Derfor mister folk interessen, når vi viser for meget interesse
Vi længes ofte allermest efter det, vi ikke kan få. Når et menneske virker uopnåeligt for os, får vi en følelse af, at vi bare må prøve alligevel. Vores ego skubber os til at gøre alt for bare at få en smule opmærksomhed fra den person. Vi vil lykkes for enhver pris, overbevise personen om, at vi er noget særligt, og på en måde gøre vedkommende til vores. Vi vil tage udfordringen op og bevise, at vi kan klare den.
Vi ser det hele tiden i film: nogen forelsker sig i en person, der virker helt uden for deres rækkevidde. Og på en eller anden måde giver det os håb om, at det også kan ske for os. Men så mister vi det vigtigste af syne. Målet er ikke længere at elske nogen, men at få nogen til at elske os. Vi vil bevise over for os selv, at vi er gode nok, og at vi kan opnå ting, der virker umulige. Men i virkeligheden fodrer vi bare vores ego, og spørgsmålet er selvfølgelig stadig:
Har det overhovedet stadig noget med ægte kærlighed at gøre?
For så snart nogen viser alt for stor interesse for os, begynder vi selv at miste interessen. Det er så nemt at vænne sig til spændingen og udfordringen i det hele. Jagten kan ligefrem føles sjov. Det er eventyret, vi alle sammen på en eller anden måde leder efter. For det hiver os ud af den kedelige hverdag. Vi nyder ikke kun opturene, men også nedturene, som jagten fører med sig.
I det øjeblik vi mærker, at en person virker mere værdifuld end os selv, vågner vores ego med det samme. Det vil bevise sit værd. Og så handler det faktisk ikke længere om kærlighed, men om vores ego. Vi begynder at åbne os mere og gøre os mere umage. For vi vil nærmest eje den person.
Biologien bag tiltrækning spiller ind
Fra naturens side søger vi alle sammen en person, der kan give os de bedste betingelser for stærke efterkommere. Ideelt set skal personen være sund, klog, stærk og på en eller anden måde bedre end os selv. Egenskaber som omsorg, varme, kærlighed og loyalitet signalerer til os, at personen er et godt match. Personens gener virker stærkere end vores egne, og vi får en fornemmelse af, at vi kan få bedre afkom, hvis vi knytter os til vedkommende.
De fleste af os går nok ikke rundt og tænker bevidst på børn og gener, men det er den biologiske tiltrækningskraft, der driver os til at ville gøre os attraktive for den person, så vedkommende vælger os. Alt det sker i vores underbevidsthed. Det er en slags naturlov, som vi ofte står ret forsvarsløse overfor.
Men så snart den samme person begynder at søge det samme i os, forsvinder tiltrækningen. Pludselig er personen ikke længere så spændende, og vi forstår ikke helt os selv. I ugevis har vi jagtet vedkommende og drømt om at have personen ved vores side. Vi har næsten ikke tænkt på andet end, hvordan vi kunne overbevise personen om os. Og nu? Nu er vedkommende ikke engang tæt på at være lige så interessant for os, som for bare to uger siden.
Hvad skete der egentlig i det øjeblik?
Hvordan kan vi ændre mening så hurtigt? Sandheden er: Vi føler os værdiløse og forkerte indeni, når vi møder nogen, der ikke viser interesse for os, eller i hvert fald viser mindre interesse, end vi er vant til. Men så snart et menneske dukker op og overøser os med interesse og komplimenter, begynder vi at tænke, at den person må have lavere værdi.
Vi forstår ikke, hvorfor nogen overhovedet kan være så vilde med os, fordi vi dybt inde stadig tror, at der er noget galt med os. Derfor antager vores underbevidsthed, at der også må være noget galt med den person.
Det er lidt ligesom med et produkt, der bliver tilbudt os meget billigt. Vi spørger os selv: Hvorfor er det så billigt? Der må være en hage ved det. Men egentlig handler det om vores egen usikkerhed. Vi føler os mindre værd og prøver at styrke vores selvværd gennem andres anerkendelse og opmærksomhed. Men når interessen fra et andet menneske bliver for stor, bliver vi mistænksomme, og personens anerkendelse mister sin værdi. For pludselig har du trofæet, du så længe har ønsket dig, og nu vil du have et endnu større trofæ og rykke op i en højere liga.
Behovstrang er ikke særlig sexet
En anden grund til det her fænomen er den behovstrang, der ofte følger med for meget interesse. Det kan godt virke ret forvirrende. For når vi ser ned på nogen, fordi de kan lide os for meget, ser vi faktisk også ned på os selv. Vi vil egentlig have en partner med højere værdi. Men vi måler værdien ud fra, hvor lidt interesse en person viser. For en, der næsten ikke viser interesse, virker i vores øjne ikke trængende. Personen har ikke desperat brug for et andet menneske for at være lykkelig. Og den uafhængighed virker ret sexet på os.
Et menneske, der derimod jagter os, virker mindre attraktivt, fordi vi får følelsen af, at personen har alt for meget brug for os. Og ofte føles det, som om der mangler noget hos den person. For ellers ville vedkommende jo ikke have så desperat brug for os og blive ved med at løbe efter os.
Men hvor længe skal det blive ved sådan? Hvorfor kan det ikke bare være enkelt, så vi endelig begynder at interessere os for de mennesker, der faktisk er oprigtigt interesserede i os? Hvorfor skal vores ego hele tiden blande sig?
For bare fordi nogen behandler dig, som om du er noget særligt, betyder det ikke, at den person er mindre værdifuld. Vi har altså et valg. Vi kan blive ved med at jagte og lede efter det bedste. Eller vi kan vise ægte interesse for nogen, der også er ærligt interesseret i os, og måske en dag møde den rigtige kærlighed. Men for at kunne det er vi nødt til at give slip på vores indre usikkerhed – og for de fleste af os er det en lang vej. Derfor bliver mange hellere hængende i den gamle, velkendte onde cirkel.