“Din mand er virkelig sådan en sød fyr. Du er så heldig!”
Åh, hvis bare alle de mennesker, der sagde det til mig dengang, havde kendt sandheden.
Selvfølgelig var min eksmand altid utrolig charmerende, kærlig og omsorgsfuld over for andre. Han var venlig mod alle, og han havde sådan en dragende energi, der gjorde ham svær ikke at kunne lide.
Jeg tror også, det var en af de ting, jeg selv faldt for. Jeg indrømmer gerne, at da vi mødte hinanden første gang, faldt jeg pladask for ham. Hans charme ramte mig lige i hjertet.
Han var alt det, jeg nogensinde havde drømt om: venlig, passioneret, ambitiøs, loyal, klog og selvsikker.
Jeg elskede, hvor sikker på sig selv, selvstændig og handlekraftig han virkede. Jeg følte, at den her mand ville kunne passe på mig og være der for mig, uanset hvad der skete.
Ingen troede på mig
Det var lige indtil det gik op for mig, at det hele bare var en maske, han bar alt for godt. Ikke mange lagde mærke til, at han slet ikke var den person, han udgav sig for at være. Faktisk vidste ingen, hvem han virkelig var.
Ondskabsfuld. Det er det ord, jeg ville bruge om ham. Men hver gang jeg vovede at sige det højt, rystede folk bare på hovedet i vantro. Ingen troede på mig.
“Hvad, ham? Ej, det kan simpelthen ikke passe!” Men jo. Det kunne det. Det var sandt.
Men i starten var alt mere end fantastisk
Som jeg allerede har sagt, var min eksmand min drømmemand. Eller enhver kvindes drømmefyr.
Jeg kan huske, at han allerede på vores anden date spurgte, om jeg ville være hans kæreste. Det kom bag på mig, for vi kendte jo stadig knap nok hinanden, så jeg sagde, at jeg syntes, det måske var lidt tidligt at gøre det officielt.
Han forsikrede mig om, at jeg tog fejl. Han sagde, at han var helt sikker på os, og at han vidste, at jeg var kvinden for ham. Og at han helt sikkert var manden for mig.
Han talte om den stærke og ubrydelige forbindelse, vi åbenbart havde, nævnte alle de ting, vi havde til fælles, og roste timingen og universet for at have ført os sammen.
Når jeg tænker tilbage på det nu, var det næsten, som om han prøvede at få mig til at skamme mig over, at jeg ikke så det med det samme. Som om jeg bare var en umoden pige, der ville have noget uforpligtende.
Og alt sammen bare fordi jeg syntes, det var for tidligt at starte et forhold på anden date.
Nå, men på vores tredje date sagde han, at han elskede mig. Husk lige, at alt det her skete på under en uge. Han insisterede nemlig på, at vi skulle ses hver eneste dag efter arbejde.
Begyndelsen på elendigheden
Den første måned af vores forhold var nok den bedste måned, men også begyndelsen på den værste periode i mit liv.
Jeg følte mig som hans muse. Han satte mig straks op på en piedestal og fik mig til at føle mig helt særlig. For første gang i mit liv følte jeg mig virkelig elsket og værdsat af en mand.
Han kærlighedsbombede mig så voldsomt, at jeg nærmest glemte, hvem jeg var, og hvad jeg skulle med mit eget liv. Jeg mistede min selvrespekt og kaldte det kærlighed.
Men så blev det værre dag for dag
Da hvedebrødsdagene var ovre, begyndte jeg at få en mærkelig mavefornemmelse omkring ham. I starten kom han med små “sjove” kommentarer om mit udseende, både når vi var alene, og når andre hørte det.
“Hold da op, dit hår er godt nok fedtet i dag!” eller “Jeg har altid godt kunnet lide, når min kvinde er lidt buttet.”
Og når jeg konfronterede ham med det, kaldte han mig bare for følsom og sagde, at jeg måtte lære at tage en joke.
Mine venner lagde aldrig mærke til det. De så kun de flotte gaver, han overøste mig med – fine middage hver fredag, overraskelsesbilletter til spændende steder og dyre smykker. Det største var den smukke forlovelsesring, jeg fik efter bare 6 måneders forhold.
“Jeg ved godt, det virker tidligt, men jeg er klar. Jeg ved, at du er den rigtige kvinde for mig.“
Og jeg sagde ja, fordi jeg virkelig troede, at han var den eneste ene. Jeg troede, han var så ivrig efter at gifte sig med mig, fordi han ikke kunne vente med at tilbringe resten af sit liv med mig ved sin side.
I virkeligheden giftede han sig med mig, så han kunne få endnu mere adgang til og kontrol over mit liv.
Hvordan kunne jeg forvente, at andre skulle se min eks som narcissist, når jeg ikke engang selv kunne?
Det gik hurtigt op for mig, at mit ægteskab var meget langt fra det, jeg havde forestillet mig som barn. Jeg havde ikke giftet mig med en prins på den hvide hest, en gentleman der nærmest ville kysse jorden, jeg gik på.
Jeg havde faktisk giftet mig med en mand, hvis vigtigste mål virkede til at være at gøre mit liv ulykkeligt.
Min eksmand var en mester i gaslighting. Hver gang jeg sagde, at noget han gjorde, sårede mig – som når han fornærmede mig eller overskred mine grænser – sagde han, at det aldrig var sket, og at jeg bare bildte mig det ind.
Og det triste var, at jeg begyndte at tro på ham. Jeg troede, det var mig, der var skør. Mig, der var giftig. Mig, der var problemet i vores forhold.
Han gav mig konstant skylden for ting, der aldrig var sket, og jeg blev ved med at undskylde.
Når jeg var helt desperat, prøvede jeg at tale med nogen. Jeg fortalte folk, hvad min narcissistiske eksmand gjorde, men ingen troede på mig.
Jeg var så ufatteligt ked af det. Og jeg bebrejdede dem alle sammen. Hvordan kunne de ikke se, hvem han virkelig var?
Indtil det gik op for mig: Hvordan kunne jeg bebrejde andre, at de ikke troede på mig, når jeg selv var blevet blændet af hans narcissistiske charme?
Jeg besluttede mig for at hjælpe mig selv
Nogle gange, når du kæmper med noget, findes den eneste redning inde i dig selv. Sådan var det i hvert fald for mig.
Jeg begyndte at gå i terapi i al hemmelighed, fordi jeg havde brug for at blive set, forstået og bekræftet af en professionel. Og heldigvis fik jeg det, jeg ledte efter.
Min terapeut forklarede mig det hele og forsikrede mig om, at det aldrig havde været min skyld. Hun sagde, at det bedste for mig ville være at skabe afstand til ham og lukke ned for hans narcissistiske forsyning.
Hun opmuntrede mig til at blive skilt, og det var bestemt ikke nemt. Jeg måtte faktisk gå igennem det hele næsten alene. Men det var det hele værd.
Jeg indså, at hvis prisen for at slippe fri af min narcissistiske eks var, at ingen troede på mig – så måtte det være sådan. Min mentale og følelsesmæssige sundhed er vigtigere for mig end noget andet.
