Som børn forstår vi ofte ikke helt, hvad der sker, mens det sker. Det kan være svært at finde de rigtige ord for følelsen – en dyb mangel på forbindelse, en ekstrem afstand til verden og en følelse af at være langt væk fra sig selv.
Når vi bliver ældre, går det måske op for os, at de her næsten ubeskrivelige følelser faktisk var tegn på dissociation – en mental proces, hvor man kan miste forbindelsen til sine tanker, minder og sin identitetsfølelse.
Læs også:
En vis grad af dissociation er ret almindelig, og ikke alle, der dissocierer, har en dissociativ lidelse. Men hvis det sker ofte, eller hvis dissociationen opstår på grund af traumer, kan det påvirke livet ret meget. Og især når man er barn, er det vigtigt at vide, hvad man skal være opmærksom på.
Derfor bad vi mennesker, der har oplevet dissociation, om at dele nogle af de ting, de gjorde som børn. For nogle gange kan et blik tilbage på det, vi har været igennem, hjælpe os med at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør i dag.
Nogle gange kan det også hjælpe os med at komme igennem kampen og nærme os et sted, hvor heling bliver mulig.
Her er, hvad de fortalte:
1. “Jeg fandt på forskellige historier eller versioner af, hvordan jeg ville ønske, mit liv var. Og nu kan jeg mærke, at jeg stadig gør det tit som voksen. Jeg vidste ikke engang, at det var en del af dissociation!
Jeg lukkede mig også altid af og lærte at blive følelsesløs, fordi jeg som barn blev straffet, hvis jeg viste følelser. Det har gjort mit voksenliv svært og påvirket [min] evne til at knytte mig til nogen – venner eller familie.” – C.
2. “Det meste af min barndom lod jeg som om, jeg var en anden. Jeg ville være hvem som helst, bare ikke mig selv. Hvis man tror på en løgn længe nok, begynder den til sidst at føles sand.” – J.
3. “Hver aften skabte jeg en ny verden i mit hoved, så jeg bedre kunne falde i søvn. Det var en af de få måder, jeg kunne flygte på og få ro i hjernen.” – C.
4. “Jeg læste bøger. Alt, der kunne få mig væk fra dér, hvor jeg var. Mine forældre sagde altid, at jeg havde brug for et 12-trinsprogram for bøger, men i virkeligheden havde jeg bare brug for mere hjælp.” – M.
5. “Jeg tilbragte timer inde i mit hoved, hvor jeg spillede forskellige ‘karakterer’ i deres egne historier og levede deres liv. Jeg var mere dem, end jeg var mig selv, og det var svært at komme tilbage til den ‘virkelige’ verden. Det nåede dertil, at jeg begyndte at tiltale rigtige mennesker som karaktererne.” – P.
6. “Som barn gjorde dissociation mig meget filosofisk. Jeg havde perioder, hvor verden omkring mig ikke føltes virkelig – som om jeg kiggede gennem en skærm. Og jeg begyndte at gå i panik over døden, over hvad der sker bagefter, og over om det, jeg oplevede, var virkeligt eller bare noget, min hjerne fandt på.
Jeg overbeviste også mig selv om, at verden ville forsvinde, hvis jeg fortalte nogen om mine følelser.” – J.
7. “Jeg løj bogstaveligt talt hele tiden. Først da jeg var i starten af 20’erne, gik det op for mig, at jeg havde løjet mig gennem min barndom. Selv nu, hvor jeg er næsten 33, tror mine forældre stadig, at jeg lyver om alt.
Desværre er ingen af dem villige til at høre detaljerne om, hvordan den her lidelse påvirkede mig som barn, eller hvordan den påvirker mig nu. Jeg er ikke en løgner længere, gudskelov.
Jeg får faktisk ret dårlig samvittighed nu. Det har taget mange, mange år med intens bevidsthed. Jeg er en af de mest ærlige personer, mine venner kender.” – N.
8. “Jeg plejede at sidde foran spejlet i timevis og stirre på mig selv. Som regel om aftenen, når alle andre var gået i seng.” – J.
9. “Jeg kan ikke huske bestemte perioder eller dele af mit liv – nogle uger, nogle måneder, nogle år. Det gør mig urolig, at der er ting, jeg ikke kan huske, og derfor spørger jeg mig selv, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.” – M.
10. “Jeg lærte at være stille. Jeg mistede stykker af tid, og når jeg opdagede, at jeg var tilbage i den virkelige verden, vidste jeg ikke, hvad der var sket.
Jeg sad i timerne og nikkede – jeg talte aldrig, medmindre nogen spurgte mig direkte. Jeg var bange for, at nogen ville opdage, hvad jeg gjorde, og spørge ind til det. Jeg blev den søde pige i klassen, som aldrig sagde noget.” – D.
11. “Jeg prøvede at lade være med at trække vejret, for hvis nogen vidste, at jeg trak vejret, ville de skade mig på en eller anden måde. Den dag i dag stopper jeg op, hvis nogen siger, at de kan høre mig trække vejret. Jeg flygtede også ind i bøger og ønskede altid, at jeg levede et andet liv.
