønskede det så inderligt at jeg blev ved med at insistere på at blive i et forhold der var langt fra sundt og kærlighedsfyldt.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Du ændrede dig aldrig, du blev bare værre med tiden. Og jeg bebrejder delvist mig selv for det.

Jeg skulle være gået før. Jeg skulle ikke have fulgt mit hjerte og glemt min hjerne.

Det fik mig til at glemme hvad jeg fortjente og jeg lod mig stille tilfreds med mindre.

Det er noget jeg lovede mig selv for længe siden at jeg aldrig ville gøre. Men her er jeg, jeg har gjort det igen.

Men jeg tror at jeg har lært lektien denne gang. Jeg er træt af at få trampet på mit hjerte. Jeg er træt af denne konstante følelse af at være ødelagt. Jeg er udmattet.

Men jeg ved jeg kommer igennem det. Jeg vil lime og tape mit hjerte sammen igen.

Men jeg håber aldrig at det bliver nødvendigt at gøre det igen efter det her.

Jeg gider ikke gentage det samme scenario igen og igen. Jeg er træt at at spille stærk og sej hele tiden mens jeg smuldrer indvendigt. Jeg er træt af at skjule alle tårerne bag mit smil.

Jeg er træt af falsk kærlighed, elendige mennesker og falske løfter. Jeg kan ikke klare dem længere.

Det er derfor at jeg aldrig igen vil stille mig tilfreds med mindre end hvad jeg fortjener. Det er derfor at jeg holder øjnene åbne næste gang der er en der vil ind til mit hjerte.

Næste gang, denne gang, altid, vil jeg elske mig selv mere.

Jeg vil lime mit hjerte sammen på en anden måde, bygge større mure og ekstra vagter omkring mit hjerte indtil der kommer en der er risikoen værd, ingen andre vil kunne komme ind.