Til den mand der knuste mit hjerte. Jeg tror ikke at du er klar over hvad du har gjort. Jeg tror ikke du ved hvordan du har ødelagt mig.
Jeg tror ikke at du nogensinde forstod mig, og det er en skam siden du nu vil komme til at høre om det. Hvordan kunne du gøre det mod mig?
Hvordan kunne du lade mig græde mig selv i søvn? Jeg sov aldrig, gjorde jeg? Og det vidste du.
Du vidste det da du endelig læste de beskeder jeg sendte til dig, du læste dem flere dage senere, og du efterlod mig alene, du svarede ikke en eneste gang. Jeg var død for dig…
Jeg er død for dig. Du vidste alt hvad jeg havde været igennem før jeg mødte dig, du vidste at jeg ikke ville lukke nogen ind. Du fandt mig, du gik efter mig, du fangede mig.
Og til hvad? Til fucking hvad? Var det hele bare en leg for dig? Behandl dem hårdt for at bevare dem sårbare sagde du. Godt klaret makker du holdt mig ikke sårbar, du skubbede mig så langt væk at du mistede mig.
Jeg havde paraderne op for at beskytte mig selv og beskytte mit hjerte. Jeg ønskede ikke at føle smerten af at miste længere.
Jeg ønskede ikke længere den smertefulde følelse af at blive skuffet hele tiden, at blive udnyttet, føle mig uelsket, uelsket og “ikke god nok”.
Sandheden er at JEG ER GOD NOK!!
Du var bare for egoistisk til at se det. Jeg fortalte dig at jeg var bange for at blive såret igen.
Jeg forsøgte at skubbe dig væk i frygt for at den person jeg lukker ind i mit liv, ødelægger mig netop idet jeg får samlet mig sammen igen.
Du fortalte mig at jeg skulle stole på dig, du bad mig lukke dig ind, og ikke løbe væk.
Du lovede at du ville behandle mig som en prinsesse, og at jeg fortjente så meget mere end nogen nogensinde havde givet mig.
Du sagde at du elskede mig. Fuldstændig og inderligt. Du løj… du brød dine løfter.
Og hvad så, hvis du er blevet såret tidligere, har vi ikke alle prøvet det for fanden?! Du er ikke noget specielt, vi har alle været sammen en masse lort der næsten har slået os ihjel.
Forskellen er at du brugte dine usikkerheder og problemer mod den eneste person der var der for dig, og kunne have været der for dig, igennem alting.
Den ene person du elskede ordentligt. Du ville ikke lukke mig inde, du gjorde det du tiggede mig om ikke at gøre. Du efterlod mig udenfor i kulden. Hvordan kunne du være så hjerteløs?!
Jeg vil aldrig sige undskyld for at elske dig – den kærlighed og opmærksomhed jeg gav dig var mere end du fortjente.. Jeg forjente kærlighed.
Du elskede mig aldrig. Du fortalte mig alt det du troede jeg gerne ville høre. Hvis du elskede en som du påstod, ville du ALDRIG såre dem, få dem til at græde, eller give dem følelsen af at blive udnyttet.
Men var du interesseret? Det tror jeg ikke at du var, og du ved det stadig ikke. Hvis du var interesseret, hvis du elskede mig, hvis du ville have mig i dit liv ville du have kæmpet for mig, for os.
Jeg kæmpede for os begge, og nu er jeg udmattet. Hvordan kunne du ændre dig fra den fyr jeg forelskede mig i, til den mand du er nu?
Jeg siger “mand”, men jeg bruger den betegnelse løst siden en mand ikke er en kujon, en løgner og så uendelig ond. Du var så intens i begyndelsen, badede mig i komplimenter.
Vi ville tale sammen hver dag indtil ud på morgenen. Du var den mandelige udgave af mig.
Vi havde kontakt med det samme. DU ER SLET IKKE HVAD DU GJORDE DIG SELV TIL!