Der er store dele af min barndom og endda mit voksenliv, som jeg slet ikke kan huske eller kun husker dårligt. Og jeg stoler ikke på nogen. Jeg ved, at det at være glad fører til elendighed. Fordi jeg ikke fortjener gode ting.” – E.
12. “Som ung teenager ‘slukkede’ jeg ofte – jeg tog mig selv i at stirre tomt ud i luften i timevis, fanget i depression, dissociation og depersonalisering.” – H.
13. “I min barndom og teenageår forestillede jeg mig, at livløse ting var mine hemmelige, omsorgsfulde beskyttere, som støttede og trøstede mig, når jeg havde brug for det.
Når jeg måtte sove på gulvet, ‘holdt tæppefibrene mig oppe’ og gav mig al den bløde trøst, de kunne.
‘Hr. Sofa’ vuggede mig, når jeg i nogle år måtte sove på ham. Han lignede et selvtilfredst, klumpet og beskedent væsen dér, hvor folderne og knapperne sad.
Han var varm og beskyttede mig om natten. Og nogle gange, når jeg græd, lagde jeg mærke til lysstriber, der blev reflekteret i mine øjenvipper.
Når jeg blinkede og kiggede mod en varm gadelygte, lignede de lyse, blide hænder, der rakte ned for at fortælle mig, at de var hos mig.” – R.
14. “På hvert eneste karakterblad stod der, at jeg var ‘en sød pige, men dagdrømmer for meget og får ikke gjort sit arbejde færdigt’. Jeg dagdrømte ikke.
Jeg kunne ikke forklare det til min mor, som slog mig for dårlige karakterer, fordi jeg ikke vidste, hvad der foregik. Nu tror jeg, det var dissociation.” – A.
15. “Selvskade. Jeg var nødt til at se blodet for at være sikker på, at jeg var virkelig. Jeg læste i timevis i badekarret. Følelsen af at flyde og læse fik mig til at føle, at jeg var i en anden verden.” – G.
16. “Jeg brugte tid på at lege med dukker, men endnu mere på at ‘skabe min egen verden’. Det var ikke kun begrænset til dukker – det foregik i mit hoved. Jeg var mere dem, end jeg var mig selv, og det føltes ikke som en mulighed at være mig.
Da jeg blev ældre, blev det en kamp at finde mig selv, og min angst blev værre hver gang, jeg forlod huset. Nu kæmper jeg med en personlighedsforstyrrelse.
Jeg blev diagnosticeret som 13-årig, og nu er jeg 17. Det er stadig en kamp hver eneste dag. Men ingen ved det.” – T.
17. “En dag i skolen havde jeg en frygtelig ud-af-kroppen-oplevelse, udløst af angst, og bagefter gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at undgå skolen i ret lang tid.” – M.
18. “Jeg prøver at overkompensere ved at fortælle, hvor fantastisk mit liv var/er. Det gør jeg stadig i dag. Og jeg undskylder ikke over for folk for det. Men selvfølgelig er der ingen, der rigtig forstår det, medmindre de selv gør eller føler det samme. Så nu prøver jeg bare at holde mund. Men det vælter bare ud som verbal opkast.” – S.
19. “Jeg plejede at sprøjte koldt vand i ansigtet for at prøve at rive mig selv ud af det. Det hjalp faktisk nogle gange.” – K.
20. “Jeg lærte mig selv ikke at ryste. Som 5-årig gik jeg i skole i kulden med en sweater i stedet for en jakke. Der var en jakke til mig, jeg så den hver morgen, før jeg gik i skole, men min mor lod mig ikke tage den på.” – K.
21. “Jeg lukker følelsesmæssigt ned. Det varer som regel omkring 24 timer, hvor jeg har brug for tid til at ‘nulstille’ uden at tale med mennesker. Før sagde folk, at jeg var død indeni, men efter noget tid forstod de det og gav mig den plads, jeg havde brug for. Heldigvis gør jeg det ikke så tit længere, som jeg gjorde før.” – R.
22. “Jeg fandt på en masse venner, som havde overraskende realistiske personligheder, livshistorier og udseender. Jeg var også en tvangsmæssig løgner, når det handlede om de her ‘personer’ og scenarier.” – S.
23. “Jeg sad i et skab i to timer og lyttede til den samme sang, fordi jeg ingen tidsfornemmelse havde. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg stirrede på mine hænder og prøvede at finde ud af, hvem de tilhørte.” – B.
24. “Jeg lå i sengen og vendte og drejede mig, ude af stand til at sove. Jeg talte med radioen. Nogle gange plaprede jeg løs med ord, jeg selv havde fundet på. Jeg troede virkelig, at jeg trøstede nogen. Det tog timer, før jeg faldt i søvn.” – H.
25. “Som barn gemte jeg mig ofte på mit værelse og fór sammen ved den mindste lyd. Som regel opførte jeg mig rebelsk og uinteresseret.
Jeg troede, at hvis jeg virkede ligeglad over for min voldelige far, ville jeg slippe for hjertesorgen. I sidste ende skabte det bare mere smerte, fordi jeg distancerede mig fra min mor og mine søskende. Så jeg opførte mig ofte dårligt.” – R.
Kan du genkende noget af det?