At være revet midt over mellem at bekymre sig alt for meget om alting – og slet ikke kunne mærke noget for noget som helst.
Jeg fik diagnosen depression og angst i 2016, de to “almindelige forkølelser” inden for psykisk sygdom.
Men lad ikke det kælenavn narre dig, for der er intet almindeligt ved den måde, de to arbejder sammen på og fuldstændig fucker med din hjernes evne til at fungere.
Nogle gange føles det, som om min hjerne skifter mellem depressive og angste perioder. Det er, som om jeg hele tiden bytter den ene ud med den anden og sjældent har en “god” dag, hvor de begge to holder sig nogenlunde i ro.
Hvis min angst ikke hamrer løs, så gør min depression det – og omvendt.
Angst og depression fungerer egentlig som modsætninger. Det er selvfølgelig en forenkling, men helt generelt kan angst ses som en hjerne, der er overaktiv, mens depression kan føles som en hjerne, der slet ikke er aktiv nok.
Jeg har mest lært at håndtere det, når den ene af dem fylder mest, men det, der stadig virkelig udfordrer mig, er, når de rammer på samme tid.
Angsten vil have mig til at stå op om morgenen. Hvis jeg ikke står op, bliver nogen skuffede, jeg misser en deadline, alle vil tro, jeg er doven, eller også ryger jeg bare længere og længere ned i en ond spiral igen og igen.
Depressionen vil derimod have mig til at blive liggende. Hvis jeg står op, skal jeg fake et smil over for alle, ellers ender jeg bare med at såre flere mennesker, eller også kan jeg ikke koncentrere mig, for hvem kan koncentrere sig om noget som helst, når alt føles fuldstændig meningsløst?
Når de begge to rammer samtidig, bliver jeg efterladt helt lammet og ubrugelig. Selvom mit hoved kører på højtryk, og jeg ikke ønsker andet end at være produktiv, så jeg kan få lidt mindre spænding omkring mine ansvar, kan jeg ikke få mig selv ud af sengen.
Jeg kan ikke se fremad, for hver eneste stressende tanke trækker mig tilbage med endnu et reb.
Det gør ondt i hovedet – det føles, som om min hjerne bogstaveligt talt presser mod kraniet og ikke har nogen steder at gå hen. Det gør mig svimmel og desorienteret, og mest af alt er det uendeligt frustrerende.
Det gør selv de nemmeste opgaver umulige, og jeg har bare lyst til at råbe til mig selv: “HVORFOR KAN DU IKKE BARE GØRE DET?”
Skylden er det sværeste at håndtere, for jeg kan kun mærke det smertefulde stik. Jeg VIL gerne kunne fungere normalt, men det kan jeg ikke, og derfor føler jeg mig som det mest mislykkede menneske på jorden.
Rent logisk ved jeg godt, at min hjerne er syg, og at det gør nogle ting sværere for mig.
Men alligevel kan jeg ikke slippe vægten af skyldfølelsen over ikke at kunne være som et “normalt” menneske, der GØR “normale” ting.
Der går en sirene i gang, som fortæller mig, at jeg skal få styr på mine ansvar, men samtidig er der en stemme, der skriger, at intet af det, jeg gør, betyder noget alligevel, så jeg kan lige så godt vende mig om og bare dø – og al den larm i mit hoved lammer mig.
Jeg er stadig midt i processen med at lære at håndtere det, når de her modsatrettede kræfter i mit hoved udfordrer hinanden. Det eneste, jeg virkelig har lært, er, at der ikke er andet at gøre end bare at komme igennem det.
Jeg prøver at være blid ved mig selv, og jeg prøver at huske, at der er noget galt med kemien i min hjerne, og at det ikke betyder, at jeg er et dårligt menneske.
At være god ved sig selv, når man kæmper med psykisk sygdom, er lettere sagt end gjort, men jeg prøver.
