Har du nogensinde lagt mærke til, at de fleste af os har en vane med at holde fast i netop den person, vi godt ved, vi burde give slip på?
Den person, du inderst inde ved, ikke er den rigtige for dig?
At vi ofte lider mest, når vi mister én, som faktisk aldrig rigtig var vores til at begynde med?
Og du er ingen undtagelse. Selvom den person, vi taler om, fysisk forlod dit liv for noget tid siden, fylder han stadig rigtig meget i dine tanker.
Den mand, du savner så dybt, er stadig den eneste, du kan tænke på, selvom du føler, at du gør alt, hvad du kan, for at lade være.
Du har gjort alt for at glemme ham helt. Du har brudt kontakten, smidt alt ud, der kunne minde dig om ham, og taget afstand fra de mennesker, der stadig forbinder jer to.
Du har fulgt “ingen kontakt”-reglen, blokeret hans nummer og stoppet med at følge ham på alle sociale medier.
Alle omkring dig går ud fra, at han ikke er andet end en del af din fjerne fortid.
Selv dem, der står dig allernærmest, er overbeviste om, at du er kommet over ham og er gået videre med dit liv, som om han aldrig havde været en del af det.
Men intet kunne være længere fra sandheden. Sandheden er, at du på en måde har lært at leve uden ham, men at tanken om ham stadig fylder alt for meget.
Han er stadig det første, der dukker op i dit hoved, når du vågner, og hans ansigt er stadig det sidste, du ser for dig, lige før du lukker øjnene og falder i søvn.
Sandheden er, at du stadig får sommerfugle i maven, hver gang du ser nogen, der ligner ham, eller hører en stemme, der minder om hans.
Og mest af alt – sandheden er, at du stadig håber, at han en dag kommer tilbage og indrømmer, at han begik en fejl, da han gik.
At du stadig venter på hans opkald, og at du håber, det er ham, hver eneste gang du hører lyden af en ny besked.
Men det er noget, du ikke har lyst til at indrømme over for nogen – ikke engang dig selv. For på trods af alle de følelser, du stadig har for ham, ved du inderst inde godt, at I ikke er skabt for hinanden.
Du er ikke lykkelig uden ham, men du ved også godt, at du heller ikke ville være i nærheden af lykkelig med ham.
Så i virkeligheden holder du ikke fast i ham – du holder fast i mindet om ham og i potentialet i jeres forhold.
Du holder fast i de gode øjeblikke, I delte, og i alt det, I kunne have været, hvis han bare havde valgt at være anderledes.
Jeg hader at være den, der siger det til dig, men du gør alt det her, fordi du ubevidst gerne vil have, at tingene stadig kunne blive sådan.
Du vil gerne holde fast i ham, selvom du godt ved, at du før eller siden bliver nødt til at give slip.
Og ved du hvorfor? Fordi dine minder er det eneste, der holder det her forhold i live.
For hvis du giver slip på ham, hvis du virkelig stopper med at tænke på ham, og hvis du gør dit bedste for at få ham ud af både dit hoved og dit hjerte, så betyder det, at du accepterer, at det er slut.
Det betyder, at du accepterer, at han kun er en del af din fortid. Og mest af alt betyder det, at du accepterer, at han ikke kommer tilbage.
Selvom du tror, du er klar til det, er det tydeligt, at du ikke er det.
Det er tydeligt, at du ikke rigtig har lyst til at komme videre med dit liv, og at du faktisk føler dig mere tryg i dine smertefulde tanker, fordi de med tiden er blevet velkendte for dig.
Med tiden har du ladet smerten definere dig, og den er blevet en del af dig.
Og selvom det gør forfærdeligt ondt, er det blevet din komfortzone – den, du ikke tør træde ud af.
Men lad mig sige én ting: Du kan ikke leve resten af dit liv på den måde.
Før eller siden bliver du nødt til at forstå, at det ikke giver mening at holde fast i noget, du godt ved aldrig var meant for you.
Og når det sker, vil du se tilbage og opdage, at du har spildt dyrebare år af dit liv på en mand, der ikke er – og aldrig bliver – din.
At du har låst dig selv inde i minderne, og at det faktisk er dig selv, der har holdt dig fast det samme sted.
Så please, se sandheden i øjnene og accepter, at det er slut.
Stop med at lede efter en afslutning eller en forklaring. Stop med at overtænke alle de mulige scenarier og grunde til, at jeres forhold endte, som det gjorde.
Accepter bare, at I to ikke var bestemt for hinanden – og giv slip.
For først når du gør det, rydder du vejen for den mand, der virkelig er meant to be yours.
Først når du virkelig giver slip på ham i både dit hjerte og dine tanker, kan du for alvor komme videre. Først dér vil du føle dig fri.