Jeg troede virkelig at når det er slut så er der ingen vej tilbage. Det er der. Slutningen på forholdet, slutningen af en persons eksistens i mit liv. Min skæbne havde andre planer.
Jeg rullede altid med mine øjne hver gang nogen ville sige noget i retning af, “Hvis det er meningen at I skal være sammen, vil I finde sammen igen.” Jeg troede, det var en myte.
Jeg troede, det bare var noget folk sagde for at trøste dig. Indtil det skete for mig.
Jeg ved ikke, hvorfor det skulle ske på denne måde. På den hårde måde.
Var det virkelig nødvendigt at gennemgå alt det rod og den smerte for at få mit hjerte til at slå igen?
Det lader til at det skulle gå på den måde. Jeg forstår dog stadig ikke rigtigt hvorfor.
Jeg vidste altid, at han var noget særligt. En anden, min.
Jeg kan ikke rigtig beskrive den følelse. Det er noget, jeg altid længtes efter, men aldrig vidste eksisterede.
Desværre var jeg aldrig mere sikker på mine følelser end den dag han forlod mig. Den smerte jeg følte efter det var en jeg aldrig havde følt før.
Jeg følte, at jeg blev kvalt af alle tårerne. Jeg troede, aldrig de ville stoppe.
Det er så hårdt at føle så meget kærlighed i det ene øjeblik og få det hele taget væk i det næste.
Jeg troede aldrig at jeg ville komme mig igen. Jeg havde aldrig før været så negativ i mit liv, men mistet kærlighed ændrer dig på en måde som intet andet i livet.
På trods af det hele, hadede jeg ham aldrig. Jeg kunne ikke.
Jeg bebrejdede ham for at være egoistisk, for at være bange for hans følelser, for at være umoden, for ikke at værdsætte mig, for… så mange ting.
Men jeg holdt ham stadig i mine bønner hver eneste nat. Det var en vane, der var blevet dannet, som jeg kunne ikke ryste af.
Jeg ønskede, at han skulle være sikker og sund, jeg ville have at han var glad, selvom han ikke var min.
Jeg tror, at et stykke af ham blev hos mig. Selv år efter slog han op, selv der hvor jeg virkelig troede at jeg var kommet over ham og fået mit eget liv, var han altid i mine tanker.
Jeg troede virkelig ikke at han var i mit hjerte, i hvert fald ikke mere.
Jeg troede, at det bare var minder om, hvad der engang var, og hvad der kunne have været, der gjorde han forblev i mine tanker.
Indtil hans navn lyste op på min telefon.
Mine hænder rystede. Jeg blev svag i mine knæ og følte at jeg skulle besvime. Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare. Jeg tøvede et øjeblik. Men jeg svarede.
Bare lyden af hans stemme bragte alle de følelser, som jeg troede var døde og begravet, tilbage.
Han tiggede mig om at tale med ham. Jeg kunne ikke få et ord frem.
Jeg var lammet. Efter jeg kom til mine sanser, spurgte han mig om at mødes, og jeg kunne ikke sige nej. Jeg ville se ham, selv om han var stærkere end mig.
Efter et stykke tid gav jeg ham en ny chance. Jeg gav vores kærlighed en ny chance.
Jeg tilgav ham, selvom det var risikabelt. Selvom alle omkring mig fortalte mig at jeg ikke skulle gøre det. Jeg stolede på min mavefornemmelse og gjorde det alligevel.
Fordi, til trods for alt, hvad der var sket, var kærligheden ikke falmet, den var der stadig, den var stadig meget levende.
Det der var anderledes denne gang var, at hans kærlighed var modnet.
Han vidste hvad han ville. Han vidste, at han skulle arbejde hårdt og i lang tid for at få min tillid igen.
Han vidste, at jeg ønskede et fuldt engagement, og han var klar til det.
Han var ikke så bange længere. Han var sikker på mig, på os, og på en eller anden måde kunne jeg se det.
Han gav alt denne gang. Han var der for at gøre alle de forkerte ting rigtigt.
Han var der for at kysse mine ar. Han var der for at blive.
Vi vil lære hinanden at kende igen. Han er ikke den eneste, der har ændret sig.
Alt det jeg har gennemgået, formede mig til en person med standarder, til en person, der kræver respekt.
Ser du, der er ingen klare regler når det gælder kærlighed, men en ting er sandt, når kærlighed er ægte, når to mennesker er skabt til at være sammen; finder de deres vej tilbage.
Og selv om vores historie ikke var let, ville jeg gøre det hele igen. Det er det værd på grund af alt hvad vi har nu.