Kære ‘kærligheden i mit liv’,
Jeg husker stadig den aften da jeg sagde det var slut. Jeg kan huske at du stod foran mig og ser på mig som du ser på en fremmed på gaden. Jeg følte kuldegys i min krop da du sagde “OK”.
Uden overhovedet at forsøge at kæmpe for mig. Uden at forsøge at snakke med mig og bede om en undskyldning for alt det lort du har gjort ved mig. Uden at forsøge at tale med mig.
Du accepterede min beslutning som om det var den mest normale ting i verden.
Vent! Hvem er gal her? Slipper du taget på den du elsker så let?
Kæmper du ikke for en som betyder alt for dig?
Disse spørgsmål raste gennem mit hovede mens jeg så dig gå. Jeg vidste ikke hvordan du havde det indeni. Men jeg ved at jeg ikke fik den reaktion som jeg ønskede at få.
Du forlod mig som om jeg aldrig var din. Som om vi aldrig havde haft alle disse år sammen – vores dræmme om det hus vi endag skulle købe og vores barn der skulle lege i haven.
Med kun et ord, sank du alle mine både. Din uvidenhed fik mig til at føle mig som en idiot. Det så ud som om jeg var den eneste der var forelsket i vores forhold.
Det så ud som om jeg var den eneste der var klar til at kæmpe.
Og dig? Du var en kujon fordi du lod mig gå så let. Som om jeg aldrig tilhørte dig. Som om du aldrig holdt af mig. Som om jeg blot var en fremmed på gaden.
Og i det øjeblik indså jeg at jeg ikke ville have dig længere. Jeg har ikke brug for en mand som ikke vil kæmpe for mig.
Jeg har ikke brug for et næsten forhold. Jeg fortjener så meget mere i mit liv, og desværre kan du ikke give det til mig.
Jeg ville at du skulle kæmpe for mig, men du kunne ikke engang gøre det!
Hvis du er så fej at lade den du elsker gå, så har jeg heller ikke brug for dig. Jeg vil have en mand som vil være der for mig i mine øjeblikke af sorg.
Jeg har brug for en mand som vil støtte mig i mine beslutninger. Jeg har brug for en mand som vil give mig sin hånd når livet er svært. Og baby, du er ikke den mand.
Og du var det aldrig. Jeg var bare så blind og forelsket i dig, så jeg kunne ikke se de andre mænd som forsøgte at vinde mig over. Jeg stolte på dig da du sagde at du ville gifte dig med mig.
Jeg stolte på dig da du sagde at jeg skulle være mor til dine børn. Jeg købte alt det lort som en idiot mens du havde en anden plan i tankerne.
Du gjorde mig så tryg samtidig med at du overvejede hvordan du skulle forlade mig.
Og jeg kunne mærke at der var noget galt. Jeg så det i dine øjne. Dine øjne var ikke som før. De så ikke på mig med samme lidenskab.
I stedet, var de kolde, som om der var en der havde slukket den flamme som brændte i dem. Og øjnene er sjælens spejl. Det er sådan at jeg vidste at der var noget galt.
Men jeg havde aldrig troet at sådan noget kunne ske. Jeg havde aldrig troet at kærligheden i mit liv ville lade mig gå.
Jeg troede blot vi havde lidt udfordringer, og at vi ville løse alle vores problemer med at tale sammen. Men jeg tog fejl. Jeg så det ikke komme.
Og jeg må indrømme at det kom som et chock for mig. Jeg kunne ikke tro at det skete for mig. Med os.
Jeg troede at vi var et lykkeligt par – at vi skulle blive gamle sammen. Men nej, Gud havde en anden plan for os. Han ønskede at se os hver for sig.
Og nu, når jeg ser tilbage, er jeg en glad og tilfreds kvinde. Vil du vide hvorfor? Fordi jeg blev reddet fra en mand som ikke fortjente mig. Fra en mand som ville sælge mig for hans drømme.
Fra en mand som var fej, og ikke kunne give mig sit hjerte. Til den mand som var bange for at elske og blive elsket. Jeg vil ikke have sådan en mand.
Jeg vil have en mand som kæmpede for mig, men det kunne du ikke engang. Du viste mig ingen respekt. Du sagde ikke engang at du var ked af hvad der var sket.
Du forlod mig bare som om jeg var en gadehund. Du vidste ikke om jeg ville være ok, om jeg ville skrige og få et nervøst sammenbrud.
Du forlod mig som om jeg aldrig var din. Og tak for det. Nu ved jeg hvad jeg ønsker i mit liv i fremtiden.
Nu ved jeg hvilken slags mand jeg fortjener. Jeg kender min værdi, og jeg ved at jeg ikke vil give dig en ny chance.
Fordi jeg gav dig så meget mere end du fortjente – i så mange søvnløse nætter har jeg ventert på at du skulle komme hjem.
Så mange samtaler sent om aftenen, hvor jeg fortæller dig at du ikke skal være bekymret for vores problemer, fordi hvis vi elsker hinanden så løser vi dem.
I alt rodet, formåede jeg ikke at se at du faktisk ikke ønskede at løse dem. Du ville ødelægge det forhold vi havde bygget sammen, så vi ikke kunne nyde det.
Af en eller anden grund, troede du ikke at vi kunne arbejde på det. Og jeg ville at vi skulle arbejde på det. Det gjorde jeg virkelig.
Men dine ord var de sidste som blev sagt. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kan bare takke Gud for at han reddede mig fra en ødelagt mand som dig.
Fordi mit liv med dig ville være alt andet end lykkeligt. Med en ødelagt mand, er der ikke noget der er let, og var ikke klar over det.
Jeg ville at du skulle kæmpe for mig og fortælle mig at du hellere ville være alene end sammen med en. Men desværre har jeg aldrig hørt de ord komme ud af din mund.
Jeg hørte blot et enkelt “OK” som jeg vil huske til den dag jeg dør. Og netop på grund af det ord, vil jeg aldrig tillade mig selv at være i et næsten forhold igen, sådan som jeg havde det med dig.
Og dig? En dag håber jeg at du vil se tilbage på det vi havde, og fortryde hver en eneste ting du gjorde for at lade det gå forbi!
Med ingen kærlighed,
Pigen som gav op
