Sidder og græder. Det er hvad jeg har gjort det meste af dagen på det sidste. Tankerne flyver rundt i mit hovede og en konstant klump i brystet som fortæller mig at jeg har ondt og forventer at du gør noget ved det. Vil du?
Jeg skriver dette til dig på grund af det faktum at en samtale aldrig har virket. Du lyttede aldrig til hvad jeg sagde, og selvom du lyttede, så holdt du ikke nok af mig til at kæmpe for forholdet.
Jeg vil ikke sige at du er egoistisk, bare at du ikke ved bedre. Det kan være at jeg er den der altid forsvarer dig, og finder en undskyldning for din oplysning, men jeg er også den person der elsker dig mest. Derfor finder jeg altid en måde at tilgive dig på. At være egoistisk vil betyde at der ikke er nogen der er vigtigere for dig end dig selv, og det ville gøre dig til en narcissist, ikke sandt? Men jeg ser hvordan du interesserer dig for andre omkring dig, og hvordan du kan påvirke dem.
Det spørgsmål jeg har til dig nu er: hvorfor er du ligeglad med mig?
Er jeg virkelig så svær at elske? Jeg forventer ikke diamanter og stjerner fra himlen. Jeg forventede kærlighed, taknemmelighed og et kram her og der. Den hævede stemme og din respektløse opførsel fik mig til at tro at jeg ikke betød noget for dig, men alligevel bliver du vred når jeg spørger dig om du elsker mig.
For første gang nogensinde, er jeg virkelig vred. Jeg er vred over den måde du behandler mig på, og den kolde skulder du giver mig får mig til at føle mig forladt og misbrugt. Det får mig til at føle at jeg har gjort noget galt, selv om det kun var et desperat forsøg på at tale med dig
Elskede, du mister mig.
Du mister den eneste kvinde som kunne forstå dig og være helt tilstede for dig. Du mister den eneste kvinde som gav dig nok plads til at vokse og jagte dine drømme – alt blot fordi jeg ville det bedste for dig. Kan du ikke se det? Vil du ikke se det?
Påvirker mine tårer dig, dem jeg græder på grund af dig? Det ansigtsudtryk du får når jeg græder fortæller mig at du ser lige igennem mig, og ikke engang indser at mine kinder er våde og mine tanker er overstrømt af følelser. Du kan ikke den smerte du påfører mig.
Du mister mig. Den sidste tid er det for hver dag blevet vanskeligere at holde fast i dig og det vi har. Minder om de gode tider, et kys på panden vil ikke gøre alt godt igen, når dagene går efter det vi havde sammen, og du stadig ikke gad at komme hen til mig, bare for at give mig et enkelt kram.
Stå ikke bare der og spørg mig hvorfor jeg stadig er sammen med dig, husk på de ting vi gik igennem sammen og de ting som fik os begge til at smile. Husk alle de ting som fik mig til at tro at du var min sjæleven, og den som ville elske mig for evigt. Når du tænker på alt dette, så vær sød at fortsætte kampen om os. For hvis du ikke gør, vil jeg være den som opgiver os.
Det er tydeligt at du mister mig. Tegnene er overalt – den måde jeg krammer dig, og den måde jeg ikke længere taler med dig. Alle andre har lagt mærke til det, bortset fra dig. Du er virkelig ligeglad? Eller vælger du bare ikke at sige noget?
Jeg vil ikke være i stand til at fortsætte dette meget længere. Denne torturen som bliver min egen død. Selv om jeg kunne, tror jeg at jeg respekterer mig selv nok til ikke at være i et forholdet som ikke giver mig andet en skuffelse og elendighed.
Misforstå mig ikke, jeg elsker dig stadig. Jeg elsker dig så meget at mit hjerte nogle gange bryder ud i glæde over hvor menneskelig jeg er og at jeg er i stand til at elske så meget. Men jeg elsker mig selv mere. Hvis ikke jeg er lykkelig, hvis jeg ikke er istand til at føle mig elsket og værdsat i selskab med den mand der betyder alt for mig, så ved jeg ikke hvorfor jeg skulle blive længere.
Det begynder at blive tydeligt at du ikke vil have mig her. Det betyder ikke noget hvad dine ord siger. Det “jeg elsker dig” som kommer ud af dine tanker er en stærk modsætning til råen og respektløsheden, og den måde du skubber mig væk på når jeg forsøger at komme tættere på.
Har du tænkt dig at gøre noget ved det? For jeg kan ikke klare det meget længere. Du mister mig.