Jeg har fået nok. Nok af dette “et skridt frem, to tilbage”, som vi har haft kørende i årevis. Hver gang jeg føler, at vi er på vej et sted hen, svigter du igen. Det ene øjeblik er du tæt på, du er all in, du forsikrer mig om, at vi nok skal klare det, at denne gang bliver det anderledes, og så snart jeg begynder at tro på det, forsvinder du.
Hvordan kan du udnytte mig på den måde? Hvordan kan du lege med mit hjerte, som om det var lavet af pap? Har du overhovedet en samvittighed? Hvorfor kan du ikke holde dig væk, når du er gået? Kan du ikke se, at det her frem og tilbage slår mig ihjel?
Du kan vel ikke se det, fordi du kun ser dig selv. Jeg må holde op med at bilde mig selv ind, at du elsker mig, at du holder af mig, at jeg betyder noget for dig, for hvis jeg virkelig gjorde det, ville du ikke behandle mig sådan her.
Jeg ved, at den situation, vi befinder os i nu, delvist er min skyld. Jeg bliver ved med at give denne kærlighed uendelige chancer for at komme til live. Jeg bliver ved med at give dig chancer for at være den mand, jeg inderst inde tror, du er, for at være manden for mig, men du har ødelagt hver eneste af de chancer.
For dig er det hele et spil. Du er ubeslutsom. Du ved ikke, hvad du vil med livet. Du ved ikke, hvad du vil have fra mig, så du bliver ved med at holde mig hen. Du bliver ved med at stole på, at jeg vil være her, uanset hvad du gør. Jeg har ikke gjort noget for at få dig til at tro noget andet. Uanset hvor mange gange du forlod mig, uanset hvor mange gange du skuffede mig og trak mit hjerte gennem mudderet, ville jeg altid tage dig tilbage og elske dig, som om intet var hændt.
Det er svært at give slip på en, der fik en til at føle sig som ingen anden. Du fejede benene væk under mig, da vi først begyndte. Du fik mig til at føle, at jeg var din eneste ene. Du gjorde alt, hvad du kunne, for at få mig til at falde for dig. Og så snart du så, at jeg var vild med dig, besluttede du, at det var på tide at gå.
Og efter et stykke tid ønskede du at komme tilbage. Du ville komme tilbage, bare så du kunne tage af sted igen. Det var som en fortryllet cirkel, jeg ikke kunne komme ud af. At tage af sted og komme tilbage var dog ikke alt, hvad du gjorde ved mig – det var bare en del af ligningen.
Mens du var væk, gik du tilbage til din eks. Du fandt på nogle dårlige undskyldninger for, hvorfor du var nødt til at gøre det, hvordan hun havde magt over dig, men du elskede mig. Du opdigtede tydeligvis historier. Jeg ville simpelthen så gerne tro på dig, at jeg bevidst gjorde mig blind for det og gik imod min bedre dømmekraft.
Hver gang jeg ville tage dig tilbage, endte jeg med at fortryde det. Du fik mig til at føle, at jeg var større end livet, og efter kort tid fik du mig til at føle, at jeg var så lille, ubetydelig og meningsløs. Jeg var altid den, der fik skylden for alt. Jeg var for omklamrende. Jeg var for jaloux. Jeg forventede for meget. Og på trods af alt det, du gjorde mod mig, var det aldrig din skyld. Du var altid retfærdig, og du havde altid alle svarene.
Når jeg ser tilbage på det hele nu, kan jeg ikke forklare mine handlinger. Jeg kan ikke forstå, at jeg tog dig tilbage, efter at du havde været sammen med hende. Jeg kan ikke tro, at jeg lukkede dig ind igen. Jeg kan ikke tro, at du altid fandt en grund til at gå. Jeg kan ikke tro, at mit selvværd var så lavt, at jeg til tider ikke vidste, at jeg fortjente bedre. Jeg var klar til at være med i noget så destruktivt i stedet for at være alene. I stedet for at se i øjnene, at man ikke er i stand til at elske andre end sig selv.
Og det er den eneste sandhed. Du har gjort alt for dig selv. Du har taget så meget fra mig, som du kunne, uden at bekymre dig om at give noget tilbage. Du tog min kærlighed og brugte den som et våben til at besejre mig. Du brugte mine følelser til at manipulere mig, fordi du så, at jeg var så hjælpeløst knyttet til dig.
Men denne gang kan jeg virkelig ikke klare det længere. Jeg kan ikke spilde mit liv på dig. Der vil ikke være flere chancer – du forspildte dem alle. Der er ikke mere vej tilbage. Jeg ved, at jeg blev ved med at gentage de samme fejl igen og igen og forventede et andet resultat. Det er tydeligvis på tide at gøre alting anderledes.
Det er slut med at vente på mirakler, der aldrig bliver til virkelighed. Der er ingen dybde i dig. Du er bare en ynkelig undskyldning for et menneske. Og jeg, jeg er bare et fjols, der troede på dine løgne. Det er derfor, jeg ikke giver dig en chance for at fortælle mig løgne længere.
Der vil ikke være nogen som helst kontakt, da jeg har blokeret dine opkald og sms’er. Jeg har bandlyst dig fra mine sociale medier, og jeg er ved at lære, hvordan jeg sletter dig fra mit hjerte, for du fortjener ikke at være der. Jeg er færdig med at elske dig. Det er på tide, at jeg begynder at elske mig selv.