“Farvel!”
Det ord havde aldrig gjort hende mere ked af det end lige dér.
Læs også:
Jeg tror godt, du vidste, da du forlod hende, at hun ville være den, der endte med at blive såret mest. Hun blev såret i de nætter, hvor hun lå i sin seng og stirrede op i loftet, fordi hun savnede dig og havde lyst til at tale med dig. Hun kunne simpelthen ikke falde i søvn, fordi hun troede, at det hele var hendes skyld.
Hun blev såret i de øjeblikke, hvor tårerne bare løb, fordi hun kom i tanke om al den smerte, hun havde været igennem. Og du havde ikke lyst til at være der for hende og hjælpe hende igennem det, du selv havde været med til at skabe.
Det er uretfærdigt, at den person, der bliver såret mest, aldrig er den, der fortjener det.
Du gik videre med dit liv, mens hun faldt fra hinanden og måtte se på, at du fortsatte uden hende.
Da du gav hende stykkerne af hendes hjerte tilbage, vidste du godt, at hun ville kæmpe for at samle dem igen – som et puslespil, hun aldrig ville blive færdig med, fordi den sidste brik, den hun gav til dig, manglede.
Det hun ikke vidste, var, at det også gjorde ondt på dig. For hun havde været en vigtig del af dit liv, og du følte skyld, fordi jeres forhold gik i stykker.
Hun havde ikke noget andet valg end at komme videre med sit liv….
Men så så du hende igen. Bare denne gang var hun ikke alene. Hun grinede ved siden af en mand, du ikke engang kendte, og det ramte dig hårdere, end du havde regnet med.
For i det øjeblik beviste pigen, du troede var svag, at hun ikke længere var det.
Hun gik lige forbi dig! Du så en anden tage hendes hånd og kysse hende på kinden, så hun ikke engang lagde mærke til dig.
Og i det øjeblik forstod du, hvad du havde mistet.
En kærlighed, du havde taget for givet. Et forhold, du ikke længere satte pris på. Du gik din vej og gav en anden chancen for at elske hende på samme måde, som hun havde elsket dig.
Måske var det dig, der begik fejlen, men hende, der så svag ud ved afskeden, står nu rank og ser bedre ud end nogensinde. Forskellen er bare, at manden ved hendes side ikke behøver at miste hende for at forstå det.
Du tog et skridt hen imod hende og smilede svagt, men hun vendte sig mod manden, hviskede noget i hans øre og gik hen mod baren. Du kom til at tænke på, om hun stadig drak det samme som før, og hvad der egentlig havde ændret sig ved hende.
“Hvordan har du det?” sagde hun stille. Hun så på dig med et roligt blik, helt anderledes end det blik, hun havde, da du sidst gik fra hende. Og dér gik det op for dig, at hun hverken var såret eller vred længere.
Du ved, at hun ikke elsker dig på samme måde som før, og det er det, der gør allermest ondt.
Mens I taler, går det op for dig, at den person, der ser ud og lyder som hende, i virkeligheden er blevet en fremmed.
Og så gik hun. Mens du så hende gå væk, forstod du endelig, hvad du havde mistet. Nogle gange er det først, når du mister nogen og ser dem komme videre med deres liv, at du indser, at det var sådan, det skulle ende.