Vi siger ikke farvel længere.
Vi holder bare op med at svare på deres beskeder eller tage deres opkald.
Læs også:
Vi lader, som om vi ikke rigtig kender dem, når vi ser dem. Vi opfører os som fremmede, lader som om vi ikke har såret dem, og vi bagatelliserer deres smerte.
Vi er for egoistiske til at tage hensyn til deres følelser, så vi siger ikke engang et venligt ord, giver dem ikke engang et varmt kram, og vi gider ikke engang spørge, om de er okay.
Vi trækker os væk næsten usynligt, så de ikke engang prøver at få fat i os, så de ikke prøver at bede om en afslutning eller om noget som helst.
Vi ser dem og går den anden vej, så vi ikke engang behøver møde deres blik og se, hvordan de kigger på os. Vi vil ikke mindes om, at vi er grunden til deres tristhed.
Vi siger farvel kort efter, vi har sagt hej. Vi siger farvel, før vi lærer dem bedre at kende. Vi siger farvel, før vi forstår dem, og vi siger farvel uden overhovedet at høre, hvad de har at sige, eller hvordan de har det.
Vi træffer den beslutning egoistisk, fordi det er det eneste, vi kender til.
Vi siger farvel, fordi vi har fundet noget bedre, noget mere spændende, noget vi hellere vil have. Så vi dropper bare mennesker som tennisbolde og erstatter dem let med andre, så længe vi kan spille videre.
Vi siger farvel og forventer ikke, at nogen bliver såret, fordi vi jo ikke har lovet noget.
Vi skylder dem ikke noget. Vi har med vilje holdt det hele afslappet og sjovt, så ingen tager noget alvorligt – eller det er i hvert fald det, vi siger til os selv for at overbevise os selv om, at vi ikke så det komme; at vi ikke fik dem til at falde for os og bagefter besluttede ikke at gribe dem.
Vi siger ikke farvel længere.
Vi forklarer ikke noget længere.
Vi gør os ikke umage for at sikre os, at den anden person har det godt. Vi smutter bare.
Vi dater den næste person, vi booker en ny flybillet, vi forlader landet, og vi træffer beslutninger uden at indse, at nogen har ventet på os, at nogen gerne ville være en del af vores liv, at nogen ville planlægge sin fremtid sammen med os.
Vi forsvinder og kigger ikke engang tilbage, og vi prøver ikke engang at komme tilbage.
Vi går, fordi det er sejere at gå. Det virker stærkere at gå. Det får dig til at føle, at du har kontrollen. Så vi bliver ved med at gå i stedet for at blive – og bagefter undrer vi os over, hvorfor vi ender alene eller i forhold, der ikke gør os glade.
Vi siger ikke farvel længere. Vi vil bare hellere være i fred. Jeg vil ikke have dig. Du er ikke min tid værd. Jeg er ikke ked af, at jeg knuste dit hjerte, for det har aldrig været mit.