Jeg gav mit hjerte til en narcissist – uden overhovedet at vide det.
Han fik mig til at tro, at jeg var ved at blive skør, og pressede mig så langt ud, at jeg begyndte at tvivle på min egen forstand. Og dér gik det op for mig: Jeg var ikke sammen med et almindeligt menneske – jeg var sammen med en narcissist.
Læs også:
Han vidste, at jeg elskede ham med hele mig, og derfor troede han, at han kunne slippe afsted med hvad som helst.
Sandheden er, at jeg godt vidste, han var ødelagt, da jeg gik ind i forholdet. Jeg kendte til hans mørke fortid, rygterne og advarslerne om ikke at involvere mig med ham. Men jeg troede, jeg kunne klare det hele.
Jeg så en mand med fejl, som havde brug for ubetinget kærlighed og støtte for at komme videre. Jeg så et menneske, der igen og igen var blevet afvist, med hjerteskærende historier om al den smerte, han havde været igennem.
Igen og igen fandt jeg mig i det. Jeg accepterede hans undskyldninger og bortforklaringer, fordi mit hjerte var for stort, og fordi jeg elskede ham for højt til at vende ham ryggen.
Jeg byggede en hel illusion op om, hvad vi kunne blive til. Jeg var så naiv, at jeg troede på hans løgne. Jeg begyndte at føle, at jeg hele tiden skulle bevise for ham, at jeg elskede ham og var der for ham – som om han bare havde brug for konstant bekræftelse på, at jeg ikke ville gå.
Så jeg blev. Jeg troede, han ville ændre sig for mig. Jeg tænkte, at måske – bare måske – kunne min kærlighed gøre ham hel igen. At hvis jeg bare elskede hans fejl lidt mere, så ville vi klare den. Men det er umuligt, når alle de “fejl” i virkeligheden er narcissistisk adfærd.
Det tog mig alt for lang tid at forstå, at bare hans tilstedeværelse trak det værste frem i mig.
Jeg var svag, konstant usikker og ulykkelig – men jeg nægtede at indrømme det.
Han forandrede mig på måder, jeg aldrig havde troet var mulige. Jeg var følelsesmæssigt helt rystet og vågnede hver morgen med en knude i maven, bange for hvad dagen ville bringe.
Jeg spurgte mig selv hele tiden: Er det virkelig ham her, jeg vil være sammen med? Ham jeg vil kæmpe for? Er det ham, jeg kan se en fremtid med? En partner, en bedste ven, en mand, en far?
Men nu ser jeg endelig sandheden. Han var et narcissistisk, manipulerende menneske, der kun tænkte på sig selv og var ligeglad med, hvem han sårede undervejs.
Han var en voksen mand, der spillede “offeret”, lod mig tage skylden for hans handlinger og gemte sig nådesløst bag sine løgne og bedrag.
Jeg spildte så meget af min tid på en, der ikke var god for mig. En, der i virkeligheden ikke havde noget godt at give mig. En, der var uærlig, illoyal og ude af stand til at binde sig.
Han fik mig til at tro, at jeg havde brug for ham. Hans tankespil fik mig til at føle, at jeg ville være fortabt uden ham, og at jeg ikke ville kunne klare mit liv, hvis han ikke var i det. Men nu, hvor jeg endelig har lukket ham ude af mit liv for altid, kan jeg se klart igen.
Det har været en lang rejse, men til sidst kunne jeg se præcis, hvilken slags menneske jeg havde med at gøre. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gå for min egen skyld – og det gjorde jeg.
Selvom jeg følte mig brugt og skuffet, vidste jeg også, at jeg kunne hele igen. Jeg vidste, at efter sådan et giftigt forhold ville jeg blive stærkere og lære mere om mig selv end nogensinde før.
Jeg er i stand til så meget. Jeg kan elske nogen og tage mig af dem med hver eneste del af mig – og det kan jeg være stolt af. Og nu ved jeg også, at jeg har styrken til at forlade en, jeg elsker, når han er usund for mig og for mit liv.
Og én ting vil jeg ikke tillade mig selv: at hade ham. Had skaber bare endnu mere smerte, og jeg har allerede båret på nok. Jeg er skuffet over den person, jeg troede, han var, og over den mand, jeg troede, han kunne blive – men det siger ikke noget om, hvem jeg er.
Jeg er mere, end han nogensinde bliver. Det her er bare endnu en lektie, livet har lært mig – og et kapitel, der nu er lukket.
