Der er dig, den ene mand, der har tryllebundet mig, fået mit hjerte til at gløde igen – og alligevel er du ikke hos mig….
Det hele startede helt uskyldigt. Et par klik, et par kommentarer, og pludselig havde du fanget min opmærksomhed.
Læs også:
Vi begyndte at skrive sammen… Vi talte om alt mellem himmel og jord. Vi mærkede hurtigt, at vi var på bølgelængde. Vi søgte kontakt med hinanden hver dag, og det gør vi stadig.
Mit hjerte banker hurtigere hver eneste gang min mobil giver lyd, og der er kommet en besked, fordi jeg hver gang håber, at den er fra dig. For det er det eneste, vi har lige nu – at skrive sammen.
Dag efter dag skriver du til mig, hvor højt du elsker mig, hvad jeg betyder for dig, og at jeg aldrig må miste tålmodigheden. Dine ord lyder så smukke hver gang, og længslen efter dig bliver bare større og større.
Savnet bliver stærkere. Det kunne være så smukt. Vi er så tæt på hinanden og alligevel så langt væk. Vi føler og tænker ens… Vi vil egentlig begge det samme.
Men på grund af dit tidskrævende job mangler vi tiden. Tiden til os….
Hvor tit sidder jeg ikke bare der og spørger mig selv: tænker du på mig lige nu?
Jeg spørger mig selv: ved du, hvordan jeg har det lige nu?
Og så spørger jeg mig selv: føler du dig også nogle gange lige så ensom som mig?
Vejen til ægte kærlighed er hård og stenet, og vores vej er virkelig hård og stenet.
Enhver kvinde ønsker sig en mand, der beskytter hende, giver hende mod, holder om hende og er der for hende. Og det er præcis det, jeg føler hos dig – at du er den mand, jeg har brug for ved min side.
Din stemme er fast, men stadig fuld af følelse… Du finder altid de rigtige ord. Når jeg er ved at falde, når jeg begynder at tvivle, er du der for mig, griber mig og giver mig styrke til ikke at miste tålmodigheden.
Og det er det, der gør dig til noget særligt – at du på det helt rigtige tidspunkt får mig til at føle, at du er hos mig, og at jeg ikke er alene.
Utallige dates har aldrig givet mig den tryghed, som du giver mig med dine ord.
Vi ved ikke hvornår, hvor eller hvordan denne kærlighedshistorie ender, men jeg ønsker og håber, at vi forbliver ét for altid.
At vores hjerter smelter sammen, og at vores sjæle for altid er bundet til hinanden.
Men jo mere tid der går, desto mere spørger jeg mig selv, hvor meget sorg og smerte et hjerte egentlig kan holde til?
Hvor stærk skal kærligheden være, for at man kan holde det ud?
Og oveni det hele: jo mere tid der går, desto større bliver konflikterne, og desto større bliver jalousien.
Desto større bliver frygten for, at en af os ikke kan holde det ud og lukker en anden ind i sit liv. Du siger så tit til mig – at du er bange for, at jeg ikke kan holde det ud, bange for at jeg lukker en anden ind i mit liv.
Og hvor tit har jeg ikke spurgt mig selv, om vi overhovedet har en chance for at blive lykkelige – sådan rigtig lykkelige? At leve et normalt liv, som andre par gør…
At falde i søvn arm i arm, vågne sammen, spise morgenmad, planlægge dagen.
Bare leve, elske og grine. Er det ikke også dit ønske?
Selv når vores skænderier har været så voldsomme, og jeg i tankerne næsten var klar til at gå, kunne jeg bare ikke få mig selv til at forlade dig. Jeg kunne ikke forestille mig at være uden dig.
Du er blevet som en afhængighed, jeg ikke længere kan leve uden. Du er som luften, jeg har brug for for at trække vejret. Uden dig kan jeg ikke ånde.
Kun med dig slår mit hjerte i den rigtige rytme.
Mine følelser går så tit amok, og nogle gange ved jeg ikke længere, hvad der er rigtigt eller forkert. Og så er der al den kritik, jeg får at høre – at vores kærlighed ikke har en chance, at den ikke er ægte, og at vi aldrig vil finde sammen.
Næsten ingen forstår, at jeg overhovedet giver os en chance, at jeg stadig tror på os. Jeg får at vide, at jeg skal vågne op og holde op med at drømme. Hver gang slår den slags sætninger benene væk under mig.
Men jeg spørger mig selv: drømmer jeg? Eller tror jeg bare på ægte kærlighed. På sådan en kærlighed, som du giver mig.
Hvor tit har jeg ikke ligget der med tårerne løbende ned ad kinderne, fordi jeg bare havde brug for et kram. Fordi livet endnu en gang ikke var på min side, fordi der igen blev lagt sten på min vej…
Og så er du der og giver mig mod, giver mig styrke og siger til mig, at jeg er stærkere, end jeg selv tror.
Og at du altid er hos mig, at jeg altid er i dine tanker, at du går i seng med mig i tankerne og vågner med mig. At vi kan klare alt.
Og i de øjeblikke ville jeg bare så gerne holde om dig. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at møde en som dig igen. En mand, der ved, hvad han vil, og som står solidt med begge ben i livet.
En mand, der er følsom, og som giver mig tryghed. En mand, der bærer sin kvinde på hænderne. Som elsker hende og respekterer hende. Men som samtidig sætter tydelige grænser. Præcis sådan en mand er du.
Og du har vendt min lille beskedne verden på hovedet. Du har rodet rundt i mine følelser, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, det er smukt.
Du siger, at jeg er din prinsesse, og nogle gange føles det som et eventyr med dig. Når vores samtaler igen bliver dybe og intense, glemmer jeg alt og alle omkring mig, og jeg vil bare have det øjeblik med dig helt for mig selv.
Bare være tæt på dig. Det, der er sket mellem os, er vanvittigt, og jeg havde aldrig troet, at sådan noget overhovedet kunne lade sig gøre.
Og mange vil måske synes, at denne historie er skør. Men kærlighed kan ikke gribes eller forklares helt. Kærlighed er en følelse – og nok den stærkeste følelse, mennesker overhovedet kan mærke.
En følelse, der kan vende hele dit liv på hovedet. Kærlighed kan få dine følelser til at gå fuldstændig amok. Den kan få dig til at føle glæde, sorg, skuffelse, længsel, lykke, tvivl og så meget mere på én gang.
Og det er præcis, hvad kærligheden gør ved mig lige nu. Det er, hvad denne mand gør ved mig – han vender fuldstændig rundt på mig og hele min følelsesverden.
Men tiden vil vise, om jeg når mit mål og får det liv med denne mand, som jeg drømmer om.
“Mariola R.”