Jeg er ikke en afslutter.
Det ved du sgu godt, at jeg ikke er.
Alle de nætter jeg tilbragte ved din side for at finde løsninger på dine problemer, mens mine hobede sig op. Alle de dage jeg brugte på at bekymre mig om dit velvære mere end jeg bekymrede mig om mit eget.
Og alle de måneder, jeg gav mig 100% i vores forhold, indtil der ikke var mere tilbage.
Dette er beviserne på, at jeg ikke giver let op. Dette er bevis på, at når jeg træffer et valg, og når jeg forpligter mig, står jeg ved det.
Hvis jeg lover noget, så står jeg ved det.
Men jeg kan ikke blive ved med at være den eneste, der giver.
Jeg kan ikke blive ved med at være den eneste, der bekymrer sig om forholdet, fordi det kræver to til kærlighed. Og lad os se det I øjnene, jeg var den eneste.
Jeg giver op, fordi der ikke var et “os” til at begynde med.
Måske i starten, for længe siden, hvor du faktisk holdt dit ord. Da du var charmerende, sød og kærlig.
Da du var alt, hvad jeg nogensinde kunne bede om. Men disse tider er ovre for længe siden.
Disse tider er intet andet end fjerne minder nu.
Jeg giver op, fordi jeg fortjener mere end at være i et ensidigt forhold.
Jeg fortjener en, der vil kysse mig og fortælle mig, at alt er okay, selvom vi begge ved, at det ikke er.
Jeg fortjener en som får mig til at føle mig elsket, og en der vil lægge lige så meget i forholdet som jeg gør.
Jeg beder dig ikke om at give alt, jeg beder dig ikke om at opgive dit liv for at gøre mig lykkelig.
Jeg beder dig ikke om at sætte dit liv og dine drømme på hold, så jeg kan få mine opfyldt. Det har jeg aldrig gjort.
Alt jeg bad om var en, der ville elske mig så meget som jeg elskede ham. En der vil respektere mig, respektere os.
En der ville være her, fordi han ønskede det, ikke fordi han havde brug for det.
Men du var aldrig ham.
Jeg giver op, fordi der ikke er noget tilbage i mig. Al min styrke er drænet væk, al min kærlighed er ikke mere end et ekko.
Og det dræber mig. Det dræber mig at se mig selv i øjnene og se at der ikke er ild i dem. Den ild du startede og slukkede igen.
Det dræber mig, at jeg er nødt til at afslutte det, men jeg tror det er sådan det fungerer.
Jeg er den, der holdt det i gang, og jeg er den, der skal stoppe det.
Jeg giver op på os, ikke fordi jeg er ligeglad. Fuck, det ved du at jeg ikke er.
Du ved, at jeg ville hoppe ned i havets dyb for at redde dig, selvom jeg er rædselsslagen over dybden.
Du ved, jeg vil stå ansigt til ansigt med min største frygt bare for dig, men det er problemet.
Mens jeg står ansigt til ansigt med min egen frygt og kæmper for at komme over forhindringer på vejen, gør du absolut ingenting.
INTET.
Du står bare på sidelinjen og venter til alt arbejdet er udført. Lader som om jeg ikke bløder foran dig, som om alle disse ar på mig, altid har været der. Som om du er ikke grunden til de er der.
Jeg opgav ikke vores forhold fordi jeg var ligeglad, men fordi du var. Du er ligeglad med, om jeg er glad eller trist, så længe alting går efter dit hovede.
Du er ligeglad, hvis din fred har kostet mig min skønhed, så længe du har det godt. Hvornår endte vi her? Hvornår blev DU sådan?
Jeg kan stadig huske den mand, jeg blev forelsket i, den mand, jeg gjorde alt for. Men den mand er væk.
Den mand jeg elsker og altid vil elske, er her på en eller anden måde ikke længere sammen med mig. Det nægter jeg at tro på, at han er.
Jeg nægter at tro på, at noget så forbløffende og kærligt, kan ende sådan.
Til en følelsesløs blodigle, der kun elsker sig selv. En følelsesmæssig vampyr, der suger mig tør for min lykke og kærlighed. Af min fred og tilregnelighed.
Jeg giver op. På dig.
Og jeg gør mig selv til en prioritet, som jeg skulle have gjort for længe siden.