Jeg ville ønske, jeg havde svar på det hele. Jeg ville ønske, jeg bare kunne kigge ind i fremtiden og se, at du er den, jeg skal tilbringe resten af mit liv med.
Jeg ville elske at være helt sikker på, at når jeg engang er gammel og rynket, kan jeg se tilbage på et fyldt og lykkeligt liv, som jeg har delt med dig.
Læs også:
Men det kan jeg ikke. Og jeg har heller ikke tænkt mig at tvinge det frem, for jeg har det faktisk okay med ikke at vide det.
Jeg vil ikke presse svarene til at vise sig for mig. Jeg vil ikke lede efter svar, som jeg godt ved, jeg hverken finder hos dig, hos mig selv eller hos nogen anden.
Jeg vil ikke spole frem gennem det, vi har, for jeg vil ikke risikere at miste det hele. Og derfor lader jeg skæbnen føre an.
Jeg giver slip og accepterer det, skæbnen har i vente for os. Jeg lader os gå hver vores vej.
Jeg lader os leve vores egne, individuelle liv. Og så holder jeg bare fast i håbet om, at vi måske en dag finder tilbage til hinanden igen.
Jeg ved godt, at der er en meget reel chance for, at vi glider fra hinanden i det øjeblik, vi vælger at følge vores egne interesser.
Jeg ved godt, at der er en meget reel chance for, at vi ikke ender sammen, når alt kommer til alt. Men jeg bliver nødt til at holde fast i det håb.
Jeg bliver nødt til at blive ved med at tro på, at du og jeg får den eventyrlige slutning, vi begge drømmer om.
Jeg bliver nødt til at holde fast i troen på, at to mennesker, der virkelig er skabt for hinanden, til sidst finder en måde at få det til at lykkes på.
Jo, man kan sige, at jeg bare er naiv og umoden. Man kan sige, at jeg klamrer mig til barndomsfantasier. Man kan sige, at jeg nok bare er blindt optimistisk.
Men helt ærligt, det rører mig ikke rigtigt. Jeg tror på, at jeg kan gøre det, jeg vil. Jeg kan gå efter det liv, jeg mener, jeg fortjener. Jeg tror på, at jeg kan lade dig være fri og lade dig gå din egen vej.
Og jeg tror også på, at uanset hvad vi ender med at gøre, eller hvor vi ender med at gå hen, så vil vi altid finde en vej tilbage til hinandens hjerter og liv, hvis skæbnen vil det.
Jeg kan stadig godt lide at tro på, at intet andet virkelig betyder noget, så længe skæbnen er på vores side.
Jeg tror på, at noget kan være bestemt på forhånd. Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på os.
Og alt andet er bare støj. Alt andet er bare en afledning. Jeg vil tro på, at du og jeg finder en måde at gøre vores fælles drømme til virkelighed.
Men sandheden er, at jeg ikke rigtig har noget valg. Jeg har ikke andet at holde fast i længere.
Og jeg tror, det er derfor, jeg er så sikker på, at du og jeg nok skal finde tilbage til hinanden. Fordi jeg tror så meget på dig. Fordi jeg tror så meget på mig selv.
Jeg tror så meget på os, at jeg ikke vil vige tilbage for nogen af de udfordringer eller svære tider, der kommer. Jeg er ikke bange. Jeg føler mig på ingen måde skræmt.
Jeg tror virkelig på, at når man tror så meget på noget eller nogen, så finder man altid en vej til at gøre sin tro til virkelighed.
Men jeg ved også godt, at timing betyder alt. Jeg kan tro på, at vi to ender sammen, men jeg kan ikke vide hvornår.
Bare fordi jeg gerne vil have, at vi skal være sammen nu, betyder det ikke, at det kommer til at ske nu. Timingen er ikke op til mig, og derfor må jeg lære at være tålmodig.
Så vi går hver vores vej. Vi lever hver vores liv. Vi finder os selv, før vi kan finde hinanden igen.
Jeg tror virkelig på, at to mennesker, der er skabt for hinanden, også ender med at være det. Og det er lige meget, hvordan omstændighederne ser ud.
Hvis der er afstand, grænser og andre mennesker mellem os, så ændrer det stadig ikke på noget. For jeg holder stadig fast i troen på, at intet af det i sidste ende betyder noget. Jeg holder stadig fast i troen på, at vi en dag får det til at fungere.
Jeg mener, det er jo egentlig alt, jeg har. Og når man tror så meget på nogen, bliver alt det, der virker kompliceret, pludselig mindre kompliceret. Man finder ud af det. Man får det til at virke.
Vi har været det mest konstante i hinandens liv.
For roden til det her er ikke bare en kærlighed, der kom og gik engang i fortiden, men en uforklarlig forbindelse. Et venskab. Et bånd. En ægte omsorg for hinanden, altid. Noget, der har holdt os i hinandens liv så længe.
Måske er vi skabt for hinanden, fordi vi på hver vores måde har bygget hinanden op.
Hvis jeg skilte alle delene af mig selv ad, ville der være beviser på, at du har været der. På en måde har du altså aldrig rigtig været væk.
Selvom livet fylder mig med tvivl og frygt, er du nogle gange det eneste, jeg er helt sikker på. Jeg er sikker på, at så længe du er ved min side, skal det hele nok gå.
Måske er vores tid ikke kommet endnu. Måske er evigheden ikke klar til os endnu. Og det er okay. Jeg er ikke bekymret.
Ved du hvorfor? Fordi jeg ved, at den forbindelse, der er mellem os, ikke forsvinder på grund af tid eller afstand. Jeg ved, at den ikke bare forsvinder, fordi vi går hver vores vej.
Den forbindelse falmer ikke, uanset hvor meget tid der går, uanset hvor mange ting der ændrer sig i vores liv, eller hvor mange mennesker vi ser komme og gå.
Jeg ved, at vores kærlighed vil være stærk nok til en dag at føre os tilbage ind i hinandens liv.
Jo, det bliver nok ikke den nemmeste vej mod evigheden. Men det føles ikke som et kæmpe problem, når jeg ved, at evigheden kommer alligevel.
