Dette år begyndte med at jeg troede at jeg var den lykkeligste kvinde på jorden, fordi jeg havde ham. Han var en af de sjældne typer af mænd som var tæt på at være den perfekte kæreste.
Han var betænksom, omsorgsfuld, nem at snakke med, maskulin, stræbsom og lidenskabelig. Fra min synsvinkel havde han det hele.
Jeg følte at hans mission i livet var at gøre mig lykkelig. Han ville bade mig i opmærksomhed.
Han ville komme op med de sjoveste måder at overraske mig på. Han havde altid tid til mig, uanset hvor travlt han havde.
Jeg var ovenud lykkelig med ham, og jeg troede det var en drøm, og håbede at jeg aldrig ville vågne igen.
Alt virkede perfekt. Men efter noget tid, begyndte jeg at se ham for den han var. Det var som om han pludselig havde ændret sig.
Han blev til en person som jeg ikke længere kunne genkende. Al den opmærksomhed han gav mig, føltes som en byrde.
Han var konstant efter mig med dit og dat. Han kunne ikke lide min opførsel.
Han hadede alt hvad jeg havde at sige, eller han kunne ikke acceptere den måde jeg sagde det på. Den ene dag var jeg den meste perfekte pige på jorden, og den næste kunne han ikke udstå synet af mig.
Han behandlede mig som om jeg havde fejl fra top til tå.
Det værste var at jeg troede på ham. Jeg troede at det var mig. At jeg ikke var god nok til ham, og at jeg skulle ændre mig. Han fik mig til at tvivle på mig selv på alle måder.
Det påvirkede mit liv, det påvirkede mit arbejde og mine forhold til andre mennesker, for ikke at nævne det forhold jeg havde til mig selv. Jeg var ikke i stand til at træffe en beslutning fordi jeg vidste ikke om jeg var kompetent nok til at træffe en.
Jeg plejede at gå til ham for at få råd om alting, fordi han fik mig til at tro at han havde svaret på alt.
Han gjorde mig miserable. Jeg kunne ikke længere være lykkelig. Ja, jeg ville le engang i mellem, men der var ingen lykke bag smilet.
Det virkede som om jeg skulle betale for alle de øjeblikke at lykke vi delte.
Han sagde at han elskede mig så mange gange. Han sværgede at jeg var hans livs kærlighed.
Han hævdede at der ikke var nogen større kærlighed i verden end vores. Nu ved jeg at det var alt andet end kærlighed, fordi så ondt gør kærlighed ikke.
Hvis det vi havde var kærlighed, ville han aldrig have givet mig de lykkelige øjeblikke, bare for at ødelægge dem med alle de dårlige.
Han ville ikke have sagt at jeg var smuk det ene øjeblik og kalde mig grimme navne bagefter. Han ville ikke engang sige pæne ting når han vidste at jeg var ked af det.
Hvis det vi havde var kærlighed, ville han aldrig have trukket mig ned. Han ville have set på mig som ligeværdig.
Han ville ikke se nogen glæde i at få mig til at få det dårligt. Han ville aldrig have fået mig til at stille spørgsmål ved min intelligens eller mine kompetencer.
Hvis det vi havde var kærlighed ville han aldrig have givet mig følelsen af at jeg ikke var nok.
Og det var det eneste han gjorde – han fik mig til at tvivle på mig selv, og fik mig til at tro at jeg ikke var smuk nok, klog nok, god nok eller noget som helst nok til at være sammen med ham.
Hvis det vi havde var kærlighed, ville han aldrig havde stået og st på at jeg græd.
Han ville aldrig have tilladt alle de tårer at løbe ned over mit ansigt på grund af ham.
Han ville aldrig have såret mig bevist. Han ville aldrig have været den der forårsagde alle de tårer til at starte med.
Når alt kommer til alt, er alt hvad jeg kan sige er, tak for at vise mig hvad kærlighed ikke er.
Takket være dig går jeg ind i 2023 som en ny person. Hende der ikke lader sig kue.
Hende der ved at hun er god nok, og aldrig vil tillade andre at sige andet. Hende der er blevet stærk af alle tårerne. Hende der har lært at elske sig selv igen.