Kære “Kærligheden i mit liv”,
Jeg skriver dette brev til dig med et åbent hjerte. Jeg vil bare at du skal vide hvad jeg har været igennem, når vi var sammen. Nej, vent lidt.
At være sammen er ikke det rigtige ordvalg. Da jeg troede vi var sammen, passer bedre her. Men jeg har alligevel behov for at fortælle dig alt, så du ikke gør det samme mod en anden kvinde.
Jeg vil ikke at der nogen der føler den samme smerte som mig. Jeg ville ikke ønske den smerte for min værste fjende.
Du ved, jeg har altid troet at jeg skulle blive gammel med dig. Jeg troede at du var min drømmemand. At du var den friske luft der gik gennem mine lunger, og min regnbue når livet var hårdt.
Du var der for mig, men jeg så ikke dybt nok i dine øjne. Jeg så aldrig at du ikke følte på samme måde som mig.
At gå på date med mig var bare praktisk for dig i ny og næ. Det var bare en måde for dig at slippe af med lidt stress.
Til sidst, hanvde du brug for en der ville lave mad til dig, tage opvasken og holde dig med selskab. Og det er hvad jeg var for dig. Ikke din sjæleven, ikke din kæreste.
Jeg var bare en som vil være der for dig frem til den rette pige dukkede op. Men jeg vidste det bare ikke.
Jeg havde en tendens til at leve i uvidenhed, med tanken om at aftalen allerede var lavet. Jeg troede du ville være der for mig når jeg fik problemer.
Men du var ikke engang interesseret i at høre på mig når jeg talte om dem. Du var mere optaget af at skrive til andre kvinder og forsømme mig.
Du ville hellere gå ud med vennerne istedet for at være hjemme sammen med mig. Du forstod dig aldrig på mit arbejde, mine venner eller min familie.
At det blev for meget for dig. Jeg var arbejdsom. Jeg ville blot at du elskede mig. Jeg ville bare at du var interesseret. Jeg ville være den eneste kvinde du så i et rum fyldt med mennesker.
Jeg ville være den sidste du tænkte på når du gik i seng – og denf første du tænkte på når du åbnede dine øjne. Jeg ville have at du skulle elske mig præcis som jeg elskede dig.
Jeg havde så stor kærlighed til dig, men du så det ikke. Eller du lod som om du ikke så det.
Jeg var den som græd hele natten, tænkte på alt som gjorde mig ked af det i forholdet. Og i den anden side af sengen, lå du og sov som en baby.
Du kendte ikke til de dæmoner som rasede inde i mig. Hver dag var en ny kamp – en kamp for kærligheden.
Så, under en af de mange ensomme nætter jeg havde, så jeg tilfældigvis mig selv i spejlet. Og jeg blev forskrækket! Kvinden i spejlet var kun en kopi af mig.
Jeg kunne se på hendes ansigt at hun græd – øjenene var røde på grund af alle tårerne. Hun var bleg, hun havde mascara blandet med tårere løbende ned af kinderne.
Og jeg blev bange. Hvad du havde forvandlet mig til, nej vent lidt, jeg mener det jeg havde tilladt dig at forvandle mig til. I det sekund bestemte jeg mig for at stoppe.
Jeg bestemte mig for at brænde alle broer mellem os. Jeg ville ikke længere være ked af det. Jeg ville have mere. Jeg fortjente mere. Men du kunne ikke give mig hvad jeg havde brug for.
Nu, efter alle disse år, hvor jeg ikke har haft dig ved min side, vil jeg takke dig for. Tak fordi du viste mig at jeg kunne få det bedre.
Tak fordi du slog med ned så mange gange, sådan jeg lærte at slå tilbage. Jeg blev født på ny. Og jeg ville ikke ændre den følelse for noget andet i verden.
Til sidst vil jeg takke dig igen for at du gjorde mig til den stærke person jeg er nu.
Uden dig ville jeg aldrig have opnået det.
Med nul kærlighed,
Den pige som aldrig var din
