Jeg troede virkelig, at når det var overstået, var der ingen vej tilbage. Det var det. Slut på forholdet, slut på en persons eksistens i mit liv. Men skæbnen havde andre planer.
Jeg rullede altid med øjnene, når nogen sagde noget i retning af: “Hvis det er skæbnen, vil I være sammen igen.” Jeg troede, det var en myte.
Jeg troede, det bare var noget, folk sagde for at trøste dig. Indtil det skete for mig.
Jeg ved ikke, hvorfor det skulle ske på denne måde. Den svære måde. Var det virkelig nødvendigt at gå igennem alt det rod og forfærdelige hjertesorg for at få mit hjerte fyldt og bankende igen?
Det lader til, at det var nødvendigt. Men jeg forstår stadig ikke helt hvorfor.
Jeg har altid vidst, at han var noget andet. En, der var anderledes. En, der var min. Jeg kan ikke rigtig beskrive den følelse. Det er noget, jeg altid har længtes efter, men aldrig vidst eksisterede.
Desværre har jeg aldrig været mere sikker på mine følelser end den dag, han forlod mig. Den smerte, jeg følte efter det, var som intet andet, jeg nogensinde havde følt før.
Jeg følte, at jeg var ved at blive kvalt af alle tårerne. Jeg troede aldrig, de ville stoppe. Det er så svært at føle så meget kærlighed i det ene øjeblik og få det hele taget fra sig i det næste.
Jeg troede aldrig, jeg ville komme mig. Jeg havde aldrig været så negativ i mit liv, men tabt kærlighed har det med at ændre dig som intet andet i livet.
På trods af alt hadede jeg ham aldrig. Det har jeg aldrig kunnet. Jeg bebrejdede ham, at han var egoistisk, at han var bange for sine følelser, at han var umoden, at han ikke værdsatte mig, for …. så mange ting.
Men jeg bad stadig for ham hver eneste aften. Det var en vane, jeg havde fået, og som jeg ikke kunne ryste af mig. Jeg ønskede, at han var i sikkerhed og sund, jeg ønskede, at han var lykkelig, selv om han ikke var min.
Jeg tror, at en del af ham forblev hos mig. Selv flere år efter, at vi havde slået op, selv da jeg virkelig troede, at jeg var kommet over ham og var kommet videre med mit eget liv, var han altid i baghovedet.
Jeg troede virkelig, at han ikke var i mit hjerte, i hvert fald ikke længere. Jeg troede, at det bare var minder om, hvad der engang var, og hvad der kunne have været, der holdt ham til stede i mine tanker.
Indtil hans navn lyste op på min telefon.
Mine hænder rystede. Jeg var svag i knæene og følte, at jeg var ved at besvime. Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare eller lade være. Jeg tøvede et stykke tid. Men jeg gav efter.
Bare lyden af hans stemme bragte alle de følelser tilbage, som jeg troede var døde og begravede.
Han tiggede mig om at tale med ham. Jeg kunne ikke sige en eneste lyd. Jeg var paralyseret. Da jeg kom til fornuft, bad han mig om at mødes, og jeg kunne ikke sige nej. Jeg ville se ham, det var stærkere end mig.
Efter et stykke tid gav jeg ham en ny chance. Jeg gav vores kærlighed en ny chance. Jeg tilgav ham. Selv om det var risikabelt. Selvom alle omkring mig blev ved med at bede mig om at lade være. Jeg stolede på min mavefornemmelse og fulgte den.
For på trods af alt det, der var sket, var kærligheden ikke forsvundet, den var der stadig, den var stadig meget levende. Det, der var anderledes denne gang, var, at hans kærlighed var modnet.
Han vidste, hvad han ville. Han vidste, at han skulle arbejde længe og hårdt for at gøre sig fortjent til min tillid igen. Han vidste, at jeg ville have fuldt engagement, og han var klar til det.
Han var ikke så bange længere. Han var sikker på mig, på os, og på en eller anden måde var jeg i stand til at se det.
Han var all in denne gang. Han var der for at rette op på alt det forkerte. Han var der for at kysse mine ar. Han var der for at blive.
Vi er ved at lære hinanden at kende igen. Han er ikke den eneste, der har forandret sig. Alt det, jeg har været igennem, har formet mig til en person med standarder, til en person, der kræver respekt.
Ser du, der er ingen klare regler, når det kommer til kærlighed, men én ting er sandt, når kærligheden er ægte, når to mennesker er skabt til at være sammen: De finder vejen tilbage.
Og selvom vores historie ikke var let, ville jeg gøre det hele om igen. Det er det hele værd på grund af alt det, vi har nu.