Jeg har aldrig været en hævngærrig pige. Selv når nogen har såret mig, forsøgte jeg at lave undskyldninger for dem. Jeg ville forsøge at retfærdiggøre dem i mine egne øjne, og jeg ville gøre mit bedste for at tilgive dem.
Når jeg tænker over det nu, gjorde det mig ikke perfekt. Jeg ved ikke om jeg gjorde det på grund af dem, eller fordi det var lettere for mig på den måde. Tilgivelse har altid føltes frigørende og det har altid hjulpet mig videre. Jeg troede ikke at der fandtes noget jeg ikke kunne tilgive efter lang nok tid.
Indtil du kom.
Du ændrede så meget ved mig. Du påvirkede mit syn på verden, min mening om mænd og om mennesker generelt. Du har forvrænget mit selvbillede og du ødelagde min tro på kærlighed og på menneskeheden. Men det er noget jeg har lært at leve med. Efter meget hårdt arbejde, har jeg accepteret den person som du har gjort mig til.
Jeg har accepterert den nye mig. Men det jeg ikke kan acceptere er at du har ødelagt min evne til at tilgive. Fordi det du gjorde mod mig er utilgiveligt. Nogle gange tror jeg at du havde en mission om at ødelægge mig fra det øjeblik vi mødte hinanden.
Jeg vil aldrig få af vide hvad der fik dig til at give mig så meget smerte, men det er ikke længere så vigtigt. Faktum er at du har såret mig hele vejen igennem. Du har såret mig og givet mig ar for livet. Og dette var ikke kun da du forlod mig.
Hele vores forhold var et levende helvede for mig. Selvfølgelig var der også lykkelige øjeblikke. Det var dem som fik mig til at blive ved din side i så mange år.
Men alle de dårlige ting du gjorde mod mig har nu annulleret at det gode du gjorde mod mig. Nu kan jeg kun huske de forfærdelige ting.
Jeg husker kun smerten, ydmygelsen, tårerne. Jeg husker mig selv tænke at jeg var skør. Jeg kan huske hvordan du manipulerede med mig. Jeg husker jalousi, og magtsyg opførsel. Jeg husker at du kontrollerede mig.
Jeg kan huske at du bad om alt, men gav intet tilbage. Jeg kan huske alle de søvnløse nætter jeg tilbragte med at bede til Gud om at du ville ændre dig. Jeg husker alle de følelsesmæssige overgreb du lod mig gå igennem, og alle de morgener hvor jeg ønskede at jeg ikke var vågnet.
Jeg kan huske at jeg følte mig hjælpeløs og håbløs. Jeg kan huske hvordan jeg ikke så nogen vej ud og væk fra dig.
Og mest af alt, så husker jeg at du var den som gik fra mig, efter alt det du gjorde mod mig.
Jeg husker hvordan jeg ville have at du skulle komme tilbage, selv om jeg vidste at du ville ødelægge mig fuldstændig hvis du gjorde. Meg helt hvis du gjorde det. Jeg husker hvordan jeg følte mig brugt og uønsket, hvor drænet og udmattet jeg blev fra al den smerte du forårsagede mig.
Jeg følte at jeg aldrig ville blive god nok til en anden mand fordi jeg tydeligvis ikke var god nok til dig som jeg havde givet alt jeg havde.
Jeg husker hvor ødelagt jeg var og at jeg troede at jeg ingen grund havde til at leve længere. Jeg husker den fortvivlelse jeg så i mine øjne hver gang jeg så mig i spejlet.
Selv om jeg har det meget bedre nu, har du stadig stemplet min sind og min sjæl.
Og det er derfor jeg ikke vil have at du skal kunne leve dit liv som om intet var hændt, som om du ikke havde gjort nogen skade. Det er derfor at jeg ikke vil have at du er skyldfri, og føle dig tilpas. Og det er grunden til at du ikke kan få min tilgivelse.
Jeg beklager, men jeg kan ikke være den bedre person og ønske dig det bedste i dette tilfælde. Jeg vil ikke at du skal få leve ‘lykkelig resten af livet’. I stedet, så vil jeg at du skal blive spist op af skyldfølelse, for så længe jeg bliver spist op af denne smerte og forvivlelse, skal du også.
Jeg vil have at du skal gennemgå alle de ting som du har taget mig igennem, og jeg vil at du føler det samme som jeg gør på grund af dig. Selv når du er glad, håber jeg der vil være en stemme i dit hovede der minder dig om hvad du gjorde mod mig.
Selv når du har glemt alt om mig, vil jeg ønske at du vågner midt om natten fyldt op med skyld, uden du ved hvorfor du har det sådan. Selvom du ændrer dig, vil jeg at du altid har i baghovedet at du ødelagde en kvindes liv, og jeg vil at du aldrig får fred med dig selv vedrørende dette.
Kald mig for en dårlig eller hævngærrig person, men jeg håber at jeg vil hjemsøge dig så længe jeg lever, fordi det er det mindste du fortjener.