Du ser på hende på afstand, tænker over hvad hun har været igennem for at få hende til at bygge en så tyk og høj mur. Selv om hun skjuler det bag det kraftigste smil hun kan få frem, kan du se de dybe have af smerte i hendes øjne og ved at hun lider.
Du ved at hun er bange. Men du bliver ramt af hendes mod og smukke sjæl. Og du kan ikke gøre andet end at undre dig over om der findes en måde at komme igennem denne mur.
Er der en måde du kan svømme over de sorgtunge have og måske, kun måske forandre dem til glæde når du kommer over på den anden side?
Hun stoler ikke på nogen længere. Hendes tillid er blevet misbrugt alt for mange gange til at hun uden videre vil give den til dig. Hun stolede på andre af hele hendes hjerte, sine følelser og frygt, blot for at få det hele smidt tilbage i ansigtet.
Bare for at se dem bruge det som et arsenal af våben mod hende. Hun stolte på at andre mennesker ikke ville miste hendes gode hjerte, blot for at se dem smadre det i tusind stykker, som hun selv måtte samle op igen.
Hun stolte på at andre mennesker ville støtte hende, blot for at opleve at de dolkede hende i ryggen. Hun stoler ikke længere på nogen, kun på sig selv og de mure som beskytter hende.
Hun lukker ikke længere andre ind. Hun plejede at lade andre bruge hendes hjerte som skjul for de storme de kæmpede sig igennem. Hun var altid den med det største hjerte, den som viste interesse og prøvede hårdest.
Hun var altid den der kom løbende og hjalp, uanset hvornår der var brug for hende. Men hun blev forladt alt for mange gange.
Forladt for at blive revet i stykker af ensomhedens kolde vinger og de skarpe bid i hendes hjerte som skar og skadede hende, mens hun forsøgte at samle dem op. Hun var altid den som holdt andre, men hun blev aldrig selv holdt.
Så hun lærte at gøre det selv. Da hun endelig havde lappet alle stykkerne af sig selv sammen, låste hun dem inde i sin egen verden, og var ikke længere villig til at dele med nogen igen. Bange for at blive såret igen.
Hun kan ikke føle noget længere. Hun plejede at brænde af kærlighed, og den brændte hende tilbage. Hun plejede at håbe, og det ødelagde hende. Hun plejede at tro, og det knækkede hende. Hun er bange for at tro på en lykkelig afslutning.
Hun er bange for at tro på kærligheden. Hun er ganske enkelt bange for at slippe taget på det eneste som får hende til at føle sig tryg, for det er ikke muligt for hende at overleve endnu et knust hjerte. Det er ikke muligt for hende at overleve endnu en skuffelse.
Hun brænder ikke længere lige så meget som før. Hendes indre flamme, den lidenskab du kan se bag tristheden i hende øjne plejede at brænde så kraftigt. Denne flamme som drev hende fremad, denne flamme lå bag al den kærlighed hun delte.
Denne flamme var gnisten i hendes øjne, varmen i hendes hjerte og skønheden i hendes sjæl. Men de forkerte personer kom for tæt på og gjorde den svag. Nu holder hun den for sig selv, gemmer den bag de tykke mure.
Forsøger at beskytte det som er tilbage, og forsøger at glemme de ar hun har. Nu skjuler hun hendes flamme, fordi hun er bange for at den bliver svag og dør.
Hun forsøger ikke længere, for hun er alt for træt. Træt af at blive taget for givet, træt af at være den som elsker mere. Træt af at være for meget og for lidt. Træt af ikke at være nok. Træt af at tro på kærligheden, men endte op såret og alene.
Hun har taget imod mere end nogen kan klare, men hun er stadig oprejst. Hun trækker vejret og er i live. Håber på at tiden vil læge alle sår, og måske, kun måske er der en der er værdig at fjerne murene for.
Håber at der en dag en er der kan se skønheden bag alle arrene og ilden inde bag murene. At der er en som vil vise hende at hun betyder noget, og ikke længere bliver såret.
Du ser på hende på afstand, for hun lader dig ikke komme for tæt. Du ser på hende på afstand, tænker over hvad hendes historie er. Tænker på om der er en måde at bekæmpe murene.
Men der findes ingen hurtig vej til hendes hjerte, der er ikke en hær som er stærk nok til at knuse hendes forsvarsmure. Det tager tid og kræver kærlighed.
Du ser på hende men ser du hende virkelig?
