Jeg afsluttede mit forhold forleden dag. Et forhold, hvor jeg ikke var lykkelig, men ikke desto mindre varede forholdet i årevis. Så nu, når jeg går ud med nogen, der har kendt mig i årevis, spørger de mig altid, hvorfor det tog mig så lang tid til at forlade ham, og dette er mit svar.
Det tog mig lang tid at forlade ham, fordi jeg elskede ham. Jeg elskede den måde, han sov stille og roligt ved siden af mig og den måde, han holdt om mig og trak mig tættere på hans hjerte. Jeg elskede ham, og hans stemme, hans smukke øjne og den måde hans ansigt følte på, når han ikke havde barberet sig i et par dage.
Det tog mig lang tid at forlade ham, fordi jeg var blændet af kærligheden. Jeg blev blændet af mine egne følelser, der ikke tillod mig se, hvordan han egentlig var. Jeg kunne ikke se, hvordan han kiggede på andre kvinder, Jeg ignorerede det faktum, at han sendte sms’er til en anden, mens han smilede hele tiden, og jeg ignorerede det faktum, at han ikke kom hjem, når han sagde, at han ville.
Det tog mig lang tid at forlade, fordi jeg ikke lyttede. Jeg lyttede ikke til mine venner, jeg lyttede ikke til min familie, og det der gør mest ondt er, at jeg ikke lyttede til mig selv. Jeg sagde til mig selv mange gange, at han ikke var den rigtige for mig, og at jeg skulle komme videre, at jeg skulle forlade ham. Jeg sagde til mig selv, at han ikke elsker mig på den måde, jeg elskede ham, og at han ikke var i stand til at blive hos mig, uanset hvor meget jeg forsøgte at få ham til det.
Det tog mig lang tid at forlade ham, fordi jeg troede det ville være bedre. På et tidspunkt begyndte jeg at lægge mærke til den måde, han undgik vores samtaler på og hvordan han fik mine følelser at virke urimelige. Han holdt mig nede hele tiden, men jeg troede, det ville være bedre. Dette var ikke den mand, jeg blev forelsket i, og det var ikke den mand, jeg gik ind i et forhold med, så jeg tænkte, at det var bare var en fase, der snart ville gå over.
Det tog mig lang tid at forlade kam, fordi jeg var nødt til at finde en ordentlig måde at gøre det på. Ja, jeg kom til et punkt, hvor jeg indså, at jeg måtte forlade ham, fordi han ikke gjorde mig lykkelig. Han overså mine sms’er, han overnattede tit hos en ven og der var ingen kærlighed, der lyser op i hans øjne længere. De var tomme, når han så på mig. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle forlade ham, hvordan jeg kunne være sikker på jeg ikke kom til at såre ham og hvorfor jeg bekymrede mig om at komme til at såre ham.
Så jeg forlod ham.
Jeg forlod ham selv om det ikke var let, og det endte med et stort skænderi over hvorfor jeg gik. Han fortalte mig, at jeg ikke var taknemmelig over alle hans bestræbelser, han fortalte mig, at jeg ikke var værdig til ham, og at jeg ikke engang fortjente hans selskab. Ville du sige noget sådan til en du elsker? Ville du reagerede på den måde? Jeg ville bare have min egen og hans lykke. Hvis forholdet ikke gjorde nogen af os lykkelige, hvorfor skulle jeg blive?
Da jeg forlod ham, kunne jeg endelig se alt klart. Jeg kunne se det følelsesmæssige misbrug, den måde han ville holde mig nede hver gang jeg åbnede munden, den måde han ville få mig til at få dårlig samvittighed. Jeg kunne se alt, og jeg var endelig i stand til at indse, hvad jeg havde været igennem. Han manipulerede med mig for at få mig til at tro, at jeg ikke kunne få noget bedre end ham, fordi jeg ikke fortjente noget bedre.
Hvor patetisk er jeg? Den mand, den samme mand, der var sammen med andre kvinder og som troede, at jeg aldrig ville finde ud af det, han fortalte mig løgne, fortalte mig, at jeg ikke fortjente ham. Det gjorde jeg ikke. Jeg er mere end sikker på, at ingen kvinde fortjener en mand som ham.
Han fortjente mig ikke, og han fortjente ikke min tålmodighed. Så nu kan jeg endelig sige, at jeg forlod ham. Jeg gik, og jeg vil aldrig se mig tilbage igen. Jeg er endelig fri for hans greb, og jeg kan se, hvordan det hele var – bare en stor løgn, at jeg ikke var i stand til at flygte fra.
Det tog mig lang tid at forlade ham. Men bedre sent end aldrig, er det ikke sandt?