Du møder ham til en fest, hvor din ven præsenterer jer for hinanden.
Du ville slet ikke have lagt mærke til ham, hvis du ikke tilfældigvis var på vej hen for at fylde dit glas op, mens han allerede stod der og gjorde det med nærmest professionel præcision – glasset vinklet lige præcis nok til at undgå for meget skum.
Læs også:
Han er sikkert sådan en øl-snob, tænker du og holder et suk tilbage, da din ven siger hej og rækker hånden frem.
I udveksler navne, og du lader som om, du bare er i gang med at mingle til en lidt indelukket lejlighedsfest hos en ven af en ven, hvor man småsnakker om ligegyldige ting og griner lidt på de rigtige tidspunkter.
Du vil ikke nægte, at du synes, han er attraktiv. Måske endda sød. Han siger indimellem noget sjovt og virker oprigtigt interesseret i det, du har at sige.
Og det, han selv har at sige, er faktisk heller ikke helt dumt.
Men han er ikke din type.
Du ved godt, hvem du plejer at falde for, og det er ikke en som ham.
Han har trods alt brune øjne i stedet for blå, og han aner ikke, hvem Junot Diaz overhovedet er.
Han mener, at lagerøl er en vederstyggelighed (så ja, du havde ret med det der øl-snobberi), og på en eller anden måde elsker han 80’er-musik. Han læser jura og går helt seriøst i grimme sweatre.
Men du kan egentlig godt lide ham, og du kan godt se for dig, at I kunne blive venner – eller i det mindste sådan nogle, der tager en kop kaffe sammen en gang imellem.
Du giver ham dit nummer, men tænker ikke rigtig mere over ham, før han skriver til dig en lørdag morgen og spørger, om du har tid til frokost samme dag.
Du holder lige en pause, før du svarer, og håber, at det ikke er en date.
Men du siger til dig selv, at det bare er frokost, og at du jo gerne vil være venner. Du tænker: Hvorfor egentlig ikke? Og du går med til at mødes klokken 13.
Da du dukker op, har han endnu en grim sweater på, men samtalen kører bare.
Han er sjovere, end du huskede, og han fortæller, at han har slået Junot Diaz op og læst din yndlingsnovelle af ham.
Han elskede den, og du er mest af alt overrasket over, at han overhovedet kunne huske, at du havde nævnt den.
Du havde aldrig forestillet dig, at du skulle date en som ham – og slet ikke, at du skulle forelske dig i ham.
Men efter den frokost begynder I at skrive sammen. Så begynder I at ringe. I ser film sammen og anbefaler bøger til hinanden.
Han får dig til at høre Billy Idol, når I nogle gange kører bil, og selvom du mest bare tolererer det, irriterer det dig ikke længere på samme måde som før.
Snart begynder du at se ham overalt. Hver gang du ser en grim sweater, tænker du på ham.
Når du hører en særligt overdreven 80’er-sang, bliver du helt rolig, fordi den minder dig om ham.
Han er den første, du tænker på, når du vågner, og den sidste, du tænker på, før du falder i søvn.
Han er den, du tager med til familiearrangementer, og den første, du ringer til, når der sker noget godt eller dårligt.
Og det mærkelige er, at den person, der pludselig har dig helt i sin hule hånd, er en, du aldrig så komme.
Du havde allerede afskrevet tanken om et “os”, når det gjaldt dig og ham. Du havde besluttet, at han skulle være en ven, ikke mere.
Og fordi du ikke så nogen risiko for hjertesorg – fordi du ikke så nogen chance for kærlighed – sænkede du paraderne.
Du viste ham de sider af dig selv, som du var helt sikker på ville skræmme nogen væk – skræmme kærligheden væk.
Men dine planer gav bagslag, for alt det, du gjorde, endte bare med at lukke kærligheden ind – en dyb, altopslugende, hovedkulds form for kærlighed.
Og endda med en person, du slet ikke havde planlagt at elske.