At blive bedsteforælder bliver for mange set som en af de skønneste perioder i livet. Mange glæder sig helt vildt til, at deres voksne børn selv stifter familie, og til de får lov til at lære deres børnebørn at kende. Men det er langt fra alle, der trives i den nye rolle.
Nogle bedsteforældre får aldrig et tæt forhold til deres børnebørn eller viser kun meget lidt interesse for deres liv.
Læs også:
Det fortalte en 40-årig mor åbent om. Hun beskrev, hvor ondt det gør, at hendes forældre næsten ikke har vist interesse for deres eneste barnebarn, siden hendes datter, som i dag er ti år, blev født.
I et opslag på et onlineforum forklarede hun, at hun og hendes mand går meget op i bæredygtighed og prøver at give deres datter de samme værdier med. For deres familie handler julen først og fremmest om tid sammen og ikke om dyre gaver. Derfor køber de bevidst mange ting brugt og donerer jævnligt til den lokale fødevarebank.
„Vi har altid opdraget vores datter til, at julen især handler om familie og sammenhold“, skrev hun. „I år gav vi hende blandt andet en brugt Fitbit og et brugt Lego-sæt. Det handler både om økonomi og miljø, fordi vi gerne vil leve mere bevidst og bæredygtigt.“
Alligevel er det noget helt andet, der fylder hos hende: Hun føler ikke, at hendes forældre gør sig særlig meget umage. Til fødselsdage og jul giver de som regel barnebarnet en lille ting, der virker tilfældigt og uengageret valgt. For moren handler det ikke om gavens pris, men om den manglende interesse og omtanke.
Det gik især op for hende lige før jul. Hendes datter besøgte en veninde og lagde mærke til, at der allerede lå masser af gaver under deres juletræ, alle sammen fra bedsteforældrene.
„Hun fortalte mig, at hendes veninde allerede havde mange gaver liggende under juletræet, og at de alle var fra hendes bedsteforældre“, skrev moren. „Jeg kunne se på hendes ansigt, at det langsomt gik op for hende, at hendes egne bedsteforældre er anderledes, og ikke på den gode måde.“
Da datteren var mindre, lagde hun næsten ikke mærke til den manglende interesse. Forældrene kunne forklare det væk eller glatte det ud. Men nu er pigen blevet ældre og er begyndt at sammenligne sin familie med andres.
„Før kunne vi nedtone meget af det, fordi hun ikke forstod, hvad hun manglede. Men i år føler jeg, at jeg ikke længere kan skjule mine forældres ligegyldighed for hende.“
Moren understregede tydeligt, at det ikke handler om penge. Hendes forældre har ingen økonomiske problemer. Det ville betyde langt mere for hende, hvis de brugte tid med deres barnebarn, spillede brætspil med hende, gik en tur eller bare viste interesse for hendes liv, i stedet for at give hende en upersonlig gave én gang om året.
Under hendes opslag fik hun meget opbakning. Mange brugere fortalte om lignende oplevelser og rådede hende til enten at tage en ærlig snak med sine forældre eller give slip på forventningerne, hvis deres adfærd ikke ændrer sig.
En mor skrev:
„Jeg forstår præcis, hvordan du har det. Mine forældre interesserer sig heller næsten ikke for mine børn, og det gør ondt. Prøv at acceptere, at de nok ikke kommer til at ændre sig. Hvis din datter stiller spørgsmål, så forklar hende ærligt, at mennesker er forskellige, og at deres opførsel ikke har noget med hende at gøre.“
En anden kommenterede:
„Det er trist, når bedsteforældre ikke viser interesse for deres børnebørn. Det er endnu mere trist, når børnene på et tidspunkt selv opdager det. Desværre er der ofte ikke så meget andet at gøre end at acceptere det og fokusere på sin egen lille familie.“
Der var dog også kritiske stemmer. Nogle mente, at moren lagde for meget vægt på gaverne.
En bruger skrev:
„Mange bedsteforældre giver ikke bunker af gaver. Hvis du gerne vil have, at din datter har et mere fyldt juletræ, kan du jo selv købe gaverne. Måske lagde hun slet ikke mærke til, at hendes bedsteforældre er anderledes, men bare til, at hun samlet set fik færre gaver.“
Historien viser, at det her sjældent egentlig handler om materielle ting. Børn husker ofte ikke, hvor dyr en gave var. De husker, hvem der tog sig tid til dem, hvem der viste interesse, og hvor de følte sig elsket og velkomne. Det er netop den opmærksomhed, mange forældre ønsker for deres børn, og når den mangler, kan det såre langt dybere, end andre måske tror.
Men uanset hvor smertefuld den erkendelse er: Man kan ikke tvinge sine forældre til at blive kærlige bedsteforældre.
Mange mødre begår den fejl, at de giver sig selv skylden. De spørger sig selv, om de har gjort noget forkert, eller om deres børn bare ikke er „interessante nok“ for bedsteforældrene. Men sandheden er: Bedsteforældrenes adfærd siger som regel mere om dem selv end om deres børnebørn.
Nogle mennesker glæder sig af hele hjertet til rollen som bedstemor eller bedstefar. Andre har aldrig lært at opbygge tætte følelsesmæssige relationer. Nogle er så optagede af sig selv, at de slet ikke opdager, hvor meget deres ligegyldighed sårer andre. Og nogle har ganske enkelt ikke lyst til at give afkald på deres frihed. Grundene kan være forskellige, men for børnene føles resultatet ofte det samme.
Det bliver især svært, når børn begynder at sammenligne. De ser, hvordan andre bedsteforældre besøger deres børnebørn, leger med dem, tager dem med på ture eller bare bruger tid sammen med dem. På et tidspunkt stiller de spørgsmålet, der kan knuse mange forældres hjerte:
„Hvorfor er min mormor og morfar ikke ligesom de andre?“
Der findes ikke noget perfekt svar på det spørgsmål. Men det vigtigste er, at barnet aldrig får lov til at tro, at det selv er grunden til afstanden. Børn tager meget på sig. Derfor har de brug for at vide, at de er værd at elske, uanset hvordan andre voksne opfører sig.
Det er lige så vigtigt at kigge ærligt på sine egne forventninger. Mange forældre holder i årevis fast i håbet om, at bedstemor og bedstefar en dag ændrer sig. Men ikke alle håb går i opfyldelse. Hvis man hele tiden venter på opmærksomhed, der aldrig kommer, ender man ofte med at såre sig selv igen og igen.
Det betyder ikke, at man skal bryde kontakten eller komme med bebrejdelser. Det betyder snarere, at man accepterer virkeligheden og retter blikket mod de mennesker, der faktisk er der for barnet.
For familie handler ikke kun om blodsbånd. Nogle gange er det kærlige tanter, onkler, naboer, gudforældre eller nære venner, der får et barn til at føle sig set og elsket. Sådanne relationer kan være lige så værdifulde som forholdet til bedsteforældrene.
Og måske er det netop den vigtigste erkendelse: Børn har ikke brug for perfekte bedsteforældre. De har brug for mennesker, der giver dem tid, viser interesse og får dem til at føle, at de betyder noget. For i sidste ende husker de ikke, hvor mange gaver der lå under juletræet, men hvem der satte sig ved siden af dem, grinede sammen med dem og fik dem til at føle sig oprigtigt velkomne.
Hvorfor nogle bedsteforældre viser så lidt interesse
Der kan være mange grunde, og de har ikke altid noget med børnebørnene selv at gøre. Når bedstemor og bedstefar kun viser lidt interesse for deres børnebørn, ligger der ofte én eller flere af disse ting bag:
- De har aldrig haft et stærkt forhold til børn. Ikke alle oplever bedsteforældrerollen som noget meningsfuldt og fantastisk. Nogle var allerede lidt distancerede som forældre, og det fortsætter de med at være som bedsteforældre.
- De lever deres eget liv. Rejser, hobbyer, venner eller arbejde fylder stadig meget for nogle, også når de bliver ældre. De kan godt lide at se deres børnebørn, men de har ikke lyst til at indrette hele deres liv efter dem.
- Forholdet til deres egne børn er anstrengt. Konflikter mellem forældre og bedsteforældre påvirker ofte også kontakten til børnebørnene.
- Følelsesmæssig afstand er en del af deres personlighed. Nogle mennesker viser ikke kærlighed åbent. Måske hjælper de på deres egen måde i baggrunden, men virker kolde eller tilbageholdende.
- Helbredsmæssige eller psykiske udfordringer. Depression, kroniske smerter, udmattelse eller begyndende demens kan gøre, at interessen og energien bliver mindre.
- De har andre forventninger til bedsteforældrerollen. Nogle mener, at sporadisk kontakt er nok, mens forældrene ønsker et langt tættere forhold.
- Tidligere erfaringer. Hvis man selv aldrig havde kærlige bedsteforældre eller aldrig lærte at skabe tætte følelsesmæssige relationer, kan det også være svært senere i livet.
Hvad betyder det for børnebørnene?
Især små børn forstår ofte ikke den afstand. De kan få en følelse af ikke at være vigtige eller elskelige, selvom grundene som regel slet ikke har noget med dem at gøre.
Kan man gøre noget ved det?
Ja, men kun til en vis grænse. Man kan tage samtalen og tale åbent om sine forventninger. Samtidig er man nødt til at acceptere, at ingen kan tvinges ind i en tæt bedsteforældrerolle. Et kærligt forhold opstår frivilligt.
For børn er det i sidste ende ikke afgørende, hvor mange bedsteforældre de har, men om de har voksne i deres liv, som giver dem opmærksomhed, tid og kærlighed. Det kan være bedsteforældre, men det behøver det ikke at være.
Desværre passer den romantiske forestilling om, at alle bedsteforældre elsker deres børnebørn overalt på jorden og vil bruge hvert eneste ledige øjeblik sammen med dem, ikke altid med virkeligheden. Nogle gør det af hele hjertet, mens andre oplever rollen helt anderledes.
Forestillingen om, at enhver bedstemor og bedstefar elsker deres børnebørn over alt andet, stemmer ikke altid med virkeligheden. Hver familie er forskellig, og ikke alle relationer mellem bedsteforældre og børnebørn udvikler sig af sig selv. Det vigtigste er at give slip på forventningerne og fokusere på de mennesker, der faktisk giver børnene tid, nærhed og kærlighed.