Du har to personligheder, den kærlige, varme, elskende og opmærksomme side og den kolde, følelsesløse, tankeløse med et hjerte af sten.
En side jeg aldrig kendte til før det var for sent. Før jeg var faldet for dig. Den side jeg ikke kunne lide. Du gjorde mig nervøs når jeg var i dit nærvær.
Du gjorde mig så ængstelig at jeg følte mig syg. Jeg kunne ikke åbne mig for dig fuldstændigt. Jeg var bange for at du ville løbe væk. Jeg var bange for at sige noget forkert. Jeg var bange for alting.
Hvorfor blev du pludselig så kold og utilnærmelig? Det eneste tidspunkt jeg følte at jeg var dig nær, var når vi var intime og selv det var ikke som det plejede.
Jeg havde lyst til at græde bagefter. Jeg græd bagefter, men det vidste du ikke da jeg gemte tårerne fra dig mens du faldt i søvn, og havde fået hvad du ville.
Det hele handlede om dig, hvad du ville have, hvad du havde brug for. Ikke en eneste gang tænkte du på mig og hvordan jeg havde det, og om jeg var ok.
Du blev en person jeg ikke kendte længere. Jeg mistede kontakten med dig. At være sammen og føle sig så alene er invaliderende.
At væremed den person du lærte at elske, fordi du troede at du kunne og at blive afvist gang på gang dræbte mig indeni.
Jeg bemærkede at du ændrede dig overfor mig, du så mig dårligt nok, ændrede planer, efterlod mig alene i dit hjem i timevis, og ville kun kendes ved mig når der var noget du ville have.
Du talte dårligt til mig, beskederne blev færre og færre, og du blev tavs i telefonen år jeg forsøgte at tale med dig, efter ikke at have talt en hel dag.
Ved du hvordan det føles at blive behandlet som et valg , at blive behandlet som om du ikke er prioriteret… Blive behandlet som lort? Åh ja, selvfølgelig gør du det…
Det skete for dig, gjorde det ikke? Du kender smerten. Du ved at det gør ondt. Du kender til det hele, men du tænkte at det var ok at gøre det mod en uskyldig person der kun ønskede dit bedste. Hvordan kunne du?!
Du forvekslede min kærlighed og omsorg med grådighed eller afhængighed. Du tog fejl. Du kunne ikke se længere end dig selv for at se at det jeg gav dig var det du havde brug for.
Noget jeg havde brug for. Noget jeg aldrig fik til gengæld. Jeg ville være sammen med dig. Jeg ville have dig i mit liv, selvom du gjorder det så svært for mig.
Det var kærlighed skat, hvorfor gjorde du det til noget der føltes så forkert, noget så unaturligt? Jeg havde det altid fint alene. Jeg var ok med at leve mit liv og være mig.
Det stjal du fra mig, og jeg ønskede at du gjorde det på en måde der fik mig til at elske dig endnu mere. Istedet fik det mig til at hade dig for hvad du havde taget mig igennem.
Du tog mig for givet. Du troede at hvis du behandlede mig dårligt, ville det holde mig interesseret. Du troede at du havde magten ved at have kontrol.
Jeg tog magten tilbage den dag og forlod dig. Jeg gik min vej… Rent faktisk fik du mig til at løbe. Du fik mig til at gøre hvad jeg blev ved med at gøre, men du fedtede for mig med dine falske løfter og løgne.
Du troede at jeg blev. Du troede at jeg ville blive ved med at finde mig i alt du og dine to personligheder bød mig. Du var ikke min kærlighed værdig, du er ikke mine tårer eller tanker værdig.
Du efterlod mig med et blødende hjerte og du ignorerede mig. Du ignorerer mig stadig, hvorfor?! Du lukkede din kæreste ude, da hun havde brug for dig.
Jeg havde brug for dig, ligesom jeg var der for dig, men du kom aldrig. Jeg sendte dig beskeder når tingene blev svære. Det blev kun svært på grund af dig.
Du svarede ikke en eneste gang. Du efterlod mig uden andet valg end at afslutte det. Du ønskede det ikke, så dumt som det end lyder. Du ville have det til at fungere.
Jeg vidste at hvis du åbnede op for mig, lukkede mig ind, og stoppede med at være så usikker og kold, at vi kunne have været fantastiske sammen.
Du gav aldrig mig eller os en chance. Istedet tog du den nemme vej ud, og gjorde alt for at undgå mig. Det går dybt, det der er den VIRKELIGE DIG.
Jeg gjorde alt for at imødekomme dig og dine behov, jeg gjorde alt hvad du ville. Jeg vidste du havde travlt, jeg forstod at du havde et liv der ikke altid inkluderede mig.
Jeg var der når det var belejliget, dit legetøj, din adspredelse fra kedsomhed. Der var ingen indsats, ingen romance, ingenting til at holde på mig.
Du fik mig ikke til at føle mig speciel. Du gav mig piskeslag. Du gav mig intet andet end frygt og smerte.
Jeg ville gerne tro på at du ikke gjorde alt dette med vilje, men måske du gjorde, hvem ved, fordi i realiteten kender jeg dig slet ikke.
Hvordan kunne du være så kold og ond mod en der slet ikke har gjort noget forkert? De gjorde dig aldrig ondt. Jeg ville aldrig have såret dig.
Hvorfor stoppe kontakten før jeg gik? Var det din måde at sikre dig at jeg ville gøre det forbi så du kunne spille offer og få det du ville?
Var du ikke modig nok til at fortælle mig at du ikke ønskede et forhold, at du er en commitment phobe?
Hvorfor bad du mig om at være din kæreste hvis du ikke ønskede det, hvorfor sige at du elsker mig når du aldrig mente det? For at komme i bukserne på mig?!
Jeg har så mange spørgsmål at jeg aldrig får svar fordi du er et røvhul. Jeg formoder at dette er min afslutning.
Jeg vil sige så meget, du tror det sikkert ikke, eller ser det sådan lige nu. Men om en uge, en måned eller om et års tid, VIL du fortryde at behandle mig sådan.
Du vil fortryde at du lod mig gå. Du vil snart indse hvad du havde. Du vil indse at du ikke mistede mig. Nej, du kunne ikke holde på mig.
Så lige nu, mens du har travlt med at gøre de ting der gjorde at du “ikke havde tid til mig”, travlt med at indgå i nye forhold, som du ikke er interesseret i, skal det nok gå.
Det er når du endelig vågner op alene, og ønskede at det var mig du vågnede op til. Det er der det slår dig. Det er når du mærker den smerte jeg gik igennem.
Det er når du ville ØNSKE at du kunne stille tiden tilbage og behandle mig ordentligt. Det er der hvor jeg vil være i stand til at se dig i øjnene igen og sige: “Nu ved du hvordan det føles”.
Nu kan du lide, nøjagtigt som du fik mig til at lide. Bortset fra at jeg aldrig påførte dig smerte, det gjorde du selv og du har kun dig selv at bebrejde.
Fra mig til dig, det bedste der skete var at jeg gik fra dig. Jeg vil altid elske dig, men lige nu er jeg i en helingsproces.
Jeg savner dig stadig og jeg er stadig ked af det. Tristheden er over det lv jeg vidste vi kunne have haft, for den mand jeg forelskede mig i, men som nu kan forelske sig i mig igen.
Jeg er fri til at finde en der virkelig gerne vil have mig, som vil gøre alt for mig, som vil prioritere mig, som vil give mig verden. Jeg gav dig så mange chancer og du tog aldrig nogen af dem.
Jeg er ikke ked af at jeg forlod dig. Jeg er ked af at jeg ikke gjorde det før, da jeg så tegnene, men valgte at ignorere dem.
Jeg elsker dig, men jeg elsker mig mere. Jeg er den der slap væk.
