Der er på en eller anden måde noget romantisk over at løbe væk fra sine egne problemer.
Det er et af vores yndlingsbilleder: Helten eller heltinden får knust sit hjerte, eller deres drømme bliver taget fra dem, og så tager de afsted. De opfinder sig selv på ny.
Læs også:
De starter forfra. Vi kan godt lide den kliché, fordi den handler om at tage magten tilbage.
Vi vil gerne tro, at enhver kamp, vi står i, kan vindes ved bare at beslutte os for at gå. Ved at skifte omgivelser, ændre vores tankegang og gøre os klar til at begynde forfra.
Vi kan godt lide tanken om, at mod er nok til at træde ud af vores komfortzone, og at det er alt, vi behøver for at skabe os selv på ny.
Og til en vis grad er det faktisk sandt. Der er tidspunkter i livet, hvor vi er nødt til at rive os løs. Træde ud af vores vante omgivelser. Give os selv chancen for at ændre det hele.
Men den strategi har sine grænser.
Problemet er, at når du løber væk fra ting længe nok, opdager du uundgåeligt, at du egentlig kun føler dig tryg, når du hele tiden er i bevægelse.
For mennesker, der løber væk fra alting, vil det altid føles mere bekvemt at forlade end at blive. Det vil altid være nemmere at flygte end at holde fast.
At pakke dit liv sammen og kaste det ud i evigt kaos bliver din måde at blive i det velkendte på, i stedet for at kæmpe med det, der føles ubehageligt.
For så længe du altid er den, der går, har du også altid kontrollen.
Du er den, der bestemmer. Du er den, der vælger kaosset. Hvis dit hjerte går i stykker for hvert skridt på vejen, så er det dig, der knækker det op. Og det føles trygt for dig. Du ved, hvordan du skal håndtere de sår, du selv påfører dig.
For dig føles det ikke som en reel risiko at gå.
Det skræmmende er tanken om rent faktisk at blive. Det skræmmende er at investere noget af dig selv. Det skræmmende er at åbne dig selv og dit liv for en situation, en person eller en omstændighed, som du ikke har fuld kontrol over, uden nogen garanti for, at det ender til din fordel.
Det er skræmmende at bygge et liv, du ikke bare kan flygte fra, når noget går galt, og hver eneste nerve i din krop går i alarmberedskab og råber, at du skal væk og beskytte dig selv for enhver pris.
Det er skræmmende at være personligt, økonomisk eller følelsesmæssigt investeret i noget, du ikke har fuld kontrol over. Det er dét, der ligger uden for din komfortzone. Det er dét, der er dybt og helt ubestrideligt skræmmende.
Sandheden om mennesker, der løber væk fra alting, er, at de ikke er modigere eller stærkere end alle andre. De har det bare bedst, når de har kontrol.
De føler sig trygge ved problemer, der kan løses ved at købe en flybillet, pakke en taske eller komme videre fra det, der river i dem.
De har det fint med forandringer, de selv sætter i gang, men ikke med forandringer, der bliver presset ned over dem udefra. De føler sig trygge i deres fysisk bevægelige boble af følelsesmæssig sikkerhed.
Og ironisk nok, hvis du ved, at du er en af de mennesker, så ligger den eneste heling i at følge det råd, der satte hele cyklussen i gang. Svaret ligger i at træde ud af komfortzonen. Det ligger i at blive, når dine impulser fortæller dig, at du skal gå.
Det ligger i at blive fokuseret og holde fast i det vigtige, også når det føles uroligt og gør dig bange.
For når alt kommer til alt, ligger hele kunsten i livet i den fine balance mellem at blive og at gå.
Den ligger i at forstå, hvornår du skal løbe, og hvornår du skal stå fast. Hvornår du skal give slip, og hvornår du skal være stærk. Hvornår du skal opgive det hele og starte forfra, og hvornår du skal blive og kæmpe for det, du har.
Når dagen er omme, bliver vi alle påvirket af den grundlæggende frygt for ikke at være nok – ikke nok, hvis vi bliver, ikke nok, hvis vi går, ikke nok, hvis vi sidder håbløst fast mellem de to og aldrig vælger den ene eller den anden vej.
Og den eneste måde at bekæmpe den frygt på er at udfordre den – tage den ind, møde den og se den direkte i øjnene. At nægte at løbe væk, når det virkelig gælder.
Fordi du godt ved, hvornår det er vigtigt.
Og det er det, du gør i de øjeblikke, der i sidste ende gør forskellen.
J.K. Rowling sagde engang: “At dulme smerten for en stund betyder bare, at den bliver endnu værre, når du til sidst mærker den”, og jeg synes egentlig, at det for det meste ikke passer.
Smerte kan næsten helt undgås, men den tristhed, der følger med at undgå den, kan ikke.
Hvis du er den person, der løber væk fra alting, kan du aldrig være helt til stede nogen steder. Du ved, at du ikke bliver, så du kigger dig omkring. Du ser på alt det, der får dig til at føle dig mest levende.
Når du løber væk fra alle dine problemer, ender du med at flygte fra dig selv. Du glemmer den person, du kunne være, hvis du blev ét sted, arbejdede dig igennem dine fald, accepterede dine fejl og derefter overvandt dem.
Du glemmer, at der findes en version af dig, som er pålidelig, passioneret og stærk. Du mister den stolthed, du engang følte, når du viste udholdenhed.
For når du løber væk fra alle dine problemer, møder du uendeligt mange flere. Du skaber en verden indeni dig selv, som man er nødt til at liste rundt i på tåspidser, og som let kan vælte. Du bliver en landmine af uafsluttede sår, der begynder at bløde igen ved den mindste ridse.
Du tager dig selv i hele tiden at skulle løbe længere, hårdere og hurtigere for at slippe væk fra det, du bærer rundt på indeni. Jo længere du løber væk fra dine problemer, jo længere løber du væk fra dig selv. Og jo sværere bliver det at finde vejen hjem.
