Jeg er begyndt at tro, at de mennesker, der siger, at mænd og kvinder ikke bare kan være venner, har ret. Jeg plejede at være helt imod det udsagn. Jeg har altid haft venner af begge køn og har næsten aldrig skelnet mellem dem. Venner er venner, og sådan er det. Der er ikke brug for filosofi.
Hvorfor er jeg så så forvirret over grænserne for venskab, når det kommer til dig? Er jeg helt forvirret, eller har du givet mig en grund til at tro, at vi er mere end det?
Du satte grænserne højt og tydeligt lige fra begyndelsen. Du sagde, at du lige var kommet ud af noget, der næsten ødelagde dig, og at du ikke engang kunne tænke på et forhold på det tidspunkt. Og min vrangforestilling hørte ordene “det øjeblik” højest og blev ved med at holde fast i dem.
Jeg prøvede at ræsonnere med mig selv, som jeg altid gør. Jeg forsøgte at give ordene “jeg kan ikke tænke på et forhold” mere mening. Og det var der, jeg skulle have sat et punktum. Jeg lod mine følelser overvinde min sunde fornuft.
Men igen, hvem kan bebrejde mig det? Du lukkede mig så helhjertet ind i dit liv. Vi begyndte at dele alt; hverdagsting, som at lave frokost eller kommentere på en af de serier, vi var hooked på, og dybere ting, som vores første og sidste hjertesorger. Du fik mig virkelig til at åbne op, og det gør jeg ikke så let.
Jeg faldt bare for dig. Uden overhovedet at være klar over det.
Nu trykker jeg på Home-knappen på min telefon bare for at se, om du har skrevet tilbage til mig. Det ved jeg, at du gør på et tidspunkt. Vi skriver om noget, der slet ikke har noget at gøre med, hvad der kunne være “os”. Jeg har aldrig sagt, hvad jeg følte for dig, fordi jeg vidste, at du ikke følte det samme.
Jeg ved, at jeg bliver friendzoned. Jeg føler mig hjælpeløs over det. Jeg ved ikke engang, om du er klar over, hvad du gør ved mig. Men det er nødt til at stoppe. Det er det nødt til, hvis vi vil blive ved med at være venner.
Lad os se det i øjnene, vi har alt, hvad par har, og vi gør alt, hvad par gør, bortset fra den fysiske del. Vi er i kontakt med hinanden det meste af dagen. Du går ikke til arrangementer, som jeg ikke går til. Vi kalder hinanden fjollede navne. Du får mig til at føle, at jeg er den eneste pige i rummet, hver gang du opfanger noget, jeg har sagt, som ingen andre har.
Venner krammer ikke så længe. Venner flirter ikke. Venner sender ikke fulde “jeg savner dig”-sms’er kl. 3 om natten. Venner forfører ikke andre venner. Du skal se, hvad du gør ved mig. Du får mig til at smelte indefra og ud, og venner bør ikke fremprovokere den slags følelser.
Jeg nyder vores uafbrudte samtaler om alt og ingenting. Jeg nyder dem, og jeg er skidebange, for det er alt, hvad jeg nogensinde har ønsket mig. En, jeg kan dele mine tanker med. En, der forstår. Du lader ikke engang til at indse, hvor sjældent og specielt det er.
Det, der slår mig ihjel, er, at jeg ved, at dit hjerte stadig tilhører en, der ikke fortjener det. Og det bliver jeg nødt til at slutte fred med. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at komme over dig, uden at du ved det, for jeg vil ikke ødelægge vores venskab.
Jeg beder dig bare om at holde op med at give mig glimt af, hvad vi kunne have, hvis du bare ville give slip på fortiden. Du sagde, at vi “bare er venner”, så hold op med at forvirre mig ved at lade, som om vi er noget mere.