Mellem hende, der følte alt for meget – og ham, der aldrig rigtig var der…
Jeg kan stadig huske en sommereftermiddag, hvor jeg måske var ni år. Min mor havde en af sine stille dage, hvor hun knap nok havde energi til at holde hjemmet kørende – og slet ikke til at lytte til mig eller tage mig i armene.
Læs også:
Hun lå ude på altanen i solen, helt stille, med lukkede øjne. Jeg ville vise hende, at jeg havde tegnet en tegning – et hus med en have og en glad familie – men jeg blev stående i døren, fordi jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige tidspunkt.
Og så kom den følelse igen: Jeg må vente, jeg må ikke forstyrre, det er ikke min tur.
Min mor var udmattet – og det havde hun været længe, før jeg blev gammel nok til at sætte ord på det. Som barn mærkede jeg bare, at hun tit var irritabel, at hendes bevægelser virkede hårde, at hendes blik var fraværende, og at hendes stemme lød for høj eller for anspændt i forhold til det, der egentlig blev sagt.
Dengang vidste jeg ikke, at det handlede om overbelastning. Jeg troede, det var mig, der var besværlig. For følsom. For krævende. For meget.
Hun var hele tiden i gang, hele tiden optaget af at ordne noget, organisere noget, reparere noget, komme igennem noget. Der var næsten aldrig et øjeblik, hvor hun bare var til stede – med mig, hos mig.
Når jeg bad hende om noget, blev hendes reaktion ofte alt for stor. Ikke fordi hun afviste mig, men fordi hun indeni for længst var nået til sin grænse. Jeg tror, hun følte sig alene med det hele. Alene med børnene, alene med hjemmet, alene med sin udmattelse. Og fordi der ikke var nogen, der tog sig af hende, kunne hun heller ikke rigtig være blød over for andre.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg det: Min mor var ikke kærlighedsløs. Hun var overvældet. Hendes måde at vise omsorg på var, at der var rent, at der stod mad på bordet, og at vi kom i skole til tiden. Men følelsesmæssig nærhed – at blive lyttet til, et roligt øjeblik, hvor hun bare så på mig uden at vurdere mig eller skynde sig videre – det var der ikke meget af.
Hun havde ikke plads til det. Og fordi hun ikke havde plads, lærte jeg at gøre mig lille. Jeg vænnede mig til ikke at have brug for hjælp. Jeg udviklede en skarp fornemmelse for, hvordan hun havde det, så jeg kunne trække mig i tide. Jeg ville ikke være dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Rent psykologisk taler man her om “parentificering” – det øjeblik, hvor et barn begynder at tage følelsesmæssigt ansvar for sine forældre.
Jeg var måske ni eller ti, da jeg forstod, at jeg ikke bare måtte sige mine behov højt. Jeg skulle dosere dem, tilpasse dem, holde dem tilbage. Jeg prøvede at gøre hende glad, når hun var ked af det. Jeg ville gøre hende stolt, så hun måske ville elske mig lidt mere. Og jeg blev stille, når jeg mærkede, at hun den dag simpelthen ikke kunne rumme mere.
Et forsvarsløst barn blev til en lille voksen, der tog ansvar uden bevidst at vælge det.
Jeg ved ikke, om min mor nogensinde har tænkt over, hvad det gjorde ved mig. Måske havde hun aldrig selv lært at passe på sig selv – og slet ikke at opfange et barns små signaler. Måske var hun selv et barn, der tidligt måtte fungere.
I dag ser jeg hende med andre øjne. Ikke kun som mor, men som menneske. Jeg ser hendes anspændthed, hendes frygt for at fejle, hendes indre pres for på en eller anden måde at holde det hele kørende. Og jeg ser, hvor lidt plads hun havde til at mærke sig selv.
Og alligevel var jeg barnet. Jeg havde haft brug for nogen, der sagde til mig, at jeg var okay, præcis som jeg var. Nogen, der holdt om mig, også når jeg græd. Nogen, der ikke kun roste mig, når jeg var stærk, men også blev hos mig, når jeg var svag.
Men det kunne hun ikke. Og at acceptere det uden at blive bitter har måske været den største opgave i mit voksenliv.
Min far var aldrig typen, der råbte højt eller fyldte meget. Han havde ingen vredesudbrud, ingen ukontrollerede følelser, ingen scener, der eskalerede. Måske var det netop derfor, det var så svært overhovedet at forstå ham.
For fraværet af tydelig dårlig opførsel kan nogle gange skjule, hvor dybt det, der mangler, egentlig rammer. For mig som barn var hans tavshed ikke neutral – den kunne mærkes. Den var en konstant usikkerhed.
Jeg vidste aldrig, om jeg var velkommen, om jeg måtte forstyrre, om jeg bare måtte eksistere uden at skulle leve op til noget.
Der var næsten ingen fælles oplevelser. Ingen far-datter-ture, ingen samtaler om mig, ingen rigtig fysisk nærhed. Han var som en bofælle, der levede ved siden af os uden at efterlade et følelsesmæssigt aftryk. Og alligevel var der et aftryk – netop fordi han ikke efterlod noget.
Hans fravær skabte et dybt hul i mig. Jeg ønskede, at han ville læse en historie for mig, stille mig spørgsmål, lytte til mig, når jeg talte om det, jeg var bange for. Jeg ønskede, at han ville give mig følelsen af at være vigtig. Men de ønsker blev aldrig sagt højt. For jeg kunne mærke det: De ville forsvinde ud i ingenting.
Engang hørte jeg andre børn fortælle, hvordan deres fædre havde hjulpet dem med at lære at cykle. Jeg sagde ingenting. Jeg kunne ikke huske, at min far nogensinde havde rost mig, når jeg klarede noget for første gang.
Jeg huskede mere hans stille tilstedeværelse ved køkkenbordet, fjernsynet, de tavse aftener. Og jeg huskede mig selv – hvordan jeg prøvede at få hans opmærksomhed med små ting.
Tegne en tegning. Komme hjem med en god karakter. Tilpasse mig. Intet af det brød hans tavshed.
I lang tid troede jeg, at det var mig, der var noget galt med. At jeg bare ikke var interessant nok. At jeg ikke var værd at elske. Det er det tragiske ved følelsesmæssigt fravær – det er svært at sætte navn på, men det rammer dybt. Fordi det ikke giver dig noget at kæmpe imod.
Du kan ikke kæmpe. Du kan kun holde ud. Og på et tidspunkt trækker du dig indeni, fordi du har forstået, at der ikke kommer nogen.
De erfaringer bliver ved med at leve videre. Jeg lagde mærke til det i min måde at være sammen med mænd på. Jeg blev draget af dem, der ikke rigtig var til stede. Jeg tolkede deres afstand som en udfordring.
Jeg tænkte, at hvis jeg bare gav kærlighed nok, så ville det på et tidspunkt være nok. Jeg gentog det, jeg kendte – indtil jeg genkendte det som et mønster. Og så begyndte arbejdet: at mærke det, jeg dengang ikke måtte mærke. At sørge over det, der aldrig var. Og at acceptere, at min far ikke var den far, jeg havde haft brug for.
Jeg vil lære, hvordan man virkelig lytter. Hvordan man bliver, også når det bliver svært. Og hvordan man viser sig, uden at miste sig selv. ….
Måske ved han stadig ikke den dag i dag, at man også kan såre med tavshed. Jeg har lært at holde det ud. Og jeg har lært ikke længere at vente på det, der aldrig kom.
I dag giver jeg mig selv det, jeg dengang havde brug for. Jeg genkender mine triggere, jeg lægger mærke til mine mønstre, og jeg tager mig selv alvorligt – også i de øjeblikke, hvor jeg føler mig lille.
Og nogle gange, når jeg ser min datter løbe vildt og frit gennem haven, grine højt og blive ved med at stille spørgsmål, tænker jeg: Sådan måtte det også gerne have været for mig.
Det, jeg ikke havde dengang, kan jeg skabe for mig selv i dag. Jeg er ikke længere barnet, der står med en tegning ude i gangen.
Og på et tidspunkt begynder man at se sig selv
I lang tid troede jeg, at der var noget galt med mig – fordi jeg følte så meget, fordi jeg længtes så meget efter nærhed, fordi jeg igen og igen prøvede at blive set. Men i dag ved jeg: Det, jeg savnede dengang, var helt berettiget. Det var ikke overdrevet, ikke dramatisk, ikke for meget. Det var menneskeligt. Barnligt. Naturligt.
Jeg er ikke længere den pige, der stille trækker sig, når det bliver for tæt. Jeg er ikke længere barnet, der tier for at blive elsket. Jeg er blevet en kvinde, der lytter til sig selv. Som har lært, at hun gerne må sætte grænser. At hun har behov, der ikke er til forhandling. At hun ikke skal bevise, at hun fortjener kærlighed – hun fortjener den, præcis som hun er.
Og måske er det den stille sejr over alt det, der manglede: ikke at alt bliver godt. Men at jeg er god ved mig selv. At jeg i dag kan se det, der dengang var skjult. At jeg holder om mig selv – stykke for stykke, dag for dag.
For mellem en overvældet mor og en fraværende far voksede der et barn op, som næsten mistede sig selv – og som nu, skridt for skridt, tager sig selv tilbage.