Jeg er ikke specielt god til at skrive og jeg er endnu dårligere til at give udtryk for mine følelser, men jeg forsøger alligevel at skrive et par ord til dig – den person jeg skylder rigtig meget.
Til dig, min bedste ven og min soulmate.
Jeg vil bare fortælle dig hvor taknemmelig jeg er for at have dig.
Tak for alt du har gjort for mig i alle disse år, for at være min bedste ven, den søster jeg aldrig havde, min bedste støtte og min person.
Tak for at være den eneste, bortset fra min nærmeste familie, som aldrig gav op.
Den eneste der aldrig vendte mig ryggen, selvom jeg måske fortjente det og den eneste der aldrig lod mig sidde tilbage uden noget.
For alle de søvnløse nætter du tilbragte ved min side, og overbeviste mig om at en eller anden nar ikke var værd at græde over.
For alle de gange du troede på mig, når ingen andre gjorde, inklusive mig selv.
For alle de gange du var der til at gribe mig når jeg faldt og hjælpe mig op igen når jeg fejlede.
Tak for alle de gange du tørrede tårerne væk og gjorde dit bedste for at få mig til at smile igen.
For alle de gange hvor du så direkte igennem mig og for de gange du ikke troede på at jeg var OK, velvidende at det var langt fra sandheden.
For alle de gange du advarede mig om at en fyr ikke var god nok til mig og at han ville ende med at ødelægge mit hjerte, selvom jeg aldrig lyttede.
For alle de gange du samlede alle mine ødelagte stumper op og satte mig sammen igen, selvom jeg troede at jeg aldrig kunne blive sat sammen igen.
Tak for altid at skubbe mig fremad og inspirere mig til at blive den bedst mulige version af mig selv.
For aldrig at tillade at stille mig tilfreds med mindre, og altid minde mig om mit værd og vise mig hvor stærk jeg virkelig er.
Endnu vigtigere – tak for aldrig at forsøge at lave om på mig og aldrig forvente at jeg er en anden end jeg er, bare så jeg kan passe ind i dine standarder.
For at elske mig for den jeg er og acceptere mig og alle mine fejl, mangler og de sider du ikke kan lide.
Tak for at holde af mig, uanset hvad.
For at elske mig på samme måde når jeg er den bedste og værste version af mig selv, og stå ved min side i tykt og tyndt.
For ikke at forlade mig når det blev svært og være den samme når det er tid til at feste og grine og når det er tid til at græde sammen.
Tak for at holde min hånd gennem både de lykkeligste og de mest triste tider i mit liv.
For at dele de smukkeste og mest smertefulde minder med mig – for at være vinden der bærer mig og en jeg altid kan regne med.
For at være min støtte og mit sikre fristed.
For at være stærk når jeg var for svag til at håndtere livet og kæmpe mine kampe og jage mine dæmoner væk.
Tak for at være mit lys for enden af tunnelen og min silver lining.
Tak for at lade mig være mig selv i dit nærvær.
For at give mig muligheden for at vise dig mine skrøbelige sider og mine svagheder, uden frygt for at du ville udnytte dem.
Tak for aldrig at dømme mig og altid acceptere mine valg, selv når du var uenig i dem.
For at hjælpe mig op igen efter at være blevet slået ned af dem du allerede havde advaret mig om, og når min egen uforsvarlighed tog mig helt ned.
Tak for at hjælpe mig med at blive den kvinde jeg er i dag.
For at være en del af denne vanvittige rejse, kaldet livet, fordi det ville aldrig have været det samme uden dig ved min side.
Tak for at være min bedste ven i hele verden fordi…tro mig, når jeg siger – du er uerstattelig og ingen kunne have gjort det bedre end dig.
