Skip to Content

Jeg Er Stærk, Men Jeg Er Træt Helt Ind Til Knoglerne

Jeg begynder langsomt at miste fodfæstet. Jeg har ikke længere styrken. Det er umuligt at beskrive den tilstand jeg er i. Det er umuligt at få alle de følelser ud i det åbne.

Jeg er så træt at min sjæl falder fra hinanden.

Jeg kan ikke klare det her lort hver dag. Jeg er træt af mine falske smil. Jeg er træt af at lade som om at jeg er ok. Jeg er træt af at forblive stærk.

Har jeg ikke ret til at bryde sammen? Har jeg ikke retten til at miste mig selv et øjeblik, for at tage en pause?

Ja, jeg er stærk. Ja, jeg kan klare en masse, men det efterlader et aftryk.

At konstant at finde sig i, og stå ansigt til ansigt med problemer har efterladt et stort aftryk hos mig, og jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan klare det.

Stærke alpha kvinder kan klare alt. Er det ikker rigtig? Jo, selvfølgelig er det det, men er der nogen der stopper op og tænker på hvad der sker i deres hoveder, hvordan de føler og om de har mere styrke tilbage?

Jeg er dødtræt af at spille skuespil.

Jeg er stærk men min krop er træt og det samme er mit hovede. Og hvis du skraber bare lidt ned under overfladen og hvis du blot tager et sekund til at se mig dybt i øjnene, vil du se det. Du vil se at jeg er ved at falde fra hinanden.

Jeg valgte ikke at være stærk, men livet tvang mig til det.

Jeg var nød til at knytte mine næver og stå ansigt til ansigt med mine problemer.

I stedet for at løbe og gemme mig fra mine mareridt, var jeg nød til at stå ansigt til ansigt med dem. Jeg var bange i det øjeblik jeg ikke kunne bevæge mig, jeg kunne ikke bryde fri men det var jeg tvunget til. Det var enten at kæmpe for at overleve eller få et slag af nederlag. Jeg var nød til at vælge.

Og hvor tog det mig hen?

Det eneste jeg føler nu er at jeg er nedslidt og træt.

Jeg er ikke klar til endnu en kamp, og tro mig, det er ikke slut. Der er mange flere på vej. Hvordan finder vi styrken til at blive ved med at kæmpe? Hvordan finder vi modet til endnu et smil, når det eneste vi ønsker er at gå i seng og græde?

Andre har altid set mig som frygtløs og komplet. Andre var altid sikker på at jeg ville løse alle de problemer der opstod. De troede mere på mig end jeg selv gjorde.

De vidste at jeg havde styrken, men ingen så den kamp der foregik inde i mig. Ingen vidste at min sjæl var træt og jeg var ved at falde fra hinanden. Jeg lod aldrig andre se det.

Sanheden er at jeg levede hele mit liv selvstændigt. Jeg plejede mig selv og bad aldrig andre om hjælp. Jeg troede ikke jeg havde brug for det. Men sandheden er at det havde jeg.

Jeg kunne ikke klare alt selv, og det kan jeg stadig ikke. Nu, har jeg indset at uanset hvor stærk jeg vil være og er, vil jeg nå til mit bristepunkt. Jeg vil nå det tidspunkt hvor jeg siger at jeg ikke selv kan længere.

Når alt kommer til alt, er det ikke meningen at vi skal være helt alene. Vi har alle brug for støtte.

Måske ikke hele tiden men helt sikkert i svaghedsøjeblikkene, de øjeblik hvor vi ikke kunne se nogen udvej.

Vi har alle brug for at høre søde ord, og blive klappet på ryggen engang i mellem, uanset hvor stærke vi er.

Jeg ønskede aldrig at bede nogen om deres hjælp. Jeg troede det var et svaghedstegn.

Men nu hvor jeg har fået mig selv ud på bristepunktet, forstår jeg at det aldrig er skamfuldt at bede om hjælp når du har brug for det.

Desuden vil din storhed og din styrke virkelig vise dig hvornår du ved at du ikke længere kan klare det alene, og hvornår du er villig til at tage i mod den hjælp der tilbydes. Så kan du være en sand vinder.

Nu, efter alt hvad der er sket, vil jeg virkelig gerne holdes at nogen. Uanset hvor stærk jeg ønskede at være, ville jeg i sidste ende have en der holdt mig i deres arme.

Jeg har ikke brug for financiel hjælp, jeg er selvstændig. Jeg har ikke brug for fysisk hjælp fordi jeg finder altid en løsning til at klare mig selv.

Men nogle gange har jeg brug for følelsesmæssig støtte.

Jeg har brug for at der er nogen der forkæler mig, og fortæller mig at det hele nok skal gå når jeg tvivler og når jeg ikke længere kan klare det. Og det er der ikke noget galt i.

Vi har alle brug for den ene person der er der for os når vi har brug for det. Vi kan ikke gå igennem livet alene, og hvis vi er nød til det, hvis vi vælger at gøre det, så er det ikke værd at leve.

Det er ok ikke at være stærk hele tiden. Det er ok at være stærk for andre, men du skal give dig selv fri.

Henrik

Tuesday 24th of May 2022

Hvorfor de versaler på alle ordene. Det er meningsforstyrrende.

Bjørg Grøsfjeld

Tuesday 23rd of October 2018

Hvor jeg dog kender det. De falske smil - som jeg hver gang tror vil blive afsløret, men aldrig blir det. Simpelthen fordi ingen har lyst til at vide at jeg ikke har det godt. Hver dag kan jeg simpelthen ikke vente på at få fri fra jobbet så jeg kan komme hjem i min hule. Der hvor jeg ikke behøver at være en jeg ikke er. Jeg har ingen til at låne mig en skulder at græde ud ved eller bare lytte til hvad jeg føler inderst inde. Så trist :